Peer Gynt
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
ikke finde Ord, endelig udbryder hun:)
Buskene. >Nogle Folk med Sendingskost gaar forbi nedover mod Bryllups-
gaarden.)
Hovedet og stirrer opp i Luften.)
Benene.)
kommer ind paa Tunet i Følge med Forældrene.)
liggende.)
Mad og Drikke.)
hævet Øxe.)
af Glæde og springer ivejret.)
Kvinde i en fillet grøn Stakk ud af Holtet; en stygg Unge med en Øl-
bolle i Haanden halter efter og holder hende i Skjørtet.)
sætter sig foran paa Sengefoden.)
paa Stolen og siger dæmpet:)
Bevægelse; Peer Gynt begynder at lokke og godsnakke, som for en Hund.)
Ørken.)
tillbage gjennem Ørken.)
Sjøgangen tilltager. Skodde og tykke Skyer.)
anden.)
da skriger han:)
Efterhaanden falder der Stillhed over ham.)
og med Salmebog i Klædet; en Stav i Haanden. Hun staar rank og mild.)
Solen rinder.)
Faksimile
PEER GYNT.
ET DRAMATISK DIGT
[
Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo.
]
KJØBENHAVN.
FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).
TRYKT HOS J. H. SCHULTZ.
1867.
Faksimile
Faksimile
PEER GYNT.
Faksimile
De handlende:
Aase, en Bondemands Enke
Peer Gynt, hendes Søn.
To Kjærringer
med Kornsække.
Aslak, en Smed.
Bryllupsgjæster.
Kjøge-
mester.
Spillemand
, o. s. v.
Et Par Indflytterfolk.
Solvejg
og
lille Helga
, deres Døttre.
Bonden paa Hæggstad.
Ingrid, hans Datter.
Brudgommen
og
hans Forældre
.
Tre Sæterjenter.
En grønklædt Kvinde.
Dovregubben.
Et Hoftrold. Flere lignende.
Troldjomfruer
og
Troldunger
.
Et Par Hexe.
Tomtegubber
,
Nisser
,
Hougfolk
, o. s. v.
En stygg Unge.
En Stemme i Mørket.
Fugleskrig.
Kari, en Husmandskone.
Master Cotton, Monsieur Ballon, Deherrer v. Eberkopf og Trumpeterstraale,
rejsende Herrer.
En Tyv
og
en Hæler
.
Anitra, en Beduinhøvdings Datter.
Arabere
,
Slavinder
,
dansende Piger
, o. s. v.
Memnonstøtten
(syngende).
Sfinxen ved Gizeh
(stum Person.)
Begriffenfeldt, Professor, Dr. phil., Forstander for Daarekisten i Kairo.
Huhu, en Maalstræver fra Malebarkysten.
Hussejn, en østerlandsk Minister.
En Fellah
med en Kongemumie.
Flere Daarekistelemmer
samt
deres Vogtere
.
En norsk Skipper
og
hans Mandskab
.
En fremmed Passagér.
En Prest.
Et Ligfølge.
En Lensmand.
En Knappestøber.
En mager Person.
(Handlingen, der begynder i Førstningen af dette Aarhundrede og
slutter henimod vore Dage, foregaar dels i Gudbrandsdalen og paa Høj-
fjeldene deromkring, dels paa Kysten af Marokko, dels i Ørkenen Sahara,
i Daarekisten i Kairo, paa Havet, o. s. v.)
slutter henimod vore Dage, foregaar dels i Gudbrandsdalen og paa Høj-
fjeldene deromkring, dels paa Kysten af Marokko, dels i Ørkenen Sahara,
i Daarekisten i Kairo, paa Havet, o. s. v.)
Faksimile
FØRSTE HANDLING.
(En Lid med Løvtrær nær ved Aases Gaard. En Elv fosser nedover. Et
gammelt Kværnehus paa den anden Side. Hed Sommerdag.)
gammelt Kværnehus paa den anden Side. Hed Sommerdag.)
(Peer Gynt, en stærkbygget tyveaars Gut, kommer nedover Gangstien. Aase,
Moderen, liden og fin, følger efter. Hun er vred og skjælder.)
Moderen, liden og fin, følger efter. Hun er vred og skjælder.)
Aase.
Peer, du lyver!
Peer Gynt
(uden at standse).
(uden at standse).
Nej, jeg gjør ej!
Aase.
Naa, saa band paa, det er sandt!
Peer Gynt.
Hvorfor bande?
Aase.
Tvi; du tør ej!
Alt ihob er Tøv og Tant!
Peer Gynt
(staar).
(staar).
Det er sandt – hvert evigt Ord!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
1
Faksimile
s. 2
Aase
(foran ham).
(foran ham).
Og du skjæms ej for din Moer?
Først saa render du tillfjelds
maanedsvis i travle Aannen,
for at vejde Ren paa Faannen,
kommer hjem med reven Pels,
uden Byrse, uden Vildt; –
og tillslut med aabne Øjne
mener du at faa mig bildt
ind de værste Skytterløgne! –
Naa, hvor traf du saa den Bukken?
Peer Gynt.
Vest ved Gjendin.
Aase
(ler spotsk).
(ler spotsk).
Rigtig, ja!
Peer Gynt.
Hvasse Vinden bar ifra;
bag et Oreholdt forstukken
han i Skaresneen grov
efter Lav –
Aase
(som før).
(som før).
Ja rigtig, ja!
Peer Gynt.
Pusten holdt jeg, stod og lytted,
hørte Knirken af hans Hov,
saa af ene Hornet Grenene.
Faksimile
s. 3
Derpaa varsomt mellem Stenene
frem paa Bugen jeg mig flytted.
Gjemt i Røsen opp jeg glytted; –
slig en Bukk, saa blank og fed,
skulde du vel aldrig set!
Aase.
Nej, bevares vel!
Peer Gynt.
Det smaldt!
Bukken stupte bums i Bakken.
Men i samme Stund, han faldt,
sad jeg skrævs paa Bukkeryggen,
greb ham i det venstre Øre,
vilde netopp Kniven kjøre
bagom Skolten ind i Nakken; –
hej! da skreg han vildt, den Styggen,
stod med et paa alle fire,
slog mig med et Agterkast
ud af Næven Kniv og Slire,
skrued mig om Lænden fast,
stemte Hornene mod Læggen,
klemte mig, som i en Tang; –
dermed satte han paa Sprang
bent fremover Gjendin-Eggen!
Aase
(uvilkaarligt).
(uvilkaarligt).
Jesu Navn da –!
Peer Gynt.
Har du set den
1*
Faksimile
s. 4
Gjendin-Eggen nogen Gang?
Den er halve Milen lang,
hvass bortefter, som en Ljaa.
Udfor Bræer, Skred og Lider,
rakt nedover Urder graa,
kan en se till begge Sider
lukt i Vandene, som blunder
svarte, tunge, mer end tretten-
hundred Alen nedenunder. –
Langsmed Eggen han og jeg
skar os gjennem Vejret Vej.
Aldrig red jeg slig en Fole!
Midt imod, der vi foer fram,
var det som der gnistred Sole.
Brune Ørnerygge svam
i det vide svimle Slug
midtvejs mellem os og Vandene, –
sakked agterud, som Fnug.
Isflak brast og brød mod Strandene;
men der var ej Døn at høre;
bare Hvirvlens Vætter sprang,
som i Dans; – de sang, de svang
sig i Ring for Syn og Øre!
Aase
(svimmel).
(svimmel).
Aa, Gud trøste mig!
Peer Gynt.
Med et,
paa en raadløs braabratt Plett,
Faksimile
s. 5
foer ivejret Rype-Steggen,
flaksed kagglende, forskræmt,
fra den Knart, hvor han sad gjemt,
klods for Bukkens Fod paa Eggen.
Bukken gjorde halvt omkring,
satte med et Himmelspring
udfor Dybet med os begge!
(Aase vakkler og griber efter en Træstamme. Peer Gynt bliver ved.)
Bag os Bergets svarte Vægge,
under os et bundløst Slug!
Først vi kløvte Lag af Taager,
kløvte saa en Flok af Maager,
som igjennem Luften vigende
fløj till alle Kanter skrigende.
Nedad, uden Stands, foer Toget.
Men i Dybet glittred noget
hvidlet, som en Rensdyrbug. –
Moer, det var vort eget Billed,
som igjennem Fjeldsjø-Stillet
opp mod Vandets Skorpe piled
i den samme vilde Fart,
som i den vi nedad kiled.
Aase
(gisper efter Vejret).
(gisper efter Vejret).
Peer! Gud fri mig –! Sig det snart –!
Peer Gynt.
Bukk fra Luften, Bukk fra Bunden,
stangedes i samme Stunden
saa at Skummet om os klasked.
Ja, der laa vi nu og plasked. –
Faksimile
s. 6
Langt om længe, du, vi naade
nordre Landet paa en Maade;
Bukken svam, og jeg hang bag ham; –
jeg foer hjem –
Aase.
Men Bukken, du?
Peer Gynt.
Aa, han gaar der vel endnu; –
(knipser i Fingrene, svinger sig paa Hælen og tillføjer:)
kan du finde ham, saa tag ham!
Aase.
Og du har ej knækket Nakken?
Ikke begge Laar engang?
Ikke Ryggebenet brudt?
O, Vorherre, – Prisen, Takken,
skyldes dig, som hjalp min Gut! –
Brogen har dog faaet en Revne;
men det er knappt værd at nævne,
naar en minds, hvad meget værre
kunde hændt i sligt et Sprang –!
(standser pludselig, ser paa ham med aaben Mund og store Øjne, kan længe
ikke finde Ord, endelig udbryder hun:)
O, din Fandens Rægglesmed!
Kors og Kors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har kjendt
som en Jente paa de tyve.
Gudbrand Glesne er det hændt, –
ikke dig, du –!
Faksimile
s. 7
Peer Gynt.
Mig, som ham.
Sligt kan mer end engang hændes.
Aase
(arrig).
(arrig).
Ja, en Løgn kan endevendes,
stadses opp med Brask og Bram,
klædes i en nygjort Ham,
saa dens magre Skrott ej kjendes.
Det er det, som du har gjort,
laget alt saa vildt og stort,
uglet ud med Ørnerygge
og med alt det andet stygge,
løjet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig maalløs Skrækk,
at en kjends ej ved tillsidst,
hvad en længst har hørt og vidst!
Peer Gynt.
Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg slaa ham!
Aase
(grædende).
(grædende).
Aa, Gud give jeg laa Lig;
gid jeg sov i svarte Jorden!
Bøn og Graad ej bider paa ham. –
Peer, du er og blir forloren!
Peer Gynt.
Kjære, vakkre, lille Moer,
Faksimile
s. 8
du har Rett i hvert et Ord; –
vær saa blid og glad –
Aase.
Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt Svin till Søn?
Maa det ikke bittert krænke
mig, en stakkars magtløs Enke,
stødt at fange Skam for Løn?
(græder igjen.)
Hvad har Slægten nu tillbage
fra din Farfars Velmagtsdage?
Hvor er Skjæpperne med Mynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem Fødder, han, –
ødte dem saa glatt som Sand,
kjøbte Jord i alle Sogne,
kjørte med forgyldte Vogne –.
Hvor er det, som gik tillspilde
ved det store Vintergilde,
da hver Gjæst lod Glas og Flaske
bag sin Rygg mod Væggen klaske?
Peer Gynt.
Hvor er Sneen fra ifjor?
Aase.
Du skal tie for din Moer!
Se tillgaards! Hvert andet Rude-
Hul er fyldt med gamle Klude.
Hægn og Skigard ligger nede,
Faksimile
s. 9
Fæet staar for Vejr og Væde,
Eng og Aker ligger brakk,
hver en Maaned blir jeg pantet –
Peer Gynt.
Ti saa med den Kjærringsnakk!
Ofte nok har Lykken skrantet,
og saa kom den højst paafode!
Aase.
Der er saltstrød, hvor den grode.
Kors, men du er Storkarl, du, –
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang Presten,
der han kom fra Kjøbenhavn,
spurgte dig om Døbenavn,
bandte paa at sligt et Nemme
sakned mangen Prins derhjemme,
saa at Faer din gav ham Hesten
med en Slæde till, som Takk
for den vennesæle Snakk. –
Haa; ja da var alting gjildt!
Provst, Kaptejn og hele Resten
hang her dagstødt, aad og drak,
fyldte sig, saa fast de sprak.
Men i Nød skal kjendes Næsten.
Her blev folketomt og stillt
samme Dag da «Jon med Skjæppen»
tog ivej med Kramkarl-Skræppen.
(tørrer Øjnene med Forklædet.)
Ak, du er dog stærk og stor,
Faksimile
s. 10
skulde staa som Stav og Støtte
for din gamle skrale Moer, –
skulde Gaardens Gjerning skjøtte,
værge Slumpen af din Arv; –
(græder paany)
aa, Gud hjælpe mig for Nytte
jeg har havt af dig, din Skarv!
Hjemme ligger du i Gruen,
roder rundt i Kul og Emmer;
mellem Byggdens Folk du skræmmer
Jenterne fra Gildestuen, –
gjør mig Spe paa alle Kanter,
slaas med Sognets værste Fanter –
Peer Gynt
(gaar fra hende).
(gaar fra hende).
Lad mig være.
Aase
(følger efter).
(følger efter).
Kan du nægte
du var fremste Mand i Laget
i det store Basketaget,
som for nylig stod paa Lunde,
der I slogs som olme Hunde?
Var det ikke dig, som knækte
Armen paa han Aslak Smed, –
eller idetmindste brækte
ene Fingren hans af Led?
Peer Gynt.
Hvem har fyldt dig med slig Præk?
Faksimile
s. 11
Aase
(hidsig).
(hidsig).
Husmandskonen hørte Hylene!
Peer Gynt
(gnider Albuen).
(gnider Albuen).
Ja, men det var mig, som skreg.
Aase.
Dig?
Peer Gynt.
Ja, Moer, – for jeg fik Pryglene.
Aase.
Hvad for noget?
Peer Gynt.
Han er spræk.
Aase.
Hvem er spræk?
Peer Gynt.
Han, Aslak, ved jeg.
Aase.
Tvi – og tvi; nu maa jeg spytte!
Slig en slarvet Fyldebøtte,
slig en Rangler, slig en dranket
Drammesluger har dig banket?
(græder igjen.)
Mangen Skam og Skjændsel led jeg;
men at dette skulde ske,
det var dog den værste Spe.
Faksimile
s. 12
Lad ham være nok saa spræk; –
skal du derfor være vek?
Peer Gynt.
Om jeg hamrer eller hamres, –
ligefuldt saa skal der jamres.
(ler.)
Trøst dig, Moer –
Aase.
Hvad? Har du løjet
nu igjen?
Peer Gynt.
Ja, denne Gang.
Tørr saa Graaden pent af Øjet; –
(knytter den venstre Haand.)
se, – med denne Knibetang
holdt jeg hele Smeden bøjet;
højre Næven var min Slægge –
Aase.
O, din Slagsbror! Du vil lægge
mig i Graven med din Færd!
Peer Gynt.
Nej da; du er bedre værd;
tyve tusend Gange bedre!
Lille, stygge, snille Moer,
du kan lide paa mit Ord, –
hele Byggden skal dig hædre,
bare vent till jeg faar gjort
noget – noget rigtigt stort!
Faksimile
s. 13
Aase
(blæser).
(blæser).
Du!
Peer Gynt.
Hvem ved, hvad en kan møde!
Aase.
Gid du bare blev saa klog,
at du engang kunde bøde
Flængen i din egen Brog!
Peer Gynt
(hidsig).
(hidsig).
Jeg skal blive Konge, Kejser!
Aase.
Aa, Gud trøste mig, nu rejser
sidste Resten af hans Vid!
Peer Gynt.
Jo, jeg skal! Giv bare Tid!
Aase.
Ja, giv Tid, saa blir du Prins,
siges der, om rett jeg minds!
Peer Gynt.
Du skal se, Moer!
Aase.
Hold din Mund!
Du er gal i Bund og Grund. –
Naa, det er forresten sandt, –
noget var der blevet af dig,
hvis du ikke dagstødt gav dig
Faksimile
s. 14
af med Løgn og Tøv og Tant.
Hæggstadjenten var dig god.
Lett du havde vundet Spillet,
hvis du rigtig havde villet –
Peer Gynt.
Tror du?
Aase.
Gamlen har ej Kræfter
till at staa sit Barn imod.
Han er stivsindt paa en Maade;
men tillslut faar Ingrid raade,
og hvor hun gaar, Fod for Fod
stavrer Knarken arrig efter.
(begynder igjen at græde.)
Ak, min Peer; en grundrig Jente, –
Odelsjente! Tænk dig till; –
hvis du bare havde villet,
stod du nu som Brudgom gjild, –
du, som gaar her svart og fillet!
Peer Gynt
(rask).
(rask).
Kom, saa vil vi Ja-Ord hente!
Aase.
Hvor?
Peer Gynt.
Paa Hæggstad!
Aase.
Stakkars dig;
den er stængt, den Friervej!
Faksimile
s. 15
Peer Gynt.
Hvorfor det?
Aase.
Ak, jeg maa sukke!
Spildt er Stunden, spildt er Heldet –
Peer Gynt.
Naa?
Aase
(hulkende).
(hulkende).
Mens du i Vesterfjeldet
gjennem Luften red paa Bukke,
har Mads Moen fæstet Jenten!
Peer Gynt.
Hvad? Den Kvindfolkskræmsel! Han –!
Aase.
Ja, hun taer ham nu till Mand.
Peer Gynt.
Vent mig her, till jeg faar spændt en
Hest for Kjærren –
(vil gaa.)
Aase.
Spar sligt Spræl.
Bryllupet skal staa imorgen –
Peer Gynt.
Pyt; jeg kommer jo ikveld!
Aase.
Tvi dig; vil du øge Sorgen
med et Læss af Hvermands Spott?
Faksimile
s. 16
Peer Gynt.
Trøst dig. Alting skal gaa godt.
(skriger og ler paa engang.)
Hejsan, Moer! Vi sparer Kjærren;
det taer Tid at hente Mærren –
(løfter hende ivejret.)
Aase.
Slipp mig!
Peer Gynt.
Nej, paa mine Arme
bær jeg dig till Bryllupsgaarden!
(vader ud i Elven.)
Aase.
Hjælp! Vorherre sig forbarme!
Peer! Vi drukner –
Peer Gynt.
Jeg er baaren
till en gjildere Død –
Aase.
Ja visst;
du blir sagtens hængt tillsidst!
(rusker ham i Haaret.)
O, dit Ubæst!
Peer Gynt.
Hold nu Fred;
her er glatt og Slim paa Bunden.
Aase.
Asen!
Faksimile
s. 17
Peer Gynt.
Ja, brug bare Munden;
det gjør ingen Mand Fortred.
Saa; nu skraar det atter opp –
Aase.
Slip ej Taget!
Peer Gynt.
Hejsan, hopp!
Vi skal lege Peer og Bukken; –
(galoperende.)
jeg er Bukken, du er Peer!
Aase.
Aa, jeg ved ej af mig mer!
Peer Gynt.
Ser du; nu er Evjen rukken; –
(vader iland.)
Giv saa Bukken pent et Kyss;
det faar være Takk for Skyds –
Aase
(slaar ham paa Øret).
(slaar ham paa Øret).
Der er Takk for Skydsen!
Peer Gynt.
Au!
Den Betaling var for snaud!
Aase.
Slipp mig!
Peer Gynt.
Først till Bryllupsgaarden.
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
2
Faksimile
s. 18
Vær min Talsmand. Du er klog;
snakk med ham, den gamle Daaren;
sig, Mads Moen er et Drog –
Aase.
Slipp!
Peer Gynt.
Og sig ham saa tillslut,
hvad Peer Gynt er for en Gut.
Aase.
Ja, det kan du bande paa!
Du skal vakkert Skudsmaal faa.
Skildres skal du for og agter;
alle dine Fandens Fagter,
skal jeg nævne grejdt og grant –
Peer Gynt.
Saa?
Aase
(sparker i Arrighed).
(sparker i Arrighed).
Jeg skal ej stagge Munden,
før den gamle hidser Hunden
paa dig, som du var en Fant!
Peer Gynt.
Hm; saa faar jeg gaa alene.
Aase.
Ja, men jeg skal komme efter!
Peer Gynt.
Snille Moer, du har ej Kræfter –
Faksimile
s. 19
Aase.
Ikke det? Jeg er saa sindt,
at jeg kunde knuse Stene!
Hu, jeg kunde æde Flint!
Slipp mig!
Peer Gynt.
Ja, ifald du lover –
Aase.
Intet! Jeg vil med der over.
De skal vide, hvem du er!
Peer Gynt.
Nej, du faar nok vente her.
Aase.
Aldrig! Jeg vil med i Laget!
Peer Gynt.
Faar ej Lov.
Aase.
Hvad vil du gjøre?
Peer Gynt.
Sætte dig paa Kværnetaget.
(sætter hende deropp. Aase skriger.)
Aase.
Løft mig ned!
Peer Gynt.
Ja, vil du høre –?
Aase.
Sludder!
2*
Faksimile
s. 20
Peer Gynt.
Snille Moer, jeg beer –
Aase
(kaster en Græstørv efter ham).
(kaster en Græstørv efter ham).
Løft mig ned paa Timen, Peer!
Peer Gynt.
Turde jeg, saa visst jeg vilde.
(nærmere.)
Husk nu paa at sidde stille.
Ikke spark og spænd med Benene;
ikke riv og rusk i Stenene, –
ellers kan det gaa dig ilde;
du kan dratte ned.
Aase.
Dit Bæst!
Peer Gynt.
Ikke spræl!
Aase.
Gid du var blæst
som en Bytting ud af Verden!
Peer Gynt.
Fy da, Moer!
Aase.
Tvi!
Peer Gynt.
Giv mig heller
din Velsignelse till Færden.
Vil du? Hvad?
Faksimile
s. 21
Aase.
Jeg vil dig dænge,
om du end er nok saa stor!
Peer Gynt.
Ja, far vel da, kjære Moer!
Hav nu Taal; jeg blir ej længe.
(gaar, men vender sig, løfter Fingeren formanende og siger:)
Husk saa paa du ikke spræller!
(gaar.)
Aase.
Peer! – Gud hjælpe mig, nu gaar han!
Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,
vil du høre! – Nej, der skraar han
over Jordet –!
(skrigende.)
Hjælp! Jeg svimler!
(To Kjærringer med Sække paa Ryggen kommer nedover till Kværnen.)
Første Kjærring.
Kors; hvem skriger?
Aase.
Det er mig!
Anden Kjærring.
Aase! Se, – saa højt paa Straa?
Aase.
Dette her vil lidt forslaa; –
snart, Gud bedre mig, jeg himler!
Første Kjærring.
Signe Rejsen!
Faksimile
s. 22
Aase.
Hent en Stige;
jeg vil ned! Den Fandens Peer –!
Anden Kjærring.
Sønnen jers?
Aase.
Nu kan I sige,
I har set, hvor han sig ter.
Første Kjærring.
Vi skal vidne.
Aase.
Hjælp mig bare;
jeg vil bent till Hæggstad fare –
Anden Kjærring.
Er han der?
Første Kjærring.
Saa blir I hævnet;
Smeden kommer og till Stævnet.
Aase
(vrider Hænderne).
(vrider Hænderne).
Aa, Gud trøste mig for Gutten;
de taer Livet hans till Slutten!
Første Kjærring.
Ak, den Lod er tidtnok drøftet;
trøst jer med, det saa er laget!
Faksimile
s. 23
Anden Kjærring.
Hun er rent fra Sans og Vid.
(raaber oppover:)
Ejvind, Anders! Hej, kom hid!
En Mandsstemme.
Hvad er fatt?
Anden Kjærring.
Peer Gynt har løftet
Moer sin opp paa Kværnetaget!
(En liden Højde med Busker og Lyng. Byggdevejen gaar bagenfor; et
Gjærde skiller imellem.)
Gjærde skiller imellem.)
(Peer Gynt kommer ad en Gangsti, gaar raskt henimod Gjærdet, standser
og ser ud, hvor Udsigten aabner sig.)
og ser ud, hvor Udsigten aabner sig.)
Peer Gynt.
Der ligger Hæggstad. Snart er jeg fremme.
(stiger halvt over; saa betænker han sig.)
Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?
(skygger for Øjnene og ser bortover.)
Nej. Sendingsfolk myldrer tillgaarde som Mygg. –
Hm, det er kanske rettest jeg vender.
(trækker atter Benet till sig.)
Stødt saa flirer de bag ens Rygg,
og tisker, saa det tvers igjennem en brænder.
(gaar nogle Skridt fra Gjærdet og river tankespredt i Løvet.)
Den, som havde noget stærkt at drikke.
Eller den, som kunde gaa uformærkt. –
Eller den, som var ukjendt. – Noget rigtig stærkt
var bedst, for saa bider Latteren ikke.
(ser med engang ligesom forskræmt omkring sig; derpaa skjuler han sig mellem
Buskene. >Nogle Folk med Sendingskost gaar forbi nedover mod Bryllups-
gaarden.)
Faksimile
s. 24
En Mand
(i Samtalen).
(i Samtalen).
Faer hans var fordrukken, og Moer hans er laak.
En Kone.
Ja, saa faar en ikke undres paa at Gutten blir et Drog.
(Folkene gaar videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i
Ansigtet og kiger efter dem.)
Ansigtet og kiger efter dem.)
Peer Gynt
(sagte).
(sagte).
Var det mig, de snakked om?
(med et tvungent Slæng.)
Aa, lad dem snakke!
De kan da vel ikke Livet af mig rakke.
(kaster sig ned i Lyngbakken, ligger længe paa Ryggen med Hænderne under
Hovedet og stirrer opp i Luften.)
For en underlig Sky. Den ligner en Hest.
Der er Mand paa med, – og Sadel – og Grime. –
Bagefter rider en Kjærring paa en Lime.
(ler smaat ved sig selv.)
Det er Moer. Hun skjælder og skriger: dit Bæst;
hejda, Peer! – –
(lidt efter lidt lukker han Øjnene.)
Ja, nu er hun bange. –
Peer Gynt rider først, og der følger ham mange. – –
Hesten har Sølvtopp og Guldsko fire.
Selv har han Handsker og Sabel og Slire.
Kaaben er sid og med Silke foret.
Gjilde er de, som ham følger i Sporet.
Ingen dog sidder saa stout paa Folen.
Ingen dog glittrer som han imod Solen. –
Faksimile
s. 25
Nede staar Folk i Klynger langs Gjærdet,
løfter paa Hatten og glaner ivejret.
Kvinderne nejer sig. Alle kan kjende
Kejser Peer Gynt og hans tusende Svende.
Tolvskillingsstykker og blanke Marker
ned han som Smaasten paa Vejen sparker.
Rige som Grever blir alle i Byggden.
Peer Gynt rider tvers over Havet i Højden.
Engellands Prins staar paa Stranden og venter.
Det samme gjør alle Engellands Jenter.
Engellands Stormænd og Engellands Kejser,
der Peer rider frem, sig fra Højbordet rejser.
Kejseren letter paa Kronen og siger –
Aslak Smed
(till >nogle andre, idet de gaar forbi hinsides Gjærdet).
(till >nogle andre, idet de gaar forbi hinsides Gjærdet).
Nej, se da; Peer Gynt, det drukne Svin –!
Peer Gynt
(farer halvt ivejret).
(farer halvt ivejret).
Hvad, Kejser –!
Smeden
(læner sig till Gjærdet og smaagriner).
(læner sig till Gjærdet og smaagriner).
Rejs paa dig, Gutten min!
Peer Gynt.
Hvad Djævelen! Smeden! Hvad godt vil du?
Smeden
(till de andre).
(till de andre).
Lunde-Sviren hænger nok i ham endnu.
Faksimile
s. 26
Peer Gynt
(springer opp).
(springer opp).
Gaa med det gode!
Smeden.
Jeg skal saa, ja.
Men Karl, hvor kommer du sidst ifra?
Sex Uger væk. Var du bergtagen? Hvad?
Peer Gynt.
Jeg har gjort underlige Gjerninger, Smed!
Smeden
(blinker till de andre).
(blinker till de andre).
Lad os høre, Peer!
Peer Gynt.
Kommer ingen ved.
Smeden
(lidt efter).
(lidt efter).
Du skal vel till Hæggstad?
Peer Gynt.
Nej.
Smeden.
En Tid
de sagde, Jenten derborte var dig blid.
Peer Gynt.
Du svarte Korp –!
Smeden
(viger lidt).
(viger lidt).
Ikke harm dig, Peer!
Har Ingrid vraget dig, saa finds jo fler –;
Faksimile
s. 27
tænk; Søn till Jon Gynt! Følg med tillgaards;
der kommer baade Ung-Lam og Enker tillaars –
Peer Gynt.
Till Helved –!
Smeden.
Du finder nok en som vil ha'e dig. –
God Kveld! Nu hilser jeg Bruden fra dig!
(de gaar under Latter og Hvisken.)
Peer Gynt
(ser en Stund efter dem, gjør et Kast, og vender sig halvt om).
(ser en Stund efter dem, gjør et Kast, og vender sig halvt om).
For mig kan Hæggstad-Jenten sig gifte
med hvem hun vil. Jeg er lige sæl!
(ser nedover sig.)
Brogen revnet. Fillet og fæl. –
Den, som havde noget nyt at skifte.
(stamper i Bakken.)
Kunde jeg med et Slagtertag
rive dem Ringagten ud af Bringen!
(ser sig pludselig om.)
Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag? –
Hm, jeg syntes saa visst –. Nej, det var nok ingen. –
Jeg vil hjem till Moer.
(gaar oppover men standser igjen og lytter mod Bryllupsgaarden.)
De spiller till Dans!
(stirrer og lytter; gaar skridtvis nedover; Øjnene lyser; han gnider sig langsad
Benene.)
For en Mylder af Jenter! Syv-otte tillmands!
Aa, piskende Død, – jeg maa med i Laget! –
Men Moer, som sidder paa Kværnetaget – –
(Øjnene drages nedover igjen; han hopper og ler.)
Faksimile
s. 28
Hejsan, hvor Hallingen gaar over Traakken!
Ja, han Guttorm med Felen er glup!
Det laater og sprætter, som Foss i et Stup.
Og saa hele den glittrende Jenteflokken! –
Ja, piskende Død maa jeg med i Laget!
(sætter med et Spring over Gjærdet og nedover Vejen.)
(Tunet paa Hæggstad. Stuebyggningen længst tillbage. >Mange Gjæster.
Dansen gaar livligt borte paa Græsvolden. Spillemanden sidder paa et
Bord. Kjøgemesteren staar i Døren. >Kokkekoner gaar frem og till-
bage mellem Byggningerne; >ældre Folk sidder hist og her i Samtale.)
Dansen gaar livligt borte paa Græsvolden. Spillemanden sidder paa et
Bord. Kjøgemesteren staar i Døren. >Kokkekoner gaar frem og till-
bage mellem Byggningerne; >ældre Folk sidder hist og her i Samtale.)
En Kone
(tager Plads i en Klynge, siddende paa nogle Tømmerstokke).
(tager Plads i en Klynge, siddende paa nogle Tømmerstokke).
Bruden? Aa, ja visst græder hun lidt;
men det skal en aldrig ændse.
Kjøgemesteren
(i en anden Flok).
(i en anden Flok).
Nu faar I, Godtfolk, paa Dunken lænse.
En Mand.
Takk, som byder; men du skjænker for tidt.
En Gut
(till Spillemanden, idet han flyver forbi med en Jente ved Haanden).
(till Spillemanden, idet han flyver forbi med en Jente ved Haanden).
Hejsan, Guttorm, spar ikke Strengene!
Jenten.
Stryg, saa det ljomer udover Engene!
Jenter
(i Ring om en Gut, som danser).
(i Ring om en Gut, som danser).
Gjildt Kast var det!
Faksimile
s. 29
En Jente.
Han er spænstig i Læggen!
Gutten
(dansende).
(dansende).
Her er højt till Loftet og vidt till Væggen!
Brudgommen
(smaagrædende, nærmer sig Faderen, som staar i Samtale med et Par andre, og
trækker ham i Trøjen).
(smaagrædende, nærmer sig Faderen, som staar i Samtale med et Par andre, og
trækker ham i Trøjen).
Hun vil ikke, Faer; hun er saa kaut!
Faderen.
Hvad vil hun ikke?
Brudgommen.
Hun har stængt sig inde.
Faderen.
Naa, saa se du kan Nøglen finde.
Brudgommen.
Jeg ved ikke Vejen.
Faderen.
Du er et Naut!
(vender sig till de andre igjen. Brudgommen driver bortover Tunet.)
En Gut
(fra Bagsiden af Huset).
(fra Bagsiden af Huset).
Jenter! Nu kommer der Liv i Tingen!
Peer Gynt er paa Gaarden?
Smeden
(der nys er traadt till).
(der nys er traadt till).
Hvem har bedt ham?
Faksimile
s. 30
Kjøgemesteren.
Ingen.
(gaar mod Huset).
Smeden
(till Jenterne).
(till Jenterne).
Snakker han till jer, saa hør ikke paa ham!
En Jente
(till de andre).
(till de andre).
Nej; vi lader, som vi aldrig saa ham.
Peer Gynt
(kommer livfuld og hed, standser midt for Flokken og slaar i Hænderne).
(kommer livfuld og hed, standser midt for Flokken og slaar i Hænderne).
Hvem er den sprækeste Jente i Ringen?
En enkelt
(till hvem han nærmer sig).
(till hvem han nærmer sig).
Ikke jeg.
En anden
(ligesaa).
(ligesaa).
Ikke jeg.
En tredje.
Ja, jeg ikke heller.
Peer Gynt
(till en fjerde).
(till en fjerde).
Saa kom da du, før en bedre sig melder.
Jenten
(vender sig).
(vender sig).
Har ikke Tid.
Peer Gynt
(till en femte).
(till en femte).
Saa du!
Faksimile
s. 31
Jenten
(idet hun gaar).
(idet hun gaar).
Jeg skal hjem.
Peer Gynt.
Ikveld? Er du rent fra Sans og Samling!
Smeden
(lidt efter, halvhøjt).
(lidt efter, halvhøjt).
Peer; der gaar hun till Dans med en Gamling.
Peer Gynt
(vender sig raskt till en ældre Mand).
(vender sig raskt till en ældre Mand).
Hvor er de ledige du?
Manden.
Find dem frem.
(gaar fra ham.)
(Peer Gynt er med et bleven stille. Han skotter skjult og sky mod Flokken.
Alle ser paa ham, men ingen taler. Han nærmer sig andre Klynger. Hvor han
kommer bliver der Taushed; fjerner han sig, smiler man og ser efter ham.)
Alle ser paa ham, men ingen taler. Han nærmer sig andre Klynger. Hvor han
kommer bliver der Taushed; fjerner han sig, smiler man og ser efter ham.)
Peer Gynt
(sagte).
(sagte).
Øjekast; sylhvasse Tanker og Smil.
Det gnissler, som Sagbladet under en Fil!
(han stryger sig langs Gjærdet. Solvejg, med lille Helga ved Haanden,
kommer ind paa Tunet i Følge med Forældrene.)
En Mand
(till en anden i Nærheden af Peer Gynt).
(till en anden i Nærheden af Peer Gynt).
Se Indflytterfolket.
Den anden.
De vesterfra?
Første.
Ja, de fra Hedalen.
Faksimile
s. 32
Anden.
Rigtig, ja!
Peer Gynt
(træder ivejen for de kommende, peger paa Solvejg og spørger Manden:)
(træder ivejen for de kommende, peger paa Solvejg og spørger Manden:)
Faar jeg danse med Datter din?
Manden
(stille).
(stille).
Faar saa; men først
maa vi ind og hilse paa Folk i Huset.
(de gaar ind.)
Kjøgemesteren
(till Peer Gynt, idet han byder Drikke).
(till Peer Gynt, idet han byder Drikke).
Er du kommen, saa skal du vel stikke paa Kruset?
Peer Gynt
(ser ufravendt efter de gaaende).
(ser ufravendt efter de gaaende).
Takk; jeg skal danse. Jeg har ingen Tørst.
(Kjøgemesteren gaar fra ham. Peer Gynt ser mod Huset og ler.)
Hvor lys! Nej, skulde du set en slig!
Skotted ned paa Skoen og det hvide Sprede –!
Og saa holdt hun i Moderens Skjørteflig,
og bar en Salmebog svøbt i et Klæde –!
Jeg maa se paa den Jenten.
(vil ind i Stuen.)
En Gut
(kommer med flere derfra).
(kommer med flere derfra).
Peer, gaar du alt
fra Dansen?
Peer Gynt.
Nej.
Faksimile
s. 33
Gutten.
Men saa stævner du galt!
(tager ham i Axlen for at vende ham.)
Peer Gynt.
Lad mig slippe forbi!
Gutten.
Er du rædd for Smeden?
Peer Gynt.
Jeg rædd?
Gutten.
Ja, du minds vel paa Lunde forleden?
(Flokken ler og gaar ned till Dansepladsen.)
Solvejg
(i Døren).
(i Døren).
Du er visst den Gutten, som vilde danse?
Peer Gynt.
Ja vel er jeg det; kan du ikke sanse?
(tager hende i Haanden.)
Kom saa!
Solvejg.
Ikke for langt, sa'e Moer!
Peer Gynt.
Sa'e Moer? Sa'e Moer! Er du født ifjor?
Solvejg.
Du gjør Nar –!
Peer Gynt.
Du er dog en Unge næsten.
Er du voxen?
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
3
Faksimile
s. 34
Solvejg.
Jeg gik ivaares till Presten.
Peer Gynt.
Sig Navnet dit, Tøs, saa snakker vi lettere.
Solvejg.
Jeg heder Solvejg. – Og hvad heder du?
Peer Gynt.
Peer Gynt.
Solvejg
(trækker Haanden till sig).
(trækker Haanden till sig).
Aa, Kors da!
Peer Gynt.
Hvad er det nu?
Solvejg.
Mit Strømpebaand er løst; jeg maa binde det tættere.
(gaar fra ham.)
Brudgommen
(trækker i sin Moder).
(trækker i sin Moder).
Moer, hun vil ikke –!
Moderen.
Vil ikke? Hvad?
Brudgommen.
Vil ikke, Moer?
Moderen.
Hvad?
Brudgommen.
Lette paa Laasen.
Faksimile
s. 35
Faderen
(sagte og arrig).
(sagte og arrig).
Aa, du var værd at bindes i Baasen!
Moderen.
Naa, skjæld ikke. Stakkar, han blir nok bra'.
(de gaar bortover.)
En Gut,
(som kommer med en hel Sværm fra Dansepladsen).
(som kommer med en hel Sværm fra Dansepladsen).
Lidt Brændevin, Peer?
Peer Gynt.
Nej.
Gutten.
Bare lidt?
Peer Gynt
(ser mørkt paa ham).
(ser mørkt paa ham).
Har du noget?
Gutten.
Det kunde nok hænde.
(trækker en Lommeflaske frem og drikker.)
Aah! hvor det river! – Naa?
Peer Gynt.
Lad mig kjende.
(drikker.)
En anden.
Nu faar du ogsaa smage paa mit.
Peer Gynt.
Nej!
3*
Faksimile
s. 36
Den samme.
Aa, Snakk; vær nu ingen Taabe.
Drikk du, Peer!
Peer Gynt.
Saa giv mig en Draabe.
(drikker igjen.)
En Jente
(halvsagte).
(halvsagte).
Kom, lad os gaa.
Peer Gynt.
Er du rædd for mig, Tøs?
En tredje Gut.
Hvem er ikke rædd for dig?
En fjerde.
Paa Lunde
viste du jo hvad Konster du kunde.
Peer Gynt.
Jeg kan mer end som saa, naar jeg først slaar mig løs!
Første Gut
(hviskende).
(hviskende).
Nu kommer han sig!
Flere
(slaar Kreds om ham).
(slaar Kreds om ham).
Fortæl; fortæl!
Hvad kan du?
Faksimile
s. 37
Peer Gynt.
Imorgen –!
Andre.
Nej, nu ikveld!
En Jente.
Kan du hexe, Peer?
Peer Gynt.
Jeg kan mane Fanden!
En Mand.
Det har Bedstemoer kunnet før jeg blev født!
Peer Gynt.
Løgnhals! Hvad jeg kan, kan ingen anden.
Jeg har engang manet ham ind i en Nødd.
Den var ormstukken, ser I!
Flere
(leende).
(leende).
Det er grejdt at skjønne!
Peer Gynt.
Han banded og græd og vilde mig lønne
med ligt og uligt –
En i Flokken.
Men maatte derind?
Peer Gynt.
Ja vel. Jeg dytted Hullet med en Pind.
Hej; I skulde hørt ham surre og rumle!
En Jente.
Nej, tænk!
Faksimile
s. 38
Peer Gynt.
Det var plent som en hører en Humle.
Jenten.
Har du ham endnu i Nødden?
Peer Gynt.
Nej,
nu er den Djævel strøgen sin Vej.
Det er hans Skyld at Smeden har lagt mig for Had.
En Gut.
Saa, du?
Peer Gynt.
Jeg gik till Smidjen og bad
han vilde knække den Nøddeskallen.
Det lovte han; lagde den bort paa Pallen;
men Aslak er nu saa haardhændt, han; –
og stødt saa skal han nu bruge Slæggen –
En Stemme fra Flokken.
Slog han Fanden ihjæl?
Peer Gynt.
Han slog som en Mand.
Men Fanden hytted sig, foer som en Brand
tvers gjennem Taget og kløvte Væggen.
Flere.
Og Smeden –?
Peer Gynt.
Stod der med stegte Hænder.
Siden den Dag var vi aldrig Venner.
(almindelig Latter.)
Faksimile
s. 39
Nogle.
Den Rægglen er god!
Andre.
Den er snart hans bedste!
Peer Gynt.
Tror I, jeg digter ihob?
En Mand.
Aa nej,
det er du fri for; jeg kjender det meste
fra Farfaer –
Peer Gynt.
Løgn! Det er hændt med mig!
Manden.
Det er jo alting.
Peer Gynt
(med et Slæng).
(med et Slæng).
Hej, jeg kan ride
rakt gjennem Luften paa gjilde Heste!
Aa, jeg kan mangeting, jeg, skal I vide!
(Skoggerlatter igjen.)
En i Flokken.
Peer, rid lidt i Luffen!
Mange.
Ja, kjære Peer Gynt –!
Peer Gynt.
I har ikke nødig at tryggle saa tyndt.
Jeg skal ride som et Uvejr over jer alle!
Hele Sognet skal mig tillfode falde!
Faksimile
s. 40
En ældre Mand.
Nu er han rivende gal.
En anden.
Det Fæ!
En tredje.
Storskryder!
En fjerde.
Løgnhals!
Peer Gynt
(truer mod dem).
(truer mod dem).
Ja vent, skal I se!
En Mand
(halvdrukken).
(halvdrukken).
Ja vent; du skal faa dig en børstet Trøje!
Flere.
En mørbanket Rygg! Et blaamalet Øje!
(Sværmen spreder sig, de ældre i Vrede, de yngre under Spott og Latter.)
Brudgommen
(tætt indved ham).
(tætt indved ham).
Du, Peer, er det sandt du kan ride i Luften?
Peer Gynt
(kort).
(kort).
Alting, Mads! Du maa tro, jeg er Kar', jeg.
Brudgommen.
Saa har du vel ogsaa Usynligheds-Kuften?
Peer Gynt.
Hatten, mener du? Ja, den har jeg.
(vender sig fra ham. Solvejg gaar over Tunet med Helga ved Haanden.)
Faksimile
s. 41
Peer Gynt
(mod dem; det lysner i ham).
(mod dem; det lysner i ham).
Solvejg! Aa, det er godt du kommer!
(griber hende om Haandledet.)
Nu skal jeg svinge dig spræk og gjild!
Solvejg.
Slipp mig!
Peer Gynt.
Hvorfor?
Solvejg.
Du er saa vild.
Peer Gynt.
Vild er Renbukken med, naar det gryr mod Sommer.
Kom saa, Jente; vær ikke tvær!
Solvejg
(trækker Armen till sig).
(trækker Armen till sig).
Tør ikke.
Peer Gynt.
Hvorfor?
Solvejg.
Nej, du har drukket.
(gaar bortover med Helga.)
Peer Gynt.
Den, som havde sit Knivsblad stukket
tvers igjennem dem, – en og hver!
Brudgommen
(puffer ham med Albuen).
(puffer ham med Albuen).
Kan du ikke hjælpe mig ind till Bruden?
Faksimile
s. 42
Peer Gynt
(tankespredt).
(tankespredt).
Bruden? Hvor er hun?
Brudgommen.
Paa Stabburet.
Peer Gynt.
Naa.
Brudgommen.
Aa, du, Peer Gynt, du faar friste paa!
Peer Gynt.
Nej, du faar være min Hjælp foruden.
(en Tanke skyder opp i ham; han siger sagte og hvasst:)
Ingrid paa Stabburet!
(nærmer sig Solvejg.)
Har du betænkt dig?
(Solvejg vil gaa; han træder ivejen.)
Du skjæms, fordi jeg ser ud som en Fant.
Solvejg
(hastigt).
(hastigt).
Det gjør du ikke; det er ikke sandt!
Peer Gynt.
Jo! Og saa er jeg lidt paa en Kant;
men det var paa Trods, for du havde krænkt mig.
Kom saa!
Solvejg.
Tør ikke nu, om jeg vilde!
Peer Gynt.
Hvem er du rædd for?
Faksimile
s. 43
Solvejg.
Mest for Faer.
Peer Gynt.
Faer? Ja vel; han er af de stille!
Hælder han med Øret? Hvad? – Naa, svar!
Solvejg.
Hvad skal jeg svare?
Peer Gynt.
Er Faer din Læser?
Er ikke du og Moer din med?
Naa, vil du svare!
Solvejg.
Lad mig gaa i Fred.
Peer Gynt.
Nej!
(dæmpet, men hvasst og skræmmende.)
Jeg kan skabe mig om till et Trold!
Jeg skal komme for Sengen din inatt Klokken tolv.
Hører du nogen, som hvæser og fræser,
saa maa du ikke bilde dig ind det er Katten.
Det er mig, du! Jeg tapper dit Blod i en Kopp;
og din vesle Syster, hende æder jeg opp;
ja, for du skal vide, jeg er Varulv om Natten; –
jeg skal bide dig over Lænder og Rygg – –
(slaar med engang om og beder som i Angst:)
Dans med mig, Solvejg!
Solvejg
(ser mørkt paa ham).
(ser mørkt paa ham).
Nu var du stygg.
(gaar ind i Stuen.)
Faksimile
s. 44
Brudgommen
(kommer drivende igjen).
(kommer drivende igjen).
Du skal faa en Stud, vil du hjælpe mig!
Peer Gynt
Kom!
(De gaar bag Huset. Idetsamme kommer en stor Flok fra Dansepladsen; de
fleste er drukne. Larm og Oppstyr. Solvejg, Helga og Forældrene kommer med
endel ældre Folk ud i Døren.)
fleste er drukne. Larm og Oppstyr. Solvejg, Helga og Forældrene kommer med
endel ældre Folk ud i Døren.)
Kjøgemesteren
(till Smeden, som er fremst i Flokken).
(till Smeden, som er fremst i Flokken).
Hold Fred!
Smeden
(trækker Trøjen af).
(trækker Trøjen af).
Nej, nu skal her æskes Dom.
Peer Gynt eller jeg skal i Bakken bændes.
Nogle.
Ja, lad dem nappes!
Andre.
Nej, bare skjændes!
Smeden.
Næver maa till; her baader ej Ord.
Solvejgs Fader.
Styr dig, Mand!
Helga.
Vil de slaa ham, Moer?
En Gut.
Lad os heller gjøgle med alle hans Løgne!
Faksimile
s. 45
En anden.
Sparke ham af Laget!
En tredje.
Spytte ham i Øjne!
En fjerde
(till Smeden).
(till Smeden).
Stikker du opp, du?
Smeden
(kaster Trøjen fra sig).
(kaster Trøjen fra sig).
Øget skal slagtes!
Indflytterkonen
(till Solvejg).
(till Solvejg).
Der kan du se hvor den Tomsing agtes.
Aase
(kommer med en Kjæpp i Haanden).
(kommer med en Kjæpp i Haanden).
Er Sønnen min her? Nu skal han ha'e Stryg!
Nej, hvor inderligt jeg skal dænge ham!
Smeden
(brætter Skjorteærmene opp).
(brætter Skjorteærmene opp).
Till slig en Kropp er Paaken for myg.
Nogle.
Smeden vil dænge ham!
Andre.
Flænge ham!
Smeden
(spytter i Hænderne og nikker till Aase).
(spytter i Hænderne og nikker till Aase).
Hænge ham!
Aase.
Hvad? Hænge min Peer? Ja, prøv, om I tør; –
Faksimile
s. 46
Aase og jeg, vi har Tænder og Klør! –
Hvor er han?
(raaber henover Tunet.)
Peer!
Brudgommen
(kommer løbende).
(kommer løbende).
Aa, Guds Død og Plage!
Kom, Faer og Moer, og –!
Faderen.
Hvad er ivejen?
Brudgommen.
Tænk, Peer Gynt –!
Aase
(skriger).
(skriger).
Har de taget ham afdage?
Brudgommen.
Nej, Peer Gynt –! Se, oppover Hejen –!
Mængden.
Med Bruden!
Aase
(lader Kjæppen synke).
(lader Kjæppen synke).
Det Ubæst!
Smeden
(som himmelfalden).
(som himmelfalden).
I bratteste Fjeldet
klyver han, ja-Gud, paa Gjetens Vis!
Brudgommen
(grædende).
(grædende).
Han bær' hende, Moer, som en bærer en Gris!
Faksimile
s. 47
Aase
(truer opp till ham).
(truer opp till ham).
O, gid du faldt ned og –!
(skriger i Angst.)
Træd varsomt i Hældet!
Hæggstadbonden
(kommer barhovedet og hvid af Vrede).
(kommer barhovedet og hvid af Vrede).
Jeg tager hans Liv for det Bruderov!
Aase.
Aa, nej Gud straffe mig om I faar Lov!
Faksimile
ANDEN HANDLING.
(En trang Fjeldsti højt oppe. Det er tidlig Morgen.)
(Peer Gynt gaar ilsomt og uvillig langs Stien. Ingrid, halvt brude-
pyntet, søger at holde ham tillbage.)
pyntet, søger at holde ham tillbage.)
Peer Gynt.
Gaa ifra mig!
Ingrid
(grædende).
(grædende).
Efter dette!
Hvor?
Peer Gynt.
Saalangt du vil for mig.
Ingrid
(vrider Hænderne).
(vrider Hænderne).
O, hvad Svig!
Peer Gynt.
Unyttig Trætte.
Hver faar gaa sin egen Vej.
Ingrid.
Brott – og Brott igjen os binder!
Faksimile
s. 49
Peer Gynt.
Djævlen staa i alt, som minder!
Djævlen staa i alle Kvinder, – –
uden en –!
Ingrid.
Hvem er den ene?
Peer Gynt.
Ikke dig.
Ingrid.
Hvem er det da?
Peer Gynt.
Gaa! Gaa did du kom ifra!
Fort! Till Faer din!
Ingrid.
Kjære, vene –!
Peer Gynt.
Ti!
Ingrid.
Du kan umuligt mene,
hvad du siger.
Peer Gynt.
Kan og vil.
Ingrid.
Lokke først, – og saa forskyde!
Peer Gynt.
Og hvad Kaar har du at byde?
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
4
Faksimile
s. 50
Ingrid.
Hæggstad Gaard og mere till.
Peer Gynt.
Har du Salmebog i Klædet?
Har du Guldfax over Nakken?
Skotter du nedover Spredet?
Holder du din Moer i Stakken?
Svar!
Ingrid.
Nej; men –?
Peer Gynt.
Gik du till Presten
nu ivaar da?
Ingrid.
Nej, men Peer –?
Peer Gynt.
Har du Blygsel over Øjet?
Kan du nægte, naar jeg beer?
Ingrid.
Kors; jeg tror, hans Vid er fløjet –!
Peer Gynt.
Blir der Helg, naar en dig ser?
Svar!
Ingrid.
Nej, men –
Peer Gynt.
Hvad er saa Resten![HIS: Linjen mangler venstreinnrykk, er siste del av en tredelt verslinje.]
(vil gaa.)
Faksimile
s. 51
Ingrid
(træder ivejen).
(træder ivejen).
Ved du, det er halsløs Daad,
hvis du sviger?
Peer Gynt.
Faar saa være.
Ingrid.
Du kan vinde Gods og Ære,
hvis du taer mig –
Peer Gynt.
Har ej Raad.
Ingrid
(brister i Taarer).
(brister i Taarer).
O, du lokked –!
Peer Gynt.
Du var villig.
Ingrid.
Trøstløs var jeg!
Peer Gynt.
Jeg var yr.
Ingrid
(truende).
(truende).
Ja, men Boden blir dig dyr!
Peer Gynt.
Dyrest Bod faar kaldes billig.
Ingrid.
Staar du fast ved dit?
4*
Faksimile
s. 52
Peer Gynt.
Som Sten.
Ingrid.
Godt; saa se da, hvem som vinder!
(gaar nedover.)
Peer Gynt
(tier en Stund; med et skriger han:)
(tier en Stund; med et skriger han:)
Djævlen staa i alt, som minder!
Djævlen staa i alle Kvinder!
Ingrid
(drejer Hovedet og raaber haanligt opp:)
(drejer Hovedet og raaber haanligt opp:)
Uden en!
Peer Gynt.
Ja; uden en.
(de gaar hver sin Vej.)
(Ved et Fjeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et Uvejr trækker opp.)
(Aase, fortvivlet, raaber og ser sig om till alle Sider. Solvejg har
ondt for at holde Skridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et
Stykke bagefter.)
ondt for at holde Skridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et
Stykke bagefter.)
Aase
(fægter med Armene og river sig i Haaret).
(fægter med Armene og river sig i Haaret).
Alting er imod mig med Vredens Vælde!
Himmel og Vand og de stygge Fjelde!
Himlen vælter Skodde for at forvilde ham!
Det lumske Vand vil ved Livet skille ham!
Fjeldene vil slaa ham med Skred og Rap; –
Faksimile
s. 53
og saa Menneskene! De er ude paa Drab!
Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!
O, den Bytting; at Fanden skulde friste ham!
(vender sig till Solvejg.)
Ja, er det ikke rent utænkeligt, sligt?
Han, som stødt foer med Løgn og Digt; –
han, som bare i Munden var stærk;
han, som aldrig har prøvet et dugeligt Værk; –
han –! En kunde baade græde og le! –
O, vi holdt sammen i Nød og Ve.
Ja, for du skal vide, Manden min drak,
foer Byggden rundt med Daarskab og Snak,
ødte og traadte vor Velstand under Fod.
Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.
Vi vidste ikke bedre Raad, end at glemme;
for det falder mig saa svært at staa rigtig imod.
Det er saa fælt at se Skjæbnen under Øjne;
og saa vil en jo gjerne ryste Sorgerne af sig,
og prøve som bedst at skyde Tankerne fra sig.
En bruger Brændevin, en anden bruger Løgne;
aa, ja! saa brugte vi Eventyr
om Prinser og Trolde og alleslags Dyr.
Om Bruderov med. Men hvem kunde tænkt,
de Fandens Ræggler skulde i ham hængt?
(forfærdet igjen.)
Hu, for et Skrig! Det er Nøkken eller Draugen!
Peer! Peer! – Deroppe paa Haugen –!
(løber oppover en liden Højde og ser over Vandet. Indflytterfolkene kommer till.)
Aase.
Ikke Spor at se!
Faksimile
s. 54
Manden
(stille).
(stille).
Det er værst for ham.
Aase
(grædende).
(grædende).
Ak, min Peer! Mit fortabte Lam!
Manden
(nikker mildt).
(nikker mildt).
Ja, rigtig. Fortabt.
Aase.
Nej, snakk ikke slig!
Han er saa glup. Der er ingen ham lig.
Manden.
Du daarlige Kvinde!
Aase.
Aa-ja, aa-ja;
jeg er daarlig; men Gutten er bra'!
Manden
(altid dæmpet og med milde Øjne).
(altid dæmpet og med milde Øjne).
Hans Sind er forhærdet; hans Sjæl er tabt.
Aase
(angst).
(angst).
Nej, nej da! Saa haard er Vorherre knappt!
Manden.
Tror du han kan for sin Syndegjæld sukke?
Aase
(ivrig).
(ivrig).
Nej, men han kan ride i Luften paa Bukke!
Faksimile
s. 55
Konen.
Kors, er I gal?
Manden.
Hvad siger I, Moer?
Aase.
Ingen Gjerning er ham for stor.
I skal se, faar han bare leve saa længe –
Manden.
Bedst var det, I saa ham i Galgen hænge.
Aase
(skriger).
(skriger).
Kors i Jesu Navn!
Manden.
Under Mestermands Hænder
tør ske, at hans Sind sig till Anger vender.
Aase
(fortumlet).
(fortumlet).
Aa, I snakker mig snart i Svime!
Vi maa finde ham!
Manden.
Frelse hans Sjæl.
Aase.
Og Kropp!
Sidder han i Myren, maa vi drage ham opp;
er han bergtagen, maa vi efter ham kime.
Manden.
Hm! – Her er Fævej –
Faksimile
s. 56
Aase.
Gud lønne jer rigt,
at I hjælper mig tillrette!
Manden.
Det er Kristenpligt.
Aase.
Tvi; da er de Hedninger, alle de andre!
Der var ikke en, som med vilde vandre –
Manden.
De har kjendt ham for godt.
Aase.
Han var dem for gjild!
(vrider Hænderne)
Og tænk, – og tænk, hans Liv staar paa Spil!
Manden.
Her er Spor af Mandefod.
Aase.
Her maa vi lede!
Manden.
Under Sæteren vor vil vi Flokken sprede.
(han og Konen gaar foran.)
Solvejg
(till Aase).
(till Aase).
Fortæl mig lidt mere.
Aase
(tørrer Øjnene).
(tørrer Øjnene).
Om Sønnen min?
Faksimile
s. 57
Solvejg.
Ja; –
alting!
Aase
(smiler og knejser med Nakken).
(smiler og knejser med Nakken).
Alting? – Trætt blev du da!
Solvejg.
Før blir I trætt af Talen at føre,
end jeg af at høre.
(Lave træløse Højder oppunder Fjeldvidden; Tinder længere borte. Skyggerne
falder lange; det er sent paa Dagen.)
falder lange; det er sent paa Dagen.)
Peer Gynt
(kommer i fuldt Sprang og standser i Bakken).
(kommer i fuldt Sprang og standser i Bakken).
Hele Sognet er efter i Flok!
De har væbnet sig baade med Rifle og Stok.
Fremst kan en høre Hæggstadgubben tude. –
Nu spørges det vidt at Peer Gynt er ude!
Det er noget andet end at baske med en Smed!
Det er Liv! En blir Bjørn i hvert et Led.
(slaar om sig og springer ivejret.)
Bryde, velte, stemme Fossen imod!
Slaa! Rykke Furuen opp med Rod!
Det er Liv! Det kan baade hærde og højne!
Till Helved med alle de vassne Løgne!
Tre Sæterjenter
(løber over Bakkerne, skrigende og syngende).
(løber over Bakkerne, skrigende og syngende).
Trond i Valfjeldet! Baard og Kaare!
Troldpak! Vil I sove i Armene vore?
Faksimile
s. 58
Peer Gynt.
Hvem skriger I efter?
Jenterne.
Efter Trold! Efter Trold!
Første Jente.
Trond! Far med Lempe!
Anden Jente.
Baard! Far med Vold!
Tredje Jente.
I Sælet staar alle Koverne tomme!
Første Jente.
Vold er Lempe!
Anden Jente.
Og Lempe er Vold!
Tredje Jente.
Fattes der Gutter, en leger med Trold!
Peer Gynt.
Hvor er Gutterne da?
Alle tre
(skoggerleende).
(skoggerleende).
De kan ikke komme!
Første Jente.
Min kaldte mig baade for Kjærest og Frænke.
Nu er han gift med en halvgammel Enke.
Anden Jente.
Min mødte en Tatertøs nord i Lien.
Nu traver de to paa Fantestien.
Faksimile
s. 59
Tredje Jente.
Min tog Løsungen vor afdage.
Nu staar hans Hoved og griner paa en Stage.
Alle tre.
Trond i Valfjeldet! Baard og Kaare!
Troldpak! Vil I sove i Armene vore?
Peer Gynt
(staar med et Spring imellem dem).
(staar med et Spring imellem dem).
Jeg er tre Hoders Trold, og tre Jenters Gut!
Jenterne.
Er du slig Karl, du?
Peer Gynt.
I faar dømme tillslut!
Første Jente.
Till Sælet! Till Sælet!
Anden Jente.
Vi har Mjød!
Peer Gynt.
Lad den flomme!
Tredje Jente.
Denne Lørdagsnatt skal ingen Kover staa tomme!
Anden Jente
(kysser ham).
(kysser ham).
Han gnistrer og sprutter som glohede Jernet.
Tredje Jente
(ligesaa).
(ligesaa).
Som Barneøjne fra svarteste Tjernet.
Faksimile
s. 60
Peer Gynt
(danser i Flokken).
(danser i Flokken).
Hugen sturen og Tanken kaad.
I Øjet Latter; i Halsen Graad!
Jenterne
(gjør lange Næser mod Bergnuterne, skriger og synger):
(gjør lange Næser mod Bergnuterne, skriger og synger):
Trond i Valfjeldet! Baard og Kaare!
Troldpak! – Fik I sove i Armene vore?
(de danser bortover Højderne med Peer Gynt imellem sig.)
(Mellem Ronderne. Solnedgang. Skinnende Snetoppe rundt om.)
Peer Gynt
(kommer yr og forvildet).
(kommer yr og forvildet).
Slot over Slot sig bygger!
Hej, for en skinnende Port!
Staa! Vil du staa! Det rygger
længer og længere bort!
Hanen paa Fløjen løfter
Vingerne sine till Flugt; –
alt blaaner sig bort i Kløfter,
og Berget er laast og lukt. –
Hvad er det for Stammer og Rødder,
som voxer af Aasens Sprækk?
Det er Kjæmper med Hegrefødder!
Nu daaner de ogsaa væk.
Det vimrer, som Regnbustrimer;
det skjær mig i Sind og Syn.
Hvad er det, som langvejs kimer?
Hvad Vægt paa mit Øjenbryn!
Hu, hvor det værker i Panden. –
Faksimile
s. 61
En bændende glohed Ring –!
Jeg kan ikke mindes, hvem Fanden
der bændte mig den omkring!
(segner ned.)
Flugt over Gjendin-Eggen.
Digt og forbandet Løgn!
Oppover bratteste Væggen
med Bruden, – og drukken et Døgn;
jaget af Høg og Glenter,
truet af Trold og sligt,
turet med galne Jenter; –
Løgn og forbandet Digt!
(stirrer længe oppad.)
Der sejler to brune Ørne.
Mod Sør gaar de vilde Gjæss.
Og her skal jeg traske og tørne
i Mudder og Søl tillknæs!
(springer ivejret.)
Jeg vil med! Jeg vil vaske mig ren i
de hvasseste Vindes Bad!
Jeg vil højt! Jeg vil dukke mig ven i
det skinnende Døbefad!
Jeg vil ud over Sæterbøen;
jeg vil ride mig skjær tillsinds;
jeg vil fram over salte Sjøen,
og højt over Engellands Prins!
Ja, glan kun, I unge Jenter;
min Færd kommer ingen ved;
det er ikke Gavn at I venter –!
Jo, kanske jeg svipper derned. –
Faksimile
s. 62
Hvad nu da? De brune Ørne –?
Jeg mener Fanden dem tog! –
Der rejser sig Gavlens Hjørne;
det højnes i hver en Krog;
det voxer sig opp af Gruset; –
se, Porten vidaaben staar!
Ha, ha, nu kjender jeg Huset;
det er Farfars nybyggte Gaard!
Væk er de gamle Klude;
væk, Gjærdet, som stod for Fald.
Det glittrer fra hver en Rude;
der er Lag i den store Sal.
Der hørte jeg Provsten klaske
med Knivsryggen mod sit Glas; –
der slængte Kaptejnen sin Flaske,
saa Spejlvæggen sprakk i Knas. –
Lad ødes; lad gaa tillspilde!
Ti, Moer; det er lige fedt!
Den rige Jon Gynt holder Gilde;
Hurra for den gyntske Ætt!
Hvad er det for Staak og Stønnen?
Hvad er det for Skrig og Skraal?
Kaptejnen raaber paa Sønnen; –
aa, Provsten vil drikke min Skaal.
Ind da, Peer Gynt, till Dommen;
den lyder i Sang og Klang:
Peer Gynt, af stort est du kommen,
og till stort skalst du vorde engang!
(springer fremad, men render Næsen mod et Bergstykke, falder og bliver
liggende.)
Faksimile
s. 63
(En Lid med store susende Løvtrær. Stjerner blinker gjennem Løvet; Fugle
synger i Trætoppene.)
synger i Trætoppene.)
(En grønklædt Kvinde gaar i Liden. Peer Gynt følger efter
under alleslags forelskede Fagter.)
under alleslags forelskede Fagter.)
Den grønklædte
(standser og vender sig).
(standser og vender sig).
Er det sandt?
Peer Gynt
(skjærer med Fingeren over Struben).
(skjærer med Fingeren over Struben).
Saa sandt, som jeg heder Peer; –
saa sandt, som du er en dejlig Kvinde!
Vil du ha'e mig? Du skal se, hvor fint jeg mig ter;
du skal hverken træde Væven eller spinde.
Mad skal du faa, saa du er færdig at sprække.
Aldrig skal jeg dig i Haaret trække –
Den grønklædte.
Ikke slaa mig heller?
Peer Gynt.
Nej, var det ligt?
Vi Kongssønner slaar ikke Kvindfolk og sligt.
Den grønklædte.
Er du Kongssøn?
Peer Gynt.
Ja.
Den grønklædte.
Jeg er Dovrekongens Datter.
Peer Gynt.
Er du det? Se, se; det træffer jo godt.
Faksimile
s. 64
Den grønklædte.
Inde i Ronden har Faer min sit Slot.
Peer Gynt.
Da har Moer min et større, saavidt jeg fatter.
Den grønklædte.
Kjender du Faer min? Han heder Kong Brose.
Peer Gynt.
Kjender du Moer min? Hun heder Dronning Aase.
Den grønklædte.
Naar Faer min er sindt, saa sprækker Fjelde.
Peer Gynt.
De raper, bare Moer min taer paa at skjælde.
Den grønklædte.
Faer min kan spænde under højeste Hvælven.
Peer Gynt.
Moer min kan ride gjennem strideste Elven.
Den grønklædte.
Har du anden Klædning, end de Fillerne der?
Peer Gynt.
Haa, du skulde se mine Søndagsklæer!
Den grønklædte.
Jeg gaar till Hverdags i Guld og Silke.
Peer Gynt.
Det tykkes dog ligere Stry og Stilke.
Den grønklædte.
Ja, der er et, du maa komme ihug;
Faksimile
s. 65
saa er nu Rondefolkets Skikk og Brug:
tvefold laget er alt vort Eje.
Kommer du frem till min Faders Gaard,
tør det hænde sig lett at du er paaveje
till at tro, du i styggeste Stenrøsen staar.
Peer Gynt.
Ja, er det ikke akkurat sligt hos os?
Alt Guldet vil tykkes dig Rusk og Boss;
og kanske vil du tro, hver glittrende Rude
er en Bylt af gamle Hoser og Klude.
Den grønklædte.
Svart tykkes hvidt, og styggt tykkes vent.
Peer Gynt.
Stort tykkes lidt, og skident tykkes rent.
Den grønklædte
(falder ham om Halsen).
(falder ham om Halsen).
Ja, Peer, saa ser jeg, vi to passer sammen!
Peer Gynt.
Som Benet og Brogen; som Haaret og Kammen.
Den grønklædte
(raaber bort i Liden).
(raaber bort i Liden).
Brudehest! Brudehest! Kom, Brudehesten min!
(en kjæmpestor Gris kommer løbende med en Tougstump till Grime og en
gammel Sækk till Sadel. Peer Gynt svinger sig opp og tager den grønklædte
foran sig.)
gammel Sækk till Sadel. Peer Gynt svinger sig opp og tager den grønklædte
foran sig.)
Peer Gynt.
Hejsan! Vi skal stryge gjennem Rondeporten ind!
Rapp dig, rapp dig, min Ganger god!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
5
Faksimile
s. 66
Den grønklædte
(kjælen).
(kjælen).
Ak, nylig gik jeg saa stur og mod –.
Nej, en ved aldrig hvad der kan hændes!
Peer Gynt
(prygler Grisen og traver afsted).
(prygler Grisen og traver afsted).
Paa Ridestellet skal Storfolk kjendes!
(Dovregubbens Kongshal. Stor Forsamling af Hoftrolde, Tomte-
gubber og Hougmænd. Dovregubben i Højsædet med Krone og Spir.
Hans Børn og >nærmeste Slægtninge till begge Sider. Peer Gynt
staar for ham. Stærk Røre i Salen.)
gubber og Hougmænd. Dovregubben i Højsædet med Krone og Spir.
Hans Børn og >nærmeste Slægtninge till begge Sider. Peer Gynt
staar for ham. Stærk Røre i Salen.)
Hoftroldene.
Slagt ham! Kristenmands Søn har daaret
Dovregubbens veneste Mø!
En Troldunge.
Maa jeg skjære ham i Fingren?
En anden Troldunge.
Maa jeg rive ham i Haaret?
En Troldjomfru.
Hu, hej; lad mig bide ham i Laaret!
Troldhex
(med en Slev).
(med en Slev).
Skal han lages till Sodd og Sø?
En anden Troldhex
(med Retterkniv).
(med Retterkniv).
Skal han steges paa Spidd eller brunes i Gryde?
Dovregubben.
Isvand i Blodet!
Faksimile
s. 67
(vinker sine fortrolige nærmere till sig.)
Lad os ikke skryde.
Vi er gaaet tillagters i de senere Aar;
vi ved ikke mer om det ramler eller staar,
og Folkehjælp skal en ikke fra sig skyde.
Desuden er Gutten fast uden Lyde,
og stærkbygget med, saavidt jeg ser.
Sandt nok, han har kun et eneste Hode;
men Datter min har jo heller ikke fler.
Tre Hoders Trolde gaar rent af Mode;
selv Tvehoder faar en knappt Øje paa,
og de Hoder er endda kun saa som saa.
(till Peer Gynt.)
Altsaa, det er min Datter, du kræver?
Peer Gynt.
Din Datter og Riget i Medgift, ja.
Dovregubben.
Det halve faar du, imens jeg lever,
og det andet halve naar jeg engang falder fra.
Peer Gynt.
Det er jeg nøjd med.
Dovregubben.
Ja, stopp min Gut; –
du har ogsaa nogle Tillsagn at give.
Brydes et af dem, er hele Pagten brudt,
og du slipper ikke herfra ilive.
For det første maa du love, at du aldrig ændser
hvad der ligger udenfor Rondernes Grænser;
Dag skal du sky, og Daad og hver lysbar Plett.
5*
Faksimile
s. 68
Peer Gynt.
Faar jeg kaldes for Konge, saa holdes det lett.
Dovregubben.
Dernæst, – nu vil jeg i Kløgt dig prøve –
(rejser sig i Sædet.)
Det ældste Hoftrold
(till Peer Gynt).
(till Peer Gynt).
Lad se, om du har en Visdomstand,
som kan Dovregubbens Gaadenødd kløve!
Dovregubben.
Hvad er Forskjellen mellem Trold og Mand?
Peer Gynt.
Der er ingen Forskjell, saa vidt jeg ser.
Stortrold vil stege og Smaatrold vil klore; –
ligesaa hos os, hvis bare de turde.
Dovregubben.
Sandt nok; vi er ens i det og mer.
Men Morgen er Morgen, og Kveld er Kveld,
saa Forskjell blir der nu lige vel. –
Nu skal du høre hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende Hvælv,
mellem Mænd det heder: «Mand, vær dig selv!»
Herinde hos os mellem Troldenes Flok
det heder: «Trold, vær dig selv – nok!»
Hoftroldet
(till Peer Gynt).
(till Peer Gynt).
Øjner du Dybden?
Peer Gynt.
Det tykkes mig taaget.
Faksimile
s. 69
Dovregubben.
«Nok», min Søn, det kløvende, stærke
Ord maa staa i dit Vaabenmærke.
Peer Gynt
(river sig bag Øret).
(river sig bag Øret).
Nej, men –
Dovregubben.
Det maa, skal du her vorde Herre!
Peer Gynt.
Ja, Skidt; lad gaa; det er jo ikke værre –
Dovregubben.
Dernæst maa du lære at sætte Pris
paa vor jævne hjemlige Levevis.
(han vinker; to Trolde med Svinehoveder, hvide Natthuer, o. s. v. bringer
Mad og Drikke.)
Koen giver Kager og Studen Mjød;
spørg ej om den smager sur eller sød;
Hovedsagen er, det faar du ej glemme,
den er brygget herhjemme.
Peer Gynt
(støder Sagerne fra sig).
(støder Sagerne fra sig).
Fanden med eders hjemlige Drikk!
Jeg vænner mig aldrig till Landsens Skikk.
Dovregubben.
Bollen følger med, og den er af Guld.
Hvo Guldbollen ejer, ham er Datter min huld.
Peer Gynt
(grundende).
(grundende).
Der staar jo skrevet: Du skal tvinge din Natur; –
Faksimile
s. 70
og i Længden falder Drikken vel mindre sur.
Lad gaa!
(føjer sig.)
Dovregubben.
Se, det er fornuftigt sagt.
Du spytter?
Peer Gynt.
En faar haabe paa Vanens Magt.
Dovregubben.
Dernæst maa du kaste dine Kristenmandsklæder;
thi det skal du vide till vort Dovres Hæder:
her er alting fjeldvirket, ingenting fra Dalen,
undtagen Silkesløjfen yderst paa Halen.
Peer Gynt
(vred).
(vred).
Jeg har ingen Hale!
Dovregubben.
Saa kanst du faa.
Hoftrold, bind ham min Søndagshale paa.
Peer Gynt.
Nej, om du faar! Vil I gjøre mig till Nar?
Dovregubben.
Bejl aldrig till Datter min med Bagen bar.
Peer Gynt.
Gjøre Menneske till Dyr!
Dovregubben.
Min Søn, du fejler;
jeg gjør dig bare till en høvelig Bejler.
Faksimile
s. 71
Du skal faa en brandgul Sløjfe at bære,
og det gjælder her for den højeste Ære.
Peer Gynt
(betænksomt).
(betænksomt).
Der siges jo, Mennesket er kun et Fnug.
Og lidt faar en lempes efter Skikk og Brug.
Bind væk!
Dovregubben.
Du est en medgjørlig Fyr.
Hoftroldet.
Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!
Peer Gynt
(arrig).
(arrig).
Haa, vil I endnu till mere mig tvinge?
Kræver I ogsaa min Kristenmands-Tro?
Dovregubben.
Nej, den kan du gjerne beholde i Ro.
Troen gaar frit; den lægges ingen Told paa;
det er Skorpen og Snittet en skal kjende et Trold paa.
Bare vi er ens i Lader og Klædsel,
kan du gjerne kalde Tro, hvad vi kalder Ræddsel.
Peer Gynt.
Du er dog, de mange Vilkaar tilltrods,
mere rimelig Karl, end en skulde frygte.
Dovregubben.
Min Søn, vi Trolde er bedre end vort Rygte;
det er ogsaa en Forskjell mellem jer og os. –
Dog, endt er Gildets alvorlige Del;
Faksimile
s. 72
nu vil vi Ører og Øjne fryde.
Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!
Dansemø, frem! Træd Dovrehallens Fjæl!
(Spil og Dans.)
Hoftroldet.
Hvad tykkes dig?
Peer Gynt.
Tykkes? Hm –
Dovregubben.
Tal uden Frygt.
Hvad ser du?
Peer Gynt.
Noget ustyggelig styggt.
Med Kloven slaar en Bjeldeko et tarmestrængt Spil.
I Stutthoser tripper en Purke dertill.
Hoftroldene.
Æd ham!
Dovregubben.
Husk, han har Menneskesanser!
Troldjomfruer.
Hu, riv af ham baade Øre og Øje!
Den grønklædte
(grædende).
(grædende).
Huhu! Sligt maa vi høre og døje,
naar jeg og Søster min spiller og danser!
Peer Gynt.
Aahaa; var det dig? Lidt Spøg i Gildet,
det ved du, er aldrig saa ilde ment.
Faksimile
s. 73
Den grønklædte.
Tør du bande paa det?
Peer Gynt.
Baade Dansen og Spillet
var, Katten klore mig, rigtig pent.
Dovregubben.
Det er underligt med den Menneskeart;
den hænger i saa mærkværdigt længe.
Faar den i Dyst med os en Flænge,
sætter den vel Ar, men den heles snart.
Min Svigersøn er nu saa føjelig som nogen;
villig har han kastet Kristenmandsbrogen,
villig har han drukket af Mjødpokalen,
villig har han bundet bag paa sig Halen, –
saa villig, kort sagt, till alt, hvad vi bad ham,
at tryggt jeg tænkte den gamle Adam
var engang for alle paa Porten jaget;
men se, med et har han Overtaget.
Ja-ja, min Søn, saa maa du i Kur
mod denne hersens Menneskenatur.
Peer Gynt.
Hvad vil du gjøre?
Dovregubben.
I venstre Øjet
jeg risper dig lidt, saa ser du skjævt;
men alt det du ser, tykkes gjildt og gjævt.
Saa skjærer jeg ud den højre Ruden –
Peer Gynt.
Er du drukken?
Faksimile
s. 74
Dovregubben
(lægger nogle skarpe Redskaber paa Bordet).
(lægger nogle skarpe Redskaber paa Bordet).
Her ser du Glasmestertøjet.
Spjeld skal du faa, som den olme Studen.
Da vil du skjønne, hun er dejlig, Bruden, –
og aldrig vil Synet dit kverves, som før,
af trippende Purker og Bjeldekjør –
Peer Gynt.
Det er Galmands Snakk!
Det ældste Hoftrold.
Det er Dovregubbens Tale;
han er den vise og du den gale!
Dovregubben.
Tænk efter, hvor megen Fortræd og Plage
du kan fri dig for mellem Aar og Dage.
Kom dog ihug, at Synet er Kilden
till Graadens argende beske Lud.
Peer Gynt.
Sandt nok; og der staar i Huspostillen:
forarger dig Øjet, saa slaa det ud.
Hør! Sig mig, naar heles saa Synet igjen
till Menneskesyn?
Dovregubben.
Ingensinde, min Ven.
Peer Gynt.
Naa, saa! Ja, saa siger jeg Takk for mig.
Dovregubben.
Hvad vil du udenfor?
Faksimile
s. 75
Peer Gynt.
Gaa min Vej.
Dovregubben.
Nej, stopp! Det er lettvindt at slippe herind;
men udad gaar ikke Dovregubbens Grind.
Peer Gynt.
Du vil da vel ikke tvinge mig voldeligt?
Dovregubben.
Hør nu, og vær fornuftig, Prins Peer!
Du har Gaver for Troldskab. Ikke sandt, han ter
sig allerede nu saa temmelig troldeligt?
Og Trold vil du være?
Peer Gynt.
Ja-Gud vil jeg saa.
For en Brud og et velskjøttet Rige paa Kjøbet
kan jeg finde mig i at noget gaar i Løbet.
Men alting i Verden er der Maade paa.
Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
men jeg kan vel faa løst, hvad det Hoftrold bandt.
Brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel igjen faa den paa mig knappet.
Og sagtens kan jeg ogsaa faa losset Baaden
for denne dovriske Levemaaden.
Jeg skal gjerne sværge paa, en Ko er en Mø;
en Ed kan en altid jo æde i sig; –
men det, at vide, at en aldrig kan fri sig,
at en ikke som et skikkeligt Menneske kan dø,
at gaa som et Bergtrold alle sine Dage, –
dette her, at en aldrig kan træde tillbage,
Faksimile
s. 76
som der staar i Bogen, det lægger du Vind paa;
men det er noget, som jeg aldrig gaar ind paa.
Dovregubben.
Nu bliver jeg, sandt for Udyden, vred;
og da er jeg ikke till at gantes med.
Du dagblakke Pilt! Ved du hvem jeg er?
Først saa kommer du min Datter for nær –
Peer Gynt.
Det er Løgn i din Hals!
Dovregubben.
Du maa hende ægte.
Peer Gynt.
Tør du sige mig paa, at –?
Dovregubben.
Hvad? Kan du nægte,
hun var i din Attraa og i din Begjær?
Peer Gynt
(blæser).
(blæser).
Ikke andet? Hvem Fanden hænger sig i sligt?
Dovregubben.
Mennesket blir sig dog altid ligt.
Aanden bekjender I alle med Kjæverne;
dog agtes kun det, som kan fakkes med Næverne.
Saa du mener, at Attraaen intet gjælder?
Vent; du skal snart faa Syn for Sagn –
Peer Gynt.
Du fisker mig ikke med Løgnens Agn!
Faksimile
s. 77
Den grønklædte.
Min Peer, du er Faer før Aaret hælder.
Peer Gynt.
Lukk opp; jeg skal ud.
Dovregubben.
I et Bukkeskind
faar du Ungen efter dig.
Peer Gynt
(tørrer Sveden af sig).
(tørrer Sveden af sig).
Gid jeg var vaagnet!
Dovregubben.
Skal han skikkes till Kongsgaarden?
Peer Gynt.
Skikk ham paa Sognet!
Dovregubben.
Godt, Prinds Peer; den Sagen blir din.
Men den Ting er sikker, at gjort er gjort,
item at din Afkom vil voxe;
sligt Blandingskræ voxer urimelig fort –
Peer Gynt.
Gubbe, vær nu ikke strid som en Oxe!
Vær rimelig, Jomfru! Tag mod Forlig.
Du skal vide, jeg er hverken Prins eller rig; –
og enten du saa vil maale eller veje mig,
kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig.
(Den grønklædte faar ondt og bæres ud af Troldpiger.)
Dovregubben
(ser en Stund paa ham med høj Foragt; derpaa siger han):
(ser en Stund paa ham med høj Foragt; derpaa siger han):
Hiv ham i Knas mod Bergvæggen, Børn!
Faksimile
s. 78
Troldungerne.
Aa, Faer, maa vi først lege Hubro og Ørn!
Ulvelegen! Graamus og gloøjet Katt!
Dovregubben.
Ja, men fort. Jeg er arrig og søvnig. Godnatt!
(gaar.)
Peer Gynt
(jaget af Troldungerne).
(jaget af Troldungerne).
Slipp mig, Djævelstøj!
(vil opp gjennem Skorstenspiben.)
Troldungerne.
Tomtegubber! Nisser!
Bid ham bag!
Peer Gynt.
Au!
(vil ned gjennem Kjælderlemmen.)
Troldungerne.
Stæng alle Ridser!
Hoftroldet.
Hvor de morer sig, de smaa!
Peer Gynt
(kjæmpende med en liden Troldunge, som har bidt sig fast i hans Øre).
(kjæmpende med en liden Troldunge, som har bidt sig fast i hans Øre).
Vil du slippe, dit Skarn!
Hoftroldet
(slaar ham over Fingrene).
(slaar ham over Fingrene).
Tag varsomt, Slyngel, paa et kongeligt Barn!
Peer Gynt.
Et Rottehul –!
(løber derhen)
Faksimile
s. 79
Troldungerne.
Nissebroer! Det maa du spærre!
Peer Gynt.
Den gamle var fæl; men de unge er værre!
Troldungerne.
Flæng ham!
Peer Gynt.
Ak; den, der var liden som en Mus!
(løber om.)
Troldungerne
(myldrer omkring ham).
(myldrer omkring ham).
Stæng Gjærde! Stæng Gjærde!
Peer Gynt
(grædende).
(grædende).
Ak; var jeg en Lus!
(han falder.)
Troldungerne.
Nu i Synet paa ham!
Peer Gynt
(begravet i Trolddyngen).
(begravet i Trolddyngen).
Hjælp, Moer, jeg dør!
(Kirkeklokker ringer langt borte.)
Troldungerne.
Bjelder i Fjeldet! Det er Svartekjolens Kjør!
(Troldene flygter under Bulder og hylende Skrig. Hallen styrter sammen;
alt forsvinder.)
alt forsvinder.)
Faksimile
s. 80
(Bælmørke.)
(Peer Gynt høres at hugge og slaa omkring sig med en stor Gren.)
Peer Gynt.
Giv Svar! Hvem er du?
(En Stemme i Mørket.)
Mig selv.
Peer Gynt.
Af Vejen!
Stemmen.
Gaa udenom, Peer! Den er stor nok, Hejen.
Peer Gynt
(vil igjennem paa et andet Sted, men støder imod).
(vil igjennem paa et andet Sted, men støder imod).
Hvem er du?
Stemmen.
Mig selv. Kan du sige det samme?
Peer Gynt.
Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit Sverd kan ramme!
Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende!
Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende!
(slaar og hugger.)
Hvem er du?
Stemmen.
Mig selv.
Peer Gynt.
Det dumme Svar
kan du gjemme; det gjør ikke Sagen klar.
Hvad er du?
Faksimile
s. 81
Stemmen.
Den store Bøjgen.
Peer Gynt.
Naa, saa!
Før var Gaaden svart; nu tykkes den graa.
Af Vejen, Bøjg!
Stemmen.
Gaa udenom, Peer!
Peer Gynt.
Igjennem!
(slaar og hugger.)
Han faldt!
(vil frem, men støder imod)
Haa, haa! Er her fler?
Stemmen.
Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en.
Det er Bøjgen, som er saarløs, og Bøjgen, som fik Men.
Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever.
Peer Gynt
(kaster Grenen).
(kaster Grenen).
Værget er troldsmurt; men jeg har Næver!
(slaar sig igjennem.)
Stemmen.
Ja, lid paa Næverne; lid paa Kroppen.
Hi-hi, Peer Gynt, saa rækker du Toppen.
Peer Gynt
(kommer igjen).
(kommer igjen).
Atter og fram, det er lige langt; –
ud og ind, det er lige trangt!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
6
Faksimile
s. 82
Der er han! Og der! Og rundt om Svingen!
Rett som jeg er ude, staar jeg midt i Ringen. –
Nævn dig! Lad mig se dig! Hvad er du for noget?
Stemmen.
Bøjgen.
Peer Gynt
(famler omkring).
(famler omkring).
Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; taaget.
Ingen Skikkelse heller! Det er som at tørne
i en Dynge af knurrende halvvaagne Bjørne!
(skriger.)
Slaa fra dig!
Stemmen.
Bøjgen er ikke gal.
Peer Gynt.
Slaa!
Stemmen.
Bøjgen slaar ikke.
Peer Gynt.
Kjæmp! Du skal!
Stemmen.
Den store Bøjgen vinder uden at kjæmpe.
Peer Gynt.
Var her bare en Nisse, som kunde mig prikke!
Var her bare saa meget, som et aarsgammelt Trold!
Bare noget at slaas med. Men det er her ikke. –
Nu snorker han! Bøjg!
Faksimile
s. 83
Stemmen.
Hvad godt?
Peer Gynt.
Brug Vold!
Stemmen.
Den store Bøjgen vinder alting med Lempe.
Peer Gynt
(bider sig i Arme og Hænder).
(bider sig i Arme og Hænder).
Klør og flængende Tænder i Kjødet!
Jeg maa kjende Dryppet af mit eget Blod.
(der høres som Vingeslag af store Fugle.)
Fugleskrig.
Kommer han, Bøjg?
Stemmen i Mørket.
Ja; Fod for Fod.
Fugleskrig.
Alle Systre langt borte! Flyv frem till Mødet!
Peer Gynt.
Skal du berge mig, Jente, saa gjør det snart!
Glan ikke ned for dig, lud og bøjet. –
Spændebogen! Kyl ham den bent i Øjet!
Fugleskrig.
Han vimrer!
Stemmen.
Vi har ham.
Fugleskrig.
Systre! Skyd Fart!
6*
Faksimile
s. 84
Peer Gynt.
For dyrt, at kjøbe sig Livet till
for slig en Times tærende Spil.
(synker sammen.)
Fuglene.
Bøjg, der stupte han! Tag ham! Tag ham!
(Klokkeringning og Salmesang høres langt bort.)
Bøjgen
(svinder ind till intet og siger i et Gisp).
(svinder ind till intet og siger i et Gisp).
Han var for stærk. Der stod Kvinder bag ham.
(Soloppgang. Paa Fjeldet udenfor Aases Sæterstue. Døren er stængt; alting øde
og stille.)
og stille.)
(Peer Gynt ligger sovende udenfor Sætervæggen.)
Peer Gynt
(vaagner, ser sig om med et sløvt og tungt Øjekast. Han spytter).
(vaagner, ser sig om med et sløvt og tungt Øjekast. Han spytter).
Den, som havde sig en ramsaltet Sild!
(spytter igjen, i det samme ser han Helga, der kommer med en Nistebomme.)
Haa, Unge, er du her? Hvad er det, du vil?
Helga.
Det er Solvejg –
Peer Gynt
(springer opp).
(springer opp).
Hvor er hun?
Helga.
Bag Sætervæggen.
Solvejg
(skjult).
(skjult).
Kommer du nær, saa sætter jeg paa Sprang!
Faksimile
s. 85
Peer Gynt
(standser).
(standser).
Kanske du er rædd, jeg skal ta'e dig i Fang?
Solvejg.
Skam dig!
Peer Gynt.
Ved du, hvor jeg var inatt? –
Dovregubbens Datter er efter mig, som Klæggen.
Solvejg.
Da var det vel, der blev ringet med Klokker.
Peer Gynt.
Peer Gynt er ikke den Gut, de lokker. –
Hvad siger du?
Helga
(grædende).
(grædende).
Aa, hun taer Benene fatt!
(løber efter.)
Vent!
Peer Gynt
(griber hende i Armen).
(griber hende i Armen).
Se her, hvad jeg har i Lommen!
En Sølvknapp, Unge! Den skal du faa, –
bare snakk godt for mig!
Helga.
Slipp; lad mig gaa!
Peer Gynt.
Der har du den.
Helga.
Slipp; der staar Nistebommen!
Faksimile
s. 86
Peer Gynt.
Gud naade dig, hvis du ej –!
Helga.
Uf, du skræmmer mig!
Peer Gynt
(spag; slipper hende).
(spag; slipper hende).
Nej, jeg mente: bed, at hun ikke glemmer mig!
(Helga løber.)
Faksimile
TREDJE HANDLING.
(Dybt inde i Barskogen. Graat Høstvejr. Snefald.)
(Peer Gynt staar i Skjorteærmerne og fælder Gavntømmer.)
Peer Gynt
(hugger paa en stor Furu med krogede Grene).
(hugger paa en stor Furu med krogede Grene).
Aa-ja, du er sejg, du gamle Kall;
men det baader knappt, for du staar for Fald.
(hugger igjen.)
Jeg ser nok, du har en Staaltraadsærk;
men jeg flænger den, jeg, var den aldrig saa stærk. –
Ja, ja; du ryster din krogede Arm;
det er rimeligt nok, du er arg og harm;
men lige fuldt saa skal du i Knæ –!
(bryder med engang tvert af.)
Løgn! Det er bare et gammelt Træ.
Løgn! Det er ingen staalklædt Knark;
det er bare en Furu med sprukken Bark. –
Det er tungvindt Arbejd at hugge Tømmer;
men Fandenskab naar en baade hugger og drømmer. –
Det skal væk, dette her, – at staa i Taagen
og væve sig bort lyslevende vaagen. –
Faksimile
s. 88
Du er fredløs, Gut! Du er jaget paa Skogen.
(hugger en Stund ilsomt.)
Ja, fredløs, ja. Du har ikke Moer
till at bære frem Maden og duge dit Bord.
Vil du æde, Gut, faar du hjælpe dig selv,
hente det raat fra Skog og Elv,
spike dig Tyri og nøre dig Ild,
stulle og stelle og lage det till.
Vil du klæde dig varmt, faar du vejde Ren;
vil du mure dig Hus, faar du bryde Sten;
vil du tømre det opp, faar du fælde Stokken
og bære den frem paa din Rygg till Traakken. –
(Øxen synker; han ser frem for sig.)
Gjildt skal det bygges. Taarn og Fløj
skal der være paa Tagryggen hæv og høj.
Og saa vil jeg snitte, till Knapp paa Gavlen,
en Havfrue, skabt som en Fisk fra Navlen.
Messing skal der være paa Fløjen og Laasen.
Glas faar jeg ogsaa se jeg kan faa.
Fremmede Folk skal undres paa
hvad det er, som skinner langt borti Aasen.
(ler i Harme.)
Helvedes Løgn! Der var den igjen.
Du er fredløs, Gut!
(hugger hvasst.)
En barktækkt Hytte
gjør baade i Rusk og i Frost sin Nytte.
(ser oppad Træet.)
Nu staar han og vagger. Saa; bare et Spænd!
Der stuper han skraas efter hele sin Længde; – –
Faksimile
s. 89
det grøsser i Ungskogens Mylr og Mængde!
(giver sig till at kviste Stammen; paa engang lytter han og staar stille med
hævet Øxe.)
Der er nogen efter mig! – Naa, er du slig,
du Hæggstadgubbe; – du farer med Svig.
(dukker bag Træet og kiger frem.)
En Gut! Bare en. Han tykkes skræmt.
Han skotter omkring sig. Hvad har han gjemt
under Trøjen? En Sigd. Han standser og glytter, –
lægger Næven tillrette paa en Skigard-Stav.
Hvad er det nu? Hvorfor staar han og støtter –?
Uf da! Hugg han ikke Fingren af!
Hele Fingren af! Han bløder, som en Stud. –
Der sætter han paa Sprang med Næven i en Klud.
(rejser sig.)
Det var Fanden till Kropp! En umistelig Finger!
Helt af! Og det uden at nogen ham tvinger.
Haahaa, nu mindes jeg –! Det er den eneste
Maade at fri sig fra Kongens Tjeneste.
Saa er det. De vilde ham i Krigen skikke;
og Gutten, forstaar sig, vilde nødig afsted. –
Men hugge –? For altid skille sig ved –?
Ja, tænke det; ønske det; ville det med; – –
men gjøre det! Nej; det skjønner jeg ikke!
(ryster lidt med Hovedet; saa gaar han till sit Arbejde igjen.)
(En Stue nede hos Aase. Alting er i Uorden; Kister staar aabne; Gangklæder
ligger spredte omkring; en Katt i Sengen.)
ligger spredte omkring; en Katt i Sengen.)
(Aase og Husmandskonen i travlt Arbejde med at pakke sammen og
lægge tillrette.)
lægge tillrette.)
Faksimile
s. 90
Aase
(render till den ene Side).
(render till den ene Side).
Kari, hør her!
Konen.
Hvad godt?
Aase
(paa den anden Side).
(paa den anden Side).
Hør her –!
Hvor ligger –? Hvor finder jeg –? Svar mig; hvor er –?
Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!
Hvor er Nøglen till Kisten?
Konen.
I Nøglehullet.
Aase.
Hvad er det, som rumler?
Konen.
Det sidste Læss
blir kjørt till Hæggstad.
Aase
(grædende).
(grædende).
Jeg var tillfreds,
jeg selv blev kjørt ud i den svarte Kiste!
Aa, hvad et Menneske maa taale og friste!
Gud hjælpe mig naadig! Hele Huset tømt!
Hvad Hæggstadbonden levned, har Lensmanden taget.
Ikke Klæderne paa Kroppen engang blev vraget.
Tvi! Faa de Skam, som saa haardt har dømt!
(sætter sig paa Sengekanten.)
Baade Gaard og Grund er ude af Ætten;
Faksimile
s. 91
strid var den gamle; men stridere var Retten; –
der var ikke Hjælp og der var ikke Naade;
Peer var borte; ingen kunde mig raade.
Konen.
Her i Stuen faar I dog sidde till jer Død.
Aase.
Ja; Katten og jeg, vi faar Naadsensbrød!
Konen.
Gud bedre jer, Moer; han, Peer, blev jer dyr.
Aase.
Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!
Ingrid kom jo velberget hjem tillslut.
Det var ligest, de havde holdt sig till Fanden; –
han er Brottsmanden, han, og ingen Anden;
den Styggen fristed min stakkars Gut!
Konen.
Var det ikke bedst, der gik Bud efter Presten?
Det staar værre till, end I kanske tror.
Aase.
Efter Presten? Aa jo, jeg mener det næsten.
(farer opp.)
Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er Guttens Moer;
jeg faar hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;
lage det som bedst, naar de andre svigter.
Denne Kuften har de skjænkt ham. Den faar jeg lappe.
Gud give, jeg ogsaa turde Skindfellen nappe!
Hvor er Hoserne?
Faksimile
s. 92
Konen.
Der, blandt det andet Skrammel.
Aase
(roder om).
(roder om).
Hvad finder jeg her? Aa nej; en gammel
Støbe-Ske, Kari! Med den har han leget
Knappestøber, smeltet og formet og præget.
Engang her var Gilde, kom Ungen ind
og bad sin Faer at faae en Klump Tin.
Ikke Tin, sa'e Jon, men Kong Kristians Mynt;
Sølv; det skal mærkes, du er Søn till Jon Gynt;
Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,
og da ændsed han hverken Tin eller Guld.
Her er Hoserne. Aa, der er Hul i Hul;
de maa stoppes, Kari!
Konen.
Jeg mener, det trængs.
Aase.
Naar det er gjort, faar jeg komme tillsengs;
jeg kjender mig saa skral og saa ussel og klemt –
(glad.)
To Uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!
Konen.
Ja, rigtig har de det.
Aase.
Det træffer sig nemt.
Den ene kan du tillside lægge.
Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; –
den, han har paa, er saa slidt og tynd.
Faksimile
s. 93
Konen.
Men Kors, Moer Aase, det er visst Synd!
Aase.
Aa ja; men du ved nok, Presten forkynder
Naade for den og de andre Synder.
(Udenfor en Nybyggerhytte i Skogen. Rensdyrhorn over Døren. Sneen ligger
høj. Det er i Mørkningen.)
høj. Det er i Mørkningen.)
(Peer Gynt staar udenfor Døren og slaar en stor Trælaas fast.)
Peer Gynt
(ler imellemstunder).
(ler imellemstunder).
Laas maa der være; Laas, som kan binde
Døren for Troldtøj, og Mand og Kvinde.
Laas maa der være; Laas, som kan lukke
for alle de arrige Nissebukke. –
De kommer med Mørket; de klapper og banker:
lukk opp, Peer Gynt, vi er snygge, som Tanker!
Under Sengen vi pussler, i Asken vi rager,
gjennem Piben vi russler som gloende Drager.
Hi-hi! Peer Gynt; tror du Spiger og Planker
kan stænge for arrige Nissebukktanker?
(Solvejg kommer paa Skier fremover Moen; hun har et Kastetørklæde over
Hovedet og et Knytte i Haanden.)
Hovedet og et Knytte i Haanden.)
Solvejg.
Gud signe dit Arbejd. Du faar ikke vrage mig.
Budsendt jeg kommer, og saa faar du tage mig.
Peer Gynt.
Solvejg! Det er ikke –! Jo, det er! –
Og du blir ikke rædd for at komme saa nær!
Faksimile
s. 94
Solvejg.
Bud har du skikket med Helga lille;
flere kom efter med Vind og i Stille.
Bud bar din Moer i alt hun fortalte,
Bud, som yngled, der Drømmene dalte.
Nætterne tunge og Dagene tomme
bar mig det Bud, at nu fik jeg komme.
Det blev som Livet var slukknet dernede;
jeg kunde ikke hjertefyldt le eller græde.
Jeg vidste ikke tryggt hvad Sind du aatte;
jeg vidste kun tryggt hvad jeg skulde og maatte.
Peer Gynt.
Men Far din?
Solvejg.
Paa hele Guds vide Jord
har jeg ingen at kalde for Faer eller Moer.
Jeg har løst mig fra alle.
Peer Gynt.
Solvejg, du vene, –
for at komme till mig?
Solvejg.
Ja, till dig allene;
du faar være mig alt, baade Ven og Trøster.
(i Graad.)
Værst var det at slippe min lille Syster; –
men endda værre at skilles fra Faer;
men værst ifra den, som ved Brystet mig bar; –
nej, Gud forlade mig, værst faar jeg kalde
den Sorg at skilles fra dem alle, – alle!
Faksimile
s. 95
Peer Gynt.
Og kjender du Dommen, som blev læst ivaar?
Den skiller mig baade ved Arv og Gaard.
Solvejg.
Mener du vel at for Arv og Eje
jeg skillte mig fra alle de kjæres Veje?
Peer Gynt.
Og ved du Forliget? Udenfor Skogen
tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.
Solvejg.
Paa Skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;
de fritted, hvor jeg skulde; jeg svarte: jeg skal hjem.
Peer Gynt.
Saa væk med baade Spiger og Planker!
Nu trænges ingen Stængsel mod Nissebukktanker.
Tør du gaa ind for at leve med Skytten,
saa ved jeg der kommer Vigsel over Hytten.
Solvejg! Lad mig se paa dig! Ikke for nær!
Bare se paa dig! Nej, hvor du er lys og skjær!
Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og lett!
Faar jeg bære dig, Solvejg, blir jeg aldrig trætt!
Jeg skal ikke smudse dig. Med strake Arme
skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!
Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage –;
aa, men jeg har længtes baade Nætter og Dage.
Her skal du se, jeg har tømret og byggt; –
det skal ned igjen, du; her er ringt og styggt –
Solvejg.
Ringt eller gjildt, – her er efter mit Sind.
Faksimile
s. 96
Saa lett kan en puste mod den strygende Vind.
Dernede var det klummert; en kjendte sig klemt;
det er halvvejs det, som har fra Byggden mig skræmt.
Men her, hvor en hører Furuen suse, –
for en Stillhed og Sang! – her er jeg tillhuse.
Peer Gynt.
Og ved du det visst? For alle dine Dage?
Solvejg.
Den Vej, jeg har traadt, bær aldrig tillbage.
Peer Gynt.
Saa har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i Stuen!
Gaa ind! Jeg skal hente Tyri till Gruen;
lunt skal det varme og bjart skal det lyse,
blødt skal du sidde og aldrig skal du fryse.
(han lukker opp; Solvejg gaar ind. Han staar en Stund stille, da ler han højt
af Glæde og springer ivejret.)
Peer Gynt.
Min Kongsdatter! Nu er hun funden og vunden!
Hej! Nu skal Kongsgaarden tømres fra Grunden!
(han griber Øxen og gaar bortover; idetsamme træder en gammelagtig
Kvinde i en fillet grøn Stakk ud af Holtet; en stygg Unge med en Øl-
bolle i Haanden halter efter og holder hende i Skjørtet.)
Kvinden.
Godkveld, Peer Rappfod!
Peer Gynt.
Hvad godt? Hvem der?
Kvinden.
Gamle Venner, Peer Gynt! Min Stue ligger nær.
Vi er Grandfolk.
Faksimile
s. 97
Peer Gynt.
Saa? Det er mer, end jeg ved.
Kvinden.
Alt som Hytten din byggtes, byggte min sig med.
Peer Gynt
(vil gaa).
(vil gaa).
Jeg har Braahast –
Kvinden.
Det har du altid, Gut;
men jeg trasker nu efter og raaker dig tillslut.
Peer Gynt.
I mistaer jer, Moer!
Kvinden.
Jeg har før saa gjort;
jeg gjorde saa dengang du lovte saa stort.
Peer Gynt.
Jeg lovte –? Hvad Fanden er det for Snakk?
Kvinden.
Har du glemt den Kveld, du hos Faer min drak?
Har du glemt –?
Peer Gynt.
Jeg har glemt, hvad jeg aldrig har vidst.
Hvad rører du om? Naar mødtes vi sidst?
Kvinden.
Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.
(till Ungen.)
Byd Faer din Drikke; jeg mener han er tørst.
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
7
Faksimile
s. 98
Peer Gynt.
Faer? Er du drukken? Kalder du ham –?
Kvinden.
Du kan da vel kjende Grisen paa Skindet!
Har du Øjne? Kan du ikke se, han er lam
paa Skanken, som du er lam paa Sindet?
Peer Gynt.
Vil du bilde mig ind –?
Kvinden.
Vil du vringle dig bort –?
Peer Gynt.
Denne langbente Ungen –!
Kvinden.
Han er voxet fort.
Peer Gynt.
Tør du, dit Troldtryne, lægge mig ud –?
Kvinden.
Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en Stud!
(grædende.)
Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,
som dengang du lokked mig i Lider og Bakker?
I Høst, da jeg fødte, holdt Fanden om min Rygg,
og saa er det rimeligt nok en blir stygg.
Men dersom du vil se mig saa ven, som før,
skal du bare vise Jenten derinde paa Dør,
jage hende ud af Sindet og Synet; –
gjør saa, kjære Vennen min, saa mister jeg Trynet!
Faksimile
s. 99
Peer Gynt.
Vig fra mig, din Troldhex!
Kvinden.
Ja, se, om jeg gjør!
Peer Gynt.
Jeg skal slaa dig i Skallen –!
Kvinden.
Ja; prøv, om du tør!
Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan staa for Slag!
Jeg kommer igjen hver evige Dag.
Jeg glytter paa Døren, ser ind till jer begge.
Sidder du med Jenten paa Bænkefjæl, –
blir du kjælen, Peer Gynt, – vil du lege og dægge, –
sætter jeg mig hos og kræver min Del.
Hun og jeg, vi skal bytte og skifte dig.
Far vel, kjære Gutten min, imorgen kan du gifte dig!
Peer Gynt.
Din Helvedes Mare!
Kvinden.
Men det er s'gu sandt!
Ungen faar du fostre, din fodlette Fant!
Vesle-Fanden, vil du till Faer din?
Ungen
(spytter paa ham).
(spytter paa ham).
Tvi!
Jeg skal hugge dig med Øxen; bare bi, bare bi!
7*
Faksimile
s. 100
Kvinden
(kysser Ungen).
(kysser Ungen).
Aa nej, for et Hoved der sidder paa den Kropp!
Du blir Faer din opp af Dage naar du engang voxer opp!
Peer Gynt
(stamper).
(stamper).
Gid I var saa langt –!
Kvinden.
Som vi nu er nær?
Peer Gynt
(knuger Hænderne).
(knuger Hænderne).
Og alt dette –!
Kvinden.
Bare for Tanker og Begjær!
Det er Synd i dig, Peer!
Peer Gynt.
Værst for en anden! –
Solvejg, mit reneste, skjæreste Guld!
Kvinden.
Aa ja; det svier till de skyldfri, sa'e Fanden,
Moer hans gav ham Hugg, for Faer hans var fuld!
(hun trasker ind i Holtet med Ungen, som kaster Ølbollen efter ham.)
Peer Gynt
(efter en lang Taushed).
(efter en lang Taushed).
Gaa udenom, sa'e Bøjgen. En faar saa her. –
Der faldt Kongsgaarden min med Braak og Rammel!
Det slog Mur om hende, jeg var saa nær;
her blev styggt med et, og min Glæde blev gammel. –
Faksimile
s. 101
Udenom, Gut! Der finds ikke Vej
tvers igjennem dette till hende fra dig.
Tvers igjennem? Hm, der skulde dog findes.
Der staar noget om Anger, hvis rett jeg mindes.
Men hvad? Hvad staar der? Jeg har ikke Bogen,
har glemt det meste, og her er ikke nogen
Rettledning at faa i vilde Skogen. –
Anger? Saa skulde der kanske gaa Aar,
før jeg vandt mig igjennem. Det Liv blev magert.
Slaa sønder, hvad skjært er, og vent og fagert,
og klinke det ihob af Stumper og Skaar?
Sligt gaar med en Fele, men ikke med en Klokke.
Der, det skal grønnes, faar en ikke traakke. –
Men det var jo en Løgn med det Hexetryne!
Nu er alt det Styggetøj ude af Syne. –
Ja; ude af Syne, men ikke af Sind.
Smygende Tanker vil følge mig ind.
Ingrid! Og de tre, som paa Hougene sprang!
Vil de ogsaa være med? Med Skratt og Harme
kræve, som hun at krystes i Fang,
løftes varligt og vent paa strake Arme?
Udenom, Gut; var Armen saa lang,
som Furuens Lægg eller Granens Stang, –
jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,
till at sætte hende fra mig menløs og skjær. –
Jeg faar udenom dette paa Sætt og Vis,
saa det hverken blir Vinding eller Forlis.
En faar skyde sligt fra sig og faa det glemt –
(gaar nogle Skridt mod Hytten, men standser igjen.)
Gaa ind efter dette? Saa stygg og skjæmt?
Faksimile
s. 102
Gaa ind med alt det Troldskab i Følge?
Tale, og dog tie; skrifte, og dog dølge –?
(kaster Øxen fra sig.)
Det er Helgedagskveld. At stævne till Møde,
slig, som jeg nu er, var Kirkebrøde.
Solvejg
(i Døren).
(i Døren).
Kommer du?
Peer Gynt
(halvhøjt).
(halvhøjt).
Udenom!
Solvejg.
Hvad?
Peer Gynt.
Du faar vente.
Her er mørkt, og jeg har noget tungt at hente.
Solvejg.
Bi; jeg skal hjælpe; vi Byrden skal dele.
Peer Gynt.
Nej, staa der du staar! Jeg faar bære det hele.
Solvejg.
Men ikke for langt, du!
Peer Gynt.
Vær taalsom, Jente;
langt eller kort, – du faar vente.
Solvejg
(nikker efter ham).
(nikker efter ham).
Ja, vente!
(Peer Gynt gaar bortover Skogstien. Solvejg bliver staaende i den aabne
Halvdør.)
Halvdør.)
Faksimile
s. 103
(Aases Stue. Aften. En Stokk-Ild brænder og lyser paa Skorstenen.
Katten paa en Stol ved Sengefoden.)
Katten paa en Stol ved Sengefoden.)
(Aase ligger i Sengen og famler urolig omkring paa Spredet.)
Aase.
Nej, Herregud, kommer han ikke?
Det dryger saa inderlig langt.
Jeg har ikke Bud at skikke;
og sige ham har jeg saa mangt.
Her er ikke Stunder at miste!
Saa braat! Hvem skulde det tænkt!
Aa, dersom bare jeg vidste
jeg ikke har holdt ham for strængt!
Peer Gynt
(kommer).
(kommer).
Godkveld!
Aase.
Vorherre dig glæde!
Saa kom du da, kjære min Gut!
Men hvor tør du færdes hernede?
Her er jo dit Liv forbrudt.
Peer Gynt.
Aa, Livet faar være det samme.
Jeg maatte nu se herned.
Aase.
Ja, nu staar Kari tillskamme;
og jeg kan gaa bort i Fred!
Peer Gynt.
Gaa bort? Hvad er det du snakker?
Hvor er det du agter dig hen?
Faksimile
s. 104
Aase.
Ak, Peer, det mod Enden lakker;
jeg har ikke langt igjen.
Peer Gynt
(vrider paa sig og gaar oppover Gulvet).
(vrider paa sig og gaar oppover Gulvet).
Se saa! Fra det tunge jeg render;
jeg mente, jeg her var fri –!
Er du kold paa Fødder og Hænder?
Aase.
Ja, Peer; det er snart forbi. –
Naar du ser mine Øjne briste,
maa du lukke dem varligt till.
Og saa faar du sørge for Kiste;
men, kjære, lad den bli gjild.
Aa nej, det er sandt –
Peer Gynt.
Ti stille!
Tidsnok at tænke paa sligt.
Aase.
Ja, ja.
(ser uroligt om i Stuen.)
Her ser du det lille
de levned. Det er dem ligt.
Peer Gynt
(med et Vrid).
(med et Vrid).
Nu igjen!
(haardt.)
Jeg ved, jeg har Skylden.
Hvad gavner, jeg mindes derom?
Faksimile
s. 105
Aase.
Du! Nej, den fordømte Fylden,
fra den var det Ulykken kom!
Kjære Gutten min, du var jo drukken;
da ved en ej selv hvad en gjør;
og saa havde du redet paa Bukken;
det var rimeligt nok, du var yr!
Peer Gynt.
Ja, ja; lad den Rægglen fare.
Lad fare den hele Sag.
Hvad tungt er, det vil vi spare
till siden – en anden Dag.
(sætter sig paa Sengkanten.)
Nu, Moer, vil vi sammen snakke;
men bare om løst og fast, –
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er saart og hvasst. –
Nej, se da; den gamle Katten;
saa den er ilive endnu?
Aase.
Den bær sig saa styggt om Natten;
du ved, hvad det varsler, du!
Peer Gynt
(afbøjende).
(afbøjende).
Hvad er her for nyt i Byggden?
Aase
(smilende).
(smilende).
De siger, her findes etsteds
en Jente, som stunder mod Højden –
Faksimile
s. 106
Peer Gynt
(hurtigt).
(hurtigt).
Mads Moen, slaar han sig tillfreds?
Aase.
De siger, hun har ikke Øre
for begge de gamles Graad.
Du skulde dog indom høre; –
du, Peer, vidste kanske Raad –
Peer Gynt.
Men Smeden, hvor er han havnet?
Aase.
Aa ti med den skidne Smed.
Jeg vil heller sige dig Navnet
paa hende, Jenten, du ved –
Peer Gynt.
Nej, nu vil vi sammen snakke, –
men bare om løst og fast,
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er saart og hvasst.
Er du tørst? Skal jeg hente dig Drikke?
Kan du strække dig? Sengen er stutt.
Lad mig se; – ja, mener jeg ikke
det er Sengen, jeg laa i som Gut!
Kan du mindes, hvor tidt om Kvelden
du sad for min Sengestokk
og bredte over mig Fellen,
og sang baade Stev og Lokk?
Faksimile
s. 107
Aase.
Ja, minds du! Saa legte vi Slæde,
naar Faer din i Langfart foer.
Fellen var Karmesprede
og Gulvet en islagt Fjord.
Peer Gynt.
Ja, men det allerbedste, –
Moer, kan du minds det med? –
det var dog de glupe Heste –
Aase.
Ja, mener du ikke jeg ved –?
Det var Karis Katt vi fik laane;
den sad paa en Kubbestol –
Peer Gynt.
Till Slottet vestenfor Maane
og Slottet østenfor Sol,
till Soria-Moria-Slottet,
gik Vejen baade højt og lavt.
En Kjæpp, som vi fandt i Kottet,
du brugte till Svøbeskaft.
Aase.
Der fremme i Dumpen jeg knejste –
Peer Gynt.
Jo, jo; du gav Tømmen løs,
og vendte dig, jævnt som vi rejste,
og spurgte mig om jeg frøs.
Gud signe dig, gamle Styggen, –
du var dog en kjærlig Sjæl –!
Hvad ynker du for?
Faksimile
s. 108
Aase.
For Ryggen;
det volder den haarde Fjæl.
Peer Gynt.
Strækk dig; jeg skal dig støtte.
Se saa; nu ligger du blødt.
Aase
(urolig).
(urolig).
Nej, Peer, jeg vil flytte!
Peer Gynt.
Flytte?
Aase.
Ja, flytte; saa ønsker jeg stødt.
Peer Gynt.
Du snakker! Bred over dig Fellen.
Lad mig sidde paa Sengestokk.
Se saa; nu korter vi Kvelden
baade med Stev og Lokk.
Aase.
Hent heller Postillen i Kottet;
jeg er saa urolig tillsinds.
Peer Gynt.
I Soria-Moria-Slottet
er der Gilde hos Konge og Prins.
Hvil dig paa Slædepuden;
jeg kjører dig did over Mo –
Aase.
Men, snille Peer, er jeg buden?
Faksimile
s. 109
Peer Gynt.
Ja, det er vi begge to.
(kaster en Snor om Stolen, hvor Katten ligger, tager en Kjæpp i Haanden og
sætter sig foran paa Sengefoden.)
Hypp! Vil du rappe dig, Svarten!
Moer, du fryser vel ej?
Jo-jo; det kjendes paa Farten,
naar Grane lægger ivej!
Aase.
Kjære Peer, hvad er det som ringer –?
Peer Gynt.
De blanke Dumbjelder, Moer!
Aase.
Hu, nej da, hvor hult det klinger!
Peer Gynt.
Nu kjører vi over en Fjord.
Aase.
Jeg er rædd! Hvad er det, som bruser
og sukker saa underlig vildt?
Peer Gynt.
Det er Granene, Moer, som suser
paa Moen. Sidd bare stillt.
Aase.
Det gnistrer og blinker langt borte.
Hvor kommer den Lysningen fra.
Peer Gynt.
Fra Slottets Ruder og Porte.
Kan du høre, de danser?
Faksimile
s. 110
Aase.
Ja.
Peer Gynt.
Udenfor staar Sankt Peder
og byder dig stige ind.
Aase.
Hilser han?
Peer Gynt.
Ja, med Hæder,
og skjænker den sødeste Vin.
Aase.
Vin! Har han ogsaa Kager?
Peer Gynt.
Ja da! Et smækkfuldt Fad.
Og salig Provstinden lager
dig Kaffe og Eftermad.
Aase.
Aa, Kors; kommer vi to sammen?
Peer Gynt.
Saa tidt og saa jævnt du vil.
Aase.
Aa nej da, Peer, for en Gammen
du kjører mig, Stakkar, till!
Peer Gynt
(smækker med Pisken).
(smækker med Pisken).
Hypp; vil du rappe dig, Svarten!
Faksimile
s. 111
Aase.
Kjære Peer, du kjører vel rett?
Peer Gynt
(smækker igjen).
(smækker igjen).
Her er brede Vejen.
Aase.
Den Farten,
den gjør mig saa laak og trætt.
Peer Gynt.
Der ser jeg Slottet sig højne;
om lidt saa er Kjørslen slut.
Aase.
Jeg vil ligge og lukke Øjne
og lide paa dig, min Gut!
Peer Gynt.
Rapp dig, Grane, min Traver!
I Slottet er Stimlen stor;
mod Porten de myldrer og kaver.
Nu kommer Peer Gynt med sin Moer!
Hvad siger du, Herr Sankt Peder?
Faar ikke Moer slippe ind?
Jeg mener du længe leder,
før du finder saa ærligt et Skind.
Om mig vil jeg ikke snakke;
jeg kan vende ved Slottets Port.
Vil I skjænke mig, taer jeg tilltakke;
hvis ej, gaar jeg lige-nøjd bort.
Jeg har digtet saa mangen Skrøne,
som Fanden paa Prækestol,
Faksimile
s. 112
og skjældt min Moer for en Høne,
fordi hun kagled og gol.
Men hende skal I agte og hædre
og gjøre det rigtig tilllags;
her kommer ikke nogen bedre
fra Byggderne nutilldags. –
Ho-ho; der har vi Gud Fader!
Sankt Peder, nu faar du dit!
(med dyb Stemme.)
«Hold opp med de Kjøgemester-Lader;
Moer Aase skal slippe frit!»
(ler højt og vender sig om till Moderen.)
Ja, var det ikke det, jeg vidste?
Nu blev der en anden Dans!
(angst.)
Hvorfor ser du, som Øjet skulde briste?
Moer! Er du fra Samling og Sans –!
(gaar opp till Hovedgjerdet.)
Du skal ikke ligge og glane –!
Snakk, Moer; det er mig, din Gut!
(føler varsomt paa hendes Pande og Hænder; derpaa kaster han Snoren bort
paa Stolen og siger dæmpet:)
Ja saa! – Du kan hvile dig, Grane;
for rett nu er Rejsen slut.
(lukker hendes Øjne og bøjer sig over hende.)
Hav Takk for alle dine Dage,
for Bank og for Barne-Byss! –
Men nu faar du takke tillbage –
(trykker Kinden mod hendes Mund.)
Se saa; det var Takk for Skyds.
Faksimile
s. 113
Husmandskonen
(kommer).
(kommer).
Hvad? Peer! Naa, saa er vi over
den tungeste Sorg og Nød!
Herregud, hvor godt hun sover – –
eller er hun –?
Peer Gynt.
Hyss; hun er død.
(Kari græder ved Liget. Peer Gynt gaar længe omkring i Stuen; endelig
standser han ved Sengen.)
standser han ved Sengen.)
Peer Gynt.
Faa Moer med Ære begravet.
Jeg faar friste at fare herfra.
Konen.
Skal du langvejs fare?
Peer Gynt.
Mod Havet.
Konen.
Saa langt!
Peer Gynt.
Og længer endda.
(han gaar.)
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
8
Faksimile
FJERDE HANDLING.
(Paa Sydvestkysten af Marokko. Palmeskov. Dækket Middagsbord, Solsejl og
Sivmatter. Længere inde i Lunden hængende Køjer. Udenfor Land ligger en
Dampyacht med norsk og amerikansk Flag. Ved Stranden en Jolle. Det er
henimod Solnedgang.)
Sivmatter. Længere inde i Lunden hængende Køjer. Udenfor Land ligger en
Dampyacht med norsk og amerikansk Flag. Ved Stranden en Jolle. Det er
henimod Solnedgang.)
(Peer Gynt, en smuk middelaldrende Herre i elegant Rejsedragt, med Guld-
lorgnet paa Brystet, præsiderer som Vært for Bordenden. Master Cotton,
Monsieur Ballon samt Herrerne v. Eberkopf og Trumpeterstraale
ifærd med at slutte Maaltidet.)
lorgnet paa Brystet, præsiderer som Vært for Bordenden. Master Cotton,
Monsieur Ballon samt Herrerne v. Eberkopf og Trumpeterstraale
ifærd med at slutte Maaltidet.)
Peer Gynt.
Drikk, mine Herrer! Er man skabt
till Nydelse, saa skal man nyde.
Der staar jo skrevet: tabt er tabt,
og væk er væk –. Hvad maa jeg byde?
Trumpeterstraale.
Du er superb som Vært, Broer Gynt!
Peer Gynt.
Jeg deler Æren med min Mynt,
med Kokk og Stewart –
Master Cotton.
Werry well;
en Skaal for alle fires Held!
Faksimile
s. 115
Monsieur Ballon.
Monsieur, De har en Gout, en Ton,
som nutilldags kun skjelden findes
hos Mænd, der lever en Garçon, –
et visst, jeg ved ej hvad –
v. Eberkopf.
Et Vift,
et Skjær af frigjort Aandsbetragtning
og Verdensborgerdomsforpagtning,
et Syn igjennem Skyens Rift,
der ej af snever Fordom bindes,
et Præg af højere Forklaring,
en Ur-Natur med Livserfaring
paa Trilogiens Topp forent.
Ej sandt, Monsieur; saa var det ment?
Monsieur Ballon.
Jo, meget muligt; ikke ganske
saa smukt det klinger i det franske.
v. Eberkopf.
Ej wass! Det Sprog er og saa stivt. –
Men hvis till Fænomenet Grunden
vi søge vil –
Peer Gynt.
Saa er den funden.
Det er fordi jeg ej er gift.
Ja, mine Herrer, ganske klar
er Tingen. Hvad skal Manden være?
Sig selv; det er mit korte Svar.
Om sig og sit han skal sig kære.
8*
Faksimile
s. 116
Men kan han det, som Pakk-Kammél
for andres Ve og andres Vel?
v. Eberkopf.
Men denne For- og I-sig-Væren,
jeg lover, har Dem kostet Strid –
Peer Gynt.
Aa ja saamen; i fordums Tid;
men altid gik jeg bort med Æren.
Engang var jeg dog ganske nær
i Fælden fanget mod min Vilje.
Jeg var en rask og vakker Fyr;
og Damen, som jeg havde kjær, –
hun var af kongelig Familje –
Monsieur Ballon.
Af kongelig?
Peer Gynt
(henkastende).
(henkastende).
Af disse Ætter,
De ved nok –
Trumpeterstraale
(slaar i Bordet).
(slaar i Bordet).
Disse Adelstroll!
Peer Gynt
(trækker paa Skulderen).
(trækker paa Skulderen).
Forlagte Højheder, som sætter
sin Stolthed i, Plebejerpletter
at holde væk fra Stammens Skjold.
Master Cotton.
Gik saa Affæren overstyr?
Faksimile
s. 117
Monsieur Ballon.
Familjen var imod Partiet?
Peer Gynt.
Nej, tvertimod!
Monsieur Ballon.
Ah!
Peer Gynt
(skaansomt).
(skaansomt).
De forstaar;
der gaves Ting, som talte for
at faa os snarest muligt viet.
Men, rentud sagt, det hele Væsen
var mig fra først till sidst imod.
Jeg er i visse Dele kræsen,
og helst jeg staar paa egen Fod.
Og da nu Svigerfader kom
forblommet frem med Fordring om
jeg skulde skifte Navn og Stilling
og løse Adelskabsbevilling,
samt mangt og meget højst usmageligt,
for ej at sige uantageligt, –
saa trak jeg mig med Anstand ud,
gav Afslag paa hans Ultimatum –
og Afkald paa min unge Brud.
(trommer paa Bordet og synes andægtig.)
Ja, ja; der raader dog et Fatum!
Paa det vi Mennesker kan lide;
og det er trøsteligt at vide.
Monsieur Ballon.
Og dermed Sagen var forbi?
Faksimile
s. 118
Peer Gynt.
Nej, jeg fik føle noget andet;
thi Uvedkommende sig blanded
med høje Ramaskrig deri.
Værst var Familjens yngre Lemmer.
Med syv af dem jeg fik Duel.
Det var en Tid, jeg aldrig glemmer,
skjønt jeg gik ud deraf med Held.
Det kosted Blod; men dette Blod
gier Brev paa min Persons Fordyrelse,
og peger styrkende imod,
som sagt, et Fatums vise Styrelse.
v. Eberkopf.
De har et Blik paa Livets Gang,
der hæver Dem till Tænker-Rang.
Imens en slett og rett Formener
ser hver for sig de spredte Scener,
og aldrig ender med at famle,
forstaar De alt till et at samle.
Med samme Norm De alting maaler.
De spidser till hver løs Eragtning,
saa hver og en gaar ud som Straaler
fra Lyset af en Livsbetragtning. –
Og De har ingentid studeret?
Peer Gynt.
Jeg er, som jeg Dem før har sagt,
en blot og bar Autodidakt.
Methodisk har jeg intet lært;
men jeg har tænkt og spekuleret,
og læst mig till en Del af hvert.
Faksimile
s. 119
Jeg har begyndt i ældre Alder;
da ved De jo, lidt tungt det falder
at pløje Side opp og ned
og tage ligt og uligt med.
Historien har jeg taget stykkevis;
thi mere fik jeg aldrig Tid till.
Og da man jo i tunge Tider
et noget visst maa sætte Lid till,
saa tog jeg Religionen rykkevis.
Paa den Manér det bedre glider.
Man skal ej læse for at sluge,
men for at se, hvad man kan bruge –
Master Cotton.
Se, det er praktisk!
Peer Gynt
(tænder en Cigar).
(tænder en Cigar).
Kjære Venner;
betænk mit Levnetsløb forresten.
Hvorledes kom jeg først till Vesten?
Som fattig Karl med tomme Hænder.
Jeg maatte slide saart for Føden;
tro mig, det faldt mig tidtnok svært.
Men Livet, Venner, det er kjært;
og, som man siger, besk er Døden.
Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig;
og gamle Fatum, han var bøjelig.
Det gik. Og da jeg selv var tøjelig,
saa gik det stedse bedre, bedre.
Ti Aar derefter bar jeg Navn
af Krøsus mellem Charlestowns Rhedre.
Faksimile
s. 120
Mit Rygte fløj fra Havn till Havn
jeg havde Lykken inden Borde –
Master Cotton.
Hvad gjaldt Trafiken?
Peer Gynt.
Mest jeg gjorde
i Negere till Karolina
og Gudebilleder till Kina.
Monsieur Ballon.
Fi donc!
Trumpeterstraale.
For tusend, Farbroer Gynt!
Peer Gynt.
De finder nok Bedriften svævende
paa det tilladeliges Pynt?
Jeg selv har følt det samme levende.
Jeg fandt den endog odiøs.
Men, De kan tro mig, først begyndt,
det holder haardt at slippe løs.
Ialfald er det yderst svært
i slig en stor Forrettningsførelse,
der sætter Tusender i Rørelse,
at bryde ganske overtvert.
Det «overtvert» jeg kan ej lide,
men tillstaar paa den anden Side
at jeg har altid næret Agt
for hvad man kalder Konsekventserne;
og det, at overskride Grænserne,
Faksimile
s. 121
har stedse gjort mig lidt forsagt.
Desuden tog jeg till at ældes;
jeg nærmed mig mod Femtiaarene, –
fik efterhaanden graasprængt Haar;
og skjønt min Helbred var fortrinlig,
saa faldt den Tanke dog mig pinlig:
hvem ved, hvor snart den Time slaar,
da Jurykjendelsen skal fældes
og skille Bukkene fra Faarene.
Hvad var at gjøre? Standse Farten
paa Kina gik umuligt an.
Jeg fandt dog Udvej, aabned snart en
Forrettning till paa samme Land.
Hver Vaar jeg Guder exporterte;
hver Høst jeg Prester udklarerte,
forsynte dem med det fornødne,
som Strømper, Bibler, Rum og Ris –
Master Cotton.
Ja, mod Profit?
Peer Gynt.
Naturligvis.
Det gik. De virked ufortrødne.
For hver en Gud, hist over kjøbt,
de fik en Kulier grundigt døbt,
saa Virkningen neutralisertes.
Missionens Mark laa aldrig brakk;
thi Guderne, som kolportertes,
af Presterne blev holdt i Schak.
Master Cotton.
Naa, men de afrikanske Varer?
Faksimile
s. 122
Peer Gynt.
Der sejred ogsaa min Moral.
Jeg indsaa, den Trafik var gal
for Folk i fremadskreden Alder.
Man ved jo ej naar fra man falder.
Og dertill kom de tusend Snarer
fra vore Filantropers Lejr,
for ej at nævne Kapringsfarer,
samt Risiko af Vind og Vejr.
Alt dette sammenlagt vandt Sejr.
Jeg tænkte: Peter, Rev i Sejlene;
se till, at du kan rette Fejlene!
Saa kjøbte jeg mig Land i Syden,
beholdt den sidste Kjødimport,
som ogsaa var af prima Sort.
De trivedes, blev blanke, fede,
saa det var mig og dem en Glæde.
Ja, jeg tør sige uden Skryden,
jeg handled mod dem som en Faer, –
hvad sine gode Renter bar.
Jeg bygged Skoler, for at Dyden
bestandig kunde holdes paa
et visst almindeligt Niveau,
og paasaa strængt at ingenstunder
dens Thermometer sank derunder.
Nu desforuden af de Dele
jeg har mig ganske trukket ud; –
jeg har Plantagen samt dens hele
Besættning solgt med Haar og Hud.
Paa Afskedsdagen gav jeg og
Faksimile
s. 123
till smaa og store gratis Grogg,
saa Mænd og Kvinder fik en Rus,
og Enkerne desuden Snus.
Se, derfor haaber jeg, saafremt
det Ord ej er et Mundsvejr blot:
hver den, som ej gjør ondt, gjør godt, –
saa er min Fortids Fejlgreb glemt,
og jeg kan holde, mer end mangen,
med Dyder mine Synder Stangen.
v. Eberkopf
(klinker med ham).
(klinker med ham).
Hvor det er styrkende at høre
et Livsprincip i Scene satt,
forløst fra Theoriens Natt,
urokket af det ydre Røre!
Peer Gynt
(som under det foregaaende har stukket flittigt paa Flaskerne).
(som under det foregaaende har stukket flittigt paa Flaskerne).
Vi Mænd fra Nord forstaar at føre
vor Krig igjennem! Kunstens Nøgle
i Livets Sag er simpelthen
at holde Øret tætt igjen
for Indpass af en farlig Øgle.
Master Cotton.
Hvad for en Øgle, dyre Ven?
Peer Gynt.
En liden en, en fult forførende
till det i et og alt afgjørende.
(drikker igjen.)
Hvad hele Vove-Kunsten gjælder,
Faksimile
s. 124
den Kunst, at eje Daadens Mod, –
det er: at staa med valgfri Fod
imellem Livets lumske Fælder, –
at vide visst, at alle Dage
er ikke slut med Stridens Dag, –
at vide, dig staar aaben bag
en Bro, som bære kan tillbage.
Den Theori har holdt mig frem;
den har min hele Vandel farvet;
og Theorien har jeg arvet
fra Slægten i min Barndoms Hjem.
Monsieur Ballon.
De er jo norsk?
Peer Gynt.
Af Fødsel, ja!
Men Verdensborger af Gemyt.
For hvad jeg har af Lykken nydt,
jeg takke kan Amerika.
De vel forsynte Bogreoler
jeg skylder Tydsklands yngre Skoler.
Fra Frankrig fik jeg mine Veste,
min Holdning og min Skjærv af Aand, –
fra England en arbejdsom Haand
og skjærpet Sans for eget bedste.
Af Jøden har jeg lært at vente.
Lidt Hang till dolce far niente
jeg fra Italien fik i Sending, –
og engang i en snever Vending
jeg øged mine Dages Maal
ved Bistand af det svenske Staal.
Faksimile
s. 125
Trumpeterstraale
(hæver sit Glas).
(hæver sit Glas).
Ja, svenske Staalet –!
v. Eberkopf.
Staalets Svinger
vi først og fremst vor Hyldest bringer!
(de klinker og drikker med ham. Han begynder at blive hed i Hovedet.)
Master Cotton.
Alt dette her er saare godt; –
men, Sir, nu gad jeg vide blot,
hvad De med Deres Guld vil gjøre.
Peer Gynt
(smilende).
(smilende).
Hm; gjøre? Hvad?
Alle fire
(rykker nærmere).
(rykker nærmere).
Ja, lad os høre!
Peer Gynt.
Nu; for det første gaa paa Rejser.
Se, derfor tog jeg jer ombord
som Selskabsbrødre i Gibraltar.
Jeg trængte till et Danserkor
af Venner om mit Guldkalv-Altar –
v. Eberkopf.
Højst vittigt sagt!
Master Cotton.
Men ingen hejser
sit Sejl for blot og bart at sejle.
Faksimile
s. 126
De har et Maal, det kan ej feile.
Og Maalet er –?
Peer Gynt.
At blive Kejser.
Alle fire.
Hvad?
Peer Gynt
(nikker).
(nikker).
Kejser!
Herrerne.
Hvor?
Peer Gynt.
I hele Verden.
Monsieur Ballon.
Hvorledes, Ven –?
Peer Gynt.
I Kraft af Guldet!
Den Plan er ingenlunde ny;
den Sjælen var i al min Færden.
Som Gut jeg har i Drømme rullet
vidt over Havet paa en Sky.
Jeg steg med Slæb og gylden Slire, –
og dratted ned paa alle fire.
Men Maalet, Venner, stod ved Magt. –
Der er jo skrevet eller sagt
etsteds, jeg mindes ikke hvor,
at hvis du vandt den ganske Jord,
men selv dig tabte, var din Vinding
kun Krans omkring en kløvet Tinding.
Faksimile
s. 127
Saa staar der, – eller noget sligt;
og dette Ord er intet Digt.
v. Eberkopf.
Men hvad er da det gyntske selv?
Peer Gynt.
Den Verden bag mit Pandehvælv,
som gjør at jeg er ingen anden,
end mig, saa lidt som Gud er Fanden.
Trumpeterstraale.
Nu skjønner jeg, hvorhen det sigter!
Monsieur Ballon.
Sublim som Tænker!
v. Eberkopf.
Høj som Digter!
Peer Gynt
(i stigende Stemning).
(i stigende Stemning).
Det gyntske selv, – det er den Hær
af Ønsker, Lyster og Begjær, –
det gyntske selv, det er det Hav
af Indfald, Fordringer og Krav,
kort alt, som nettopp mit Bryst hæver,
og gjør at jeg, som saadan, lever.
Men som Vorherre trænger Muldet,
skal han bestaa som Verdens Gud,
saa har jeg og Behov for Guldet,
skal jeg som Kejser ta'e mig ud.
Monsieur Ballon.
Men Guldet har De!
Faksimile
s. 128
Peer Gynt.
Ikke nok.
Ja, maaske for en to-tre Etmaal,
som Kejser a la Lippe-Detmold.
Men jeg vil være mig en Bloc,
vil være Gynt paa hele Kloden,
Sir Gynt fra Toppen og till Roden!
Monsieur Ballon
(henreven).
(henreven).
Besidde Verdens første Dejlighed!
v. Eberkopf.
Al Hundredaars Johannisberger!
Trumpeterstraale.
Og alle Karl den tolvtes Værger!
Master Cotton
Men først en profitabel Lejlighed
till Transaktion –
Peer Gynt.
Den er alt funden;
og dertill var vor Ankring Grunden.
Iaften Farten staar mod Nord.
Aviserne, jeg fik ombord,
beretter mig en vigtig Nyhed –!
(rejser sig med hævet Glas.)
Det er, som Lykken uden Opphør
bær Hjælp till den, der selv har Kryhed –
Herrerne.
Nu? Sig os –!
Faksimile
s. 129
Peer Gynt.
Hellas er i Opprør.
Alle fire
(springer opp).
(springer opp).
Hvad! Grækerne –?
Peer Gynt.
Har rejst sig hjemme.
De fire.
Hurra!
Peer Gynt.
Og Tyrken er i Klemme!
(tømmer Glasset.)
Monsieur Ballon.
Till Hellas! Ærens Port staar aaben!
Jeg hjælper med mit franske Vaaben!
v. Eberkopf.
Og jeg med Oppraab – paa Distance!
Master Cotton.
Jeg ligesaa – med Leverance!
Trumpeterstraale.
Gaa paa! Jeg finde skal i Bender
de verdenskjendte Sporespænder!
Monsieur Ballon
(falder Peer Gynt om Halsen).
(falder Peer Gynt om Halsen).
Tillgiv mig, Ven, at jeg en Stund
har miskjendt Dem!
v. Eberkopf
(trykker hans Hænder).
(trykker hans Hænder).
Jeg dumme Hund,
jeg holdt Dem hartad for en Slyngel!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
9
Faksimile
s. 130
Master Cotton.
Det er for stærkt; kun for en Nar –
Trumpeterstraale
(vil kysse ham).
(vil kysse ham).
Jeg, Farbror, for et Exemplar
af Yankee-Pakkets værste Yngel –!
Forlad mig –!
v. Eberkopf.
Vi har alle famlet –
Peer Gynt.
Hvad Snakk er det?
v. Eberkopf.
Nu ser vi samlet
i Glans den hele gyntske Hær
af Ønsker, Lyster og Begjær –!
Monsieur Ballon
(beundrende).
(beundrende).
Saa det var Monsieur Gynt at være!
v. Eberkopf
(ligesaa).
(ligesaa).
Det er at være Gynt med Ære!
Peer Gynt.
Men sig mig dog –?
Monsieur Ballon.
Forstaar De ej?
Peer Gynt.
Ifald jeg gjør, jeg la'er mig hænge!
Faksimile
s. 131
Monsieur Ballon.
Hvorledes? Gaar ej Deres Vej
till Grækerne med Skib og Penge –?
Peer Gynt
(blæser).
(blæser).
Nej mange Takk! Jeg støtter Styrken
og laaner Pengene till Tyrken.
Monsieur Ballon.
Umuligt!
v. Eberkopf.
Vittigt sagt, men Spøg!
Peer Gynt
(tier lidt, støtter sig till en Stol og antager en fornem Mine).
(tier lidt, støtter sig till en Stol og antager en fornem Mine).
Hør, mine Herrer, det er bedst
vi skilles, før den sidste Rest
af Venskab blaffrer bort i Røg.
Hvo intet ejer, lettvindt vover.
Naar man af Verden raader knappt
den Stribe Muld man skygger over,
man till Kanonmad er som skabt.
Men staar man berget paa det tørre,
som jeg, da er ens Indsatts større.
Gaa De till Hellas. Jeg skal sende
Dem gratis væbnede iland.
Jo mer De øger Stridens Brand,
desbedre kan jeg Buen spænde.
Slaa smukt for Frihed og for Rett!
Løb Storm! Gjør Tyrken Helvedet hedt; –
og slut med Hæder Deres Dage
9*
Faksimile
s. 132
paa Janitscharens Lansestage. –
Men hav mig undskyldt.
(slaar paa Lommen.)
Jeg har Mynt
og er mig selv, Sir Peter Gynt.
(han slaar sin Solskjærm opp og gaar ind i Lunden hvor Hængekøjerne skimtes.)
Trumpeterstraale.
Den svinske Karl!
Monsieur Ballon.
Ej Sans for Ære –!
Master Cotton.
Aa, Æren, den fik endda være;
men tænk jer, hvad enorm Profit
for os, hvis Landet slog sig frit –
Monsieur Ballon.
Jeg saa mig alt som Sejervinder
i Kreds af skjønne Grækerinder!
Trumpeterstraale.
Jeg saa i mine svenske Hænder
de heltestore Sporespænder!
v. Eberkopf.
Jeg mit uhyre Fædrelands
Kultur saa spredt till Lands og Vands –!
Master Cotton.
Det værste Tab er det reelle.
God dam! Jeg kunde Taarer fælde!
Jeg saa mig som Olympens Ejer.
Hvis Berget svarer till sit Ry,
saa maa der findes Kobberlejer,
Faksimile
s. 133
som kunde tages opp paany.
Og dertill denne Elv, Kastale,
hvorom der gaar saa megen Tale,
med Fald paa Fald, beregnet lavt
till mer end tusend Hestes Kraft –!
Trumpeterstraale.
Jeg gaar endda! Mit svenske Sverd
er mer end Yankee-Guldet værd!
Master Cotton.
Maaske; men, ind i Rækken stukkne,
vi vil i Massens Mængde drukkne;
og hvor blir saa Profiten af?
Monsieur Ballon.
Fordømt! Saa nær ved Lykkens Tinde; –
og saa at standse ved dens Grav!
Master Cotton
(med knyttet Haand mod Fartøjet).
(med knyttet Haand mod Fartøjet).
Hin sorte Kiste slutter inde
Nabobens gyldne Negersved –!
v. Eberkopf.
En Kongetanke! Fort! Afsted!
Hans Kejserdom er om en Hals!
Hurra!
Monsieur Ballon.
Hvad vil De?
v. Eberkopf.
Vinde Magten!
Besættningen er lett tillfals.
Ombord! Jeg annekterer Yachten!
Faksimile
s. 134
Master Cotton.
De – hvad –?
v. Eberkopf.
Jeg kniber alt iflæng!
(gaar ned till Jollen.)
Master Cotton.
Da byder mig mit eget Tarv
at knibe med.
(gaar efter.)
Trumpeterstraale.
Det er en Skarv!
Monsieur Ballon.
Et Kjeltringstykke –! Men – enfin!
(følger de andre.)
Trumpeterstraale.
Jeg faar vel følge dem paa Færden, –
men protesterer for Alverden –!
(gaar efter.)
(Et andet Sted paa Kysten. Maaneskin og drivende Skyer. Yachten gaar
langt ude for fuld Damp.)
langt ude for fuld Damp.)
(Peer Gynt løber langs Stranden. Snart kniber han sig i Armen,
snart stirrer han ud over Havet.)
snart stirrer han ud over Havet.)
Peer Gynt.
Mareridt! – Væv! – Nu vaagner jeg snart!
Den staar fra Land! Og i rasende Fart! –
Bare Væv! Jeg sover! Jeg er drukken og yr!
(knuger Hænderne.)
Det gaar dog umuligt an, at jeg dør!
(rykker sig i Haaret.)
Faksimile
s. 135
En Drøm! Jeg vil det skal være en Drøm!
Forfærdeligt! Hu; det er Sandhed, desværre!
Mine Asner af Venner –! Hør mig, Vorherre!
Du er jo saa vis og rettfærdig –! O, døm –!
(med opprakkte Arme.)
Det er mig, Peter Gynt! Aa, Vorherre, pass paa!
Tag dig af mig, Fader; ellers maa jeg forgaa!
Lad dem bakke Maskinen! Lad dem fire ned Giggen!
Stopp Tyvene! Gjør noget uklart i Riggen!
Hør mig! Lad ligge de andres Grejer!
Verden skjøtter sig nok selv imens! – –
Nej-Gud om han hører! Han er døv, som han plejer!
Det er Stell! En Gud, som paa Raad er læns!
(vinker oppad.)
Pst! Jeg har skillt mig ved Negerplantagen!
Jeg har skikket Missionærer over till Asien!
En Haandsrækkning er dog en anden værd!
Aa, hjælp mig ombord –!
(en Ildstraale skyder ivejret fra Yachten og en tykk Røg vælter ud; et hult
Knald høres; Peer Gynt udstøder et Skrig og segner ned i Sandet; lidt efter
lidt trækker Røgen bort; Skibet er forsvundet.)
Knald høres; Peer Gynt udstøder et Skrig og segner ned i Sandet; lidt efter
lidt trækker Røgen bort; Skibet er forsvundet.)
Peer Gynt
(bleg og sagte).
(bleg og sagte).
Det var Straffens Sverd!
Tillbunds med Mand og Mus i et Plump!
O, evigt priset være Lykkens Slump – –
(rørt.)
Slumpetræff? Nej, det var mer end saa.
Jeg skulde frelses og de forgaa.
O, Takk og Pris, at du har mig hyttet,
Faksimile
s. 136
holdt Øje med mig trods alle mine Brøst – –
(aander dybt ud.)
Hvilken vidunderlig Trygghed og Trøst
i at vide sig selv separat beskyttet.
Men i Ørken! Hvor faar jeg Mad og Drikke?
Aa, jeg finder nok lidt. Det maa han forstaa.
Det er ikke saa farligt; –
(højt og indsmigrende.)
han vil visst ikke
at jeg lille fattige Spurv skal forgaa!
Bare ydmyg i Sindet. Og saa unde ham Frist.
Lade Herren raade; ikke hænge med Ørene –
(farer forskræmt ivejret.)
Var det en Løve, som knurred i Rørene –?
(med klapprende Tænder.)
Nej, det var ingen Løve.
(mander sig opp.)
En Løve; jo visst!
De Bæster, de holder sig nok afsides.
Med sin Overmand er det ikke grejdt at bides.
De har jo Instinkt; – de føler, som sandt er,
det er farligt at lege med Elefanter. – –
Men alligevel –. Jeg faar finde et Træ.
Derborte svajer Akazier og Palmer;
kan jeg klyve deropp, har jeg Trygghed og Læ, –
især hvis jeg dertill kunde et Par Salmer –
(klattrer opp.)
Morgenen er ikke Kvelden lig;
det Skriftsted er ofte nok vejet og drøftet.
(sætter sig tillrette.)
Hvor dejligt at føle sin Aand saa løftet.
Faksimile
s. 137
Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig.
Bare bygge paa ham. Han ved hvad Portion
af Nødens Kalk jeg er Mand for at drikke.
Han er faderligt sindet imod min Person; –
(kaster et Øje udover Havet og hvisker med et Sukk:)
men Økonom, – nej, det er han ikke!
(Natt. Marokkansk Lejr paa Grænsen mod Ørken. Vagtild og >hvilende
Krigere.)
Krigere.)
En Slave
(kommer og river sig i Haaret).
(kommer og river sig i Haaret).
Væk er Kejserens hvide Ganger!
En anden Slave
(kommer og sønderriver sine Klæder).
(kommer og sønderriver sine Klæder).
Kejserens hellige Dragt er stjaalen!
Oppsynsmand
(kommer).
(kommer).
Hundred Slag faar under Saalen
hver, som ikke Tyven fanger!
(Krigerne stiger tillhest og galopperer bort i alle Rettninger.)
(Daggry. Trægruppen med Akazier og Palmer.)
(Peer Gynt i Træet med en afbrukken Gren i Haanden holder sig en
Sværm Abekatte fra Livet.)
Sværm Abekatte fra Livet.)
Peer Gynt.
Fatalt! En højst ubehagelig Natt.
(slaar om sig.)
Er du der igjen? Det er dog forbandet!
Nu kaster de Frugt. Nej; det er noget andet.
Et væmmeligt Dyr, den Abekatt!
Faksimile
s. 138
Der staar jo skrevet: du skal vaage og fægte.
Men jeg kan s'gu ikke; jeg er tung og matt.
(forstyrres igjen; utaalmodig.)
Jeg maa faa en Pind for det Uvæsen satt!
Jeg maa se at faa fanget en af de Knægte,
hængt ham og krængt ham og klædt mig ud
paa Sætt og Vis i hans laadne Hud,
saa vil de andre tro jeg er ægte. –
Hvad er vi Mennesker? Kun et Fnug.
Og lidt faar man læmpes efter Skikk og Brug. –
Atter en Sværm! De myldrer og kryr.
Pakk jer! Tsju! De ter sig som gale.
Havde jeg blot en forloren Hale, –
noget saadant, som gav en viss Lighed med Dyr –
Hvad nu? Der tasser det over mit Hode –!
(ser opp.)
Den gamle, – med Næverne fulde af Smuds –!
(kryber ængstelig sammen og holder sig en Stund stille. Abekatten gjør en
Bevægelse; Peer Gynt begynder at lokke og godsnakke, som for en Hund.)
Ja, – er du der, du gamle Buss!
Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!
Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt –
Det er mig! Pip-pip! Vi er gode Venner!
Aj-aj! Kan du høre, jeg Sproget kjender?
Buss og jeg, vi er Skyldfolk og sligt; –
Buss skal faa Sukker imorgen –! Det Bæst!
Hele Ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt! –
Eller kanske det var Føde? Det smagte ubestemmeligt;
dog, hvad Smagen angaar, gjør Vanen mest.
Hvad er det for en Tænker, som engang har sagt:
Faksimile
s. 139
man faar spytte og haabe paa Vanens Magt? –
Der er Yngelen ogsaa!
(fægter og slaar.)
Det er dog for galt,
at Mennesket, denne Skabningens Herre,
skal se sig nødt till –! Gevalt! Gevalt!
Den gamle var fæl, men de unge er værre!
(Tidlig Morgen. Stenet Egn med Udsigt ind over Ørken. Paa den ene
Side et Fjeldkløft og en Hule.)
Side et Fjeldkløft og en Hule.)
(En Tyv og en Hæler i Kløften med Kejserens Hest og Klædning.
Hesten, rigt oppsadlet, staar bunden till en Sten. Ryttere langt borte.)
Hesten, rigt oppsadlet, staar bunden till en Sten. Ryttere langt borte.)
Tyven.
Lansernes Tunger,
slikkende, spillende, –
se, se!
Hæleren.
Jeg føler alt Knappen
i Sandet trillende!
Ve, ve!
Tyven
(folder Armene over Brystet).
(folder Armene over Brystet).
Min Fader var Tyv;
hans Søn maa stjæle.
Hæleren.
Min Fader var Hæler;
hans Søn maa hæle.
Tyven.
Din Lod skal du bære;
dig selv skal du være.
Faksimile
s. 140
Hæleren
(lytter).
(lytter).
Fodtrin i Krattet!
Paa Flugt! Men hvor?
Tyven.
Hulen er dyb
og Profeten stor!
(de flygter og lader Kosterne i Stikken. Rytterne taber sig i det fjerne.)
Peer Gynt
(kommer, skjærende paa en Rørfløjte).
(kommer, skjærende paa en Rørfløjte).
Hvilken livsalig Morgenstund! –
Skarnbassen triller sin Kugle i Gruset;
Sneglen kryber af Sneglehuset.
Morgenen; ja, den har Guld i Mund. –
Det er dog igrunden en mærkelig Magt,
Naturen har saadan i Dagslyset lagt.
Man føler sig saa trygg, føler Modet voxe,
turde gjerne, om saa var, binde an med en Oxe. –
Hvilken Stillhed omkring! Ja, de landlige Glæder, –
ubegribeligt nok, at jeg vraged dem før;
at man lukker sig inde i de store Stæder,
blot for at rendes af Pakket paa Dør. –
Nej; se, hvor Firbenen vimser omkring,
snapper og tænker paa ingenting.
Hvilken Uskyld selv over Dyrenes Liv.
Hvert holder sig Skaberens Bud efterretteligt,
bevarer sit særlige Præg uudsletteligt,
er sig selv, sig selv gjennem Leg og Kiv,
sig selv, som det blev paa hans første Bliv.
(sætter Lorgnetten paa Næsen.)
Faksimile
s. 141
En Padde. Midt i en Sandstensblokk.
Forstening omkring. Kun Hovedet ude.
Der sidder den og ser, som gjennem en Rude,
paa Verden og er sig selv – nok. –
(tænker sig om.)
Nok? Sig selv –? Hvor er det, det staar?
Jeg har læst det, som Gut, i en saakaldt Storbog.
Var det Huspostillen? Eller Salomons Ordbog?
Fatalt; jeg mærker at Aar for Aar
min Sans for Tiden og Stedet forgaar.
(sætter sig ned i Skyggen.)
Her er svalt at hvile og strække sine Fødder.
Se, her gror Bregner. Spiselige Rødder.
(smager lidt.)
Det er ligere Mad for et Kreatur; –
men der staar jo skrevet: tving din Natur!
Endvidere staar der: Hovmod maa bøjes.
Og hvo sig fornedrer, han skal opphøjes.
(urolig.)
Opphøjes? Ja, det vil ske med mig; –
det er umuligt at tænke sig andet.
Skjæbnen vil hjælpe mig bort fra Landet
og mage det saa, at jeg kommer ivej.
Dette her er en Prøvelse; siden kommer Frelsen, –
naar bare Vorherre under mig Helsen.
(skyder Tankerne fra sig, tænder en Cigar, strækker sig og stirrer ind over
Ørken.)
Hvilket umaadeligt, grænseløst Øde. –
Langt derborte skridter en Struds. –
Hvad skal en egentlig tro var Guds
Mening med alt dette tomme og døde?
Faksimile
s. 142
Dette, som alle Livskilder savner;
dette forbrændte, som ingen gavner;
denne Brøk af Verden, som ligger brakk;
dette Lig, som ej, siden Jordens Fødsel,
har bragt sin Skaber saa meget som Takk, –
hvi blev det till? – Naturen er ødsel. –
Er det Hav, det i Øst, det blinkende, flakke,
som glittrer? Umuligt; kun Sansebedrag.
Havet er i Vest; det højner sig bag,
dæmmet ude fra Ørken ved en skraanende Bakke.
(en Tanke farer gjennem ham.)
Dæmmet ude? Saa kunde jeg –! Højden er smal.
Dæmmet ude! Et Gjennembrudd blot, en Kanal, –
som en Livsensflod vilde Vandene skylle
ind gjennem Svælget og Ørken fylde!
Snart vilde hele den glødende Grav
ligge der frisk som et kruset Hav.
Oaserne vilde som Øer sig højne,
Atlas grønnes som Fjeldkyst mod Nord;
Sejlere vilde, som Fugle forfløjne,
skjære mod Syd Karavanernes Spor.
Livende Luft vilde sprede de kvalme
Dunster, og Dugg vilde drysse fra Sky;
Folk vilde bygge sig By ved By,
og Græs vilde gro om den svajende Palme.
Landet i Syd bag Saharas Mur
blev till et Kystland med frisk Kultur.
Damp vilde drive Tombuktus Fabrikker;
Bornu blev koloniseret med Il;
opp gjennem Habes foer Forskeren sikker
Faksimile
s. 143
i sin Waggon till den øvre Nil.
Midt i mit Hav, paa en fed Oase,
vil jeg forplante den norske Race;
det dølske Blod er jo kongeligt næsten;
arabisk Krydsning vil gjøre Resten.
Rundt om en Vik paa en stigende Strand
faar jeg lægge Peeropolis, Hovedstaden.
Verden er aflæggs! Nu kommer Raden
till Gyntiana, mit unge Land!
(springer opp.)
Bare Kapitaler, saa er det gjort. –
En Nøgle af Guld till Havets Port!
Korstog mod Døden! Den griske Puger
skal aabne for Sækken, der han ligger og ruger.
For Frihed sværmes i alle Lande; –
som Asnet i Arken vil jeg sende et Raab
over Verden og bringe Befrielsens Daab
till de dejlige, bundne, vordende Strande.
Jeg maa frem! Kapitaler i Øst eller Vest!
Mit Rige, – mit halve Rige for en Hest!
(Hesten vrinsker i Fjeldkløften.)
En Hest! Og Klædning! – Og Smykker, – og Værge!
(gaar nærmere.)
Umuligt! Jo, virkelig –! Hvad? Jeg har læst
etsteds at Viljen kan flytte Bjerge; –
men at den ogsaa kunde flytte en Hest –?
Vaas! Det er Faktum, at her staar Hesten; –
ab esse ad posse og saa videre forresten –.
(trækker Klædningen udenpaa og ser ned over sig.)
Sir Peter, – og Tyrk fra Topp till Rod!
Faksimile
s. 144
Nej, en ved aldrig, hvad der kan hændes. –
Rapp dig, Grane, min Ganger god!
(stiger i Sadlen.)
Guldtøffel till at støtte min Fod! –
Paa Ridestellet skal Storfolk kjendes!
(han galopperer ind i Ørken.)
(Telt hos en Araberhøvding, ensomt paa en Oase.)
(Peer Gynt i sin østerlandske Dragt hvilende paa Hynder. Han drikker
Kaffe og røger af en lang Pibe. Anitra og en Flok Piger danser og
synger for ham.)
Kaffe og røger af en lang Pibe. Anitra og en Flok Piger danser og
synger for ham.)
Pigernes Kor.
Profeten er kommen!
Profeten, Herren, den alting vidende,
till os, till os er han kommen
over Sandhavet ridende!
Profeten, Herren, den aldrig fejlende,
till os, till os er han kommen
gjennem Sandhavet sejlende!
Rør Fløjten og Trommen;
Profeten, Profeten er kommen!
Anitra.
Hans Ganger er Mælken, den hvide,
som strømmer i Paradisets Floder.
Bøj eders Knæ! Sænk eders Hoder!
Hans Øjne er Stjerner, blinkende, blide.
Intet Jordbarn dog taaler
Glansens Glans af de Stjerners Straaler!
Faksimile
s. 145
Gjennem Ørken han kom.
Guld og Perler sprang frem paa hans Bryst.
Hvor han red blev det lyst.
Bag ham blev Mørke;
bag ham foer Samum og Tørke.
Han, den herlige, kom!
Gjennem Ørken han kom,
som en Jordsøn pyntet.
Kaba, Kaba staar tom; –
han har selv forkyndt det!
Pigernes Kor.
Rør Fløjten og Trommen;
Profeten, Profeten er kommen!
(Pigerne danser under dæmpet Musik.)
Peer Gynt.
Jeg har læst paa Trykk – og Sattsen er sand –
«ingen blir Profet i sit eget Land.» –
Dette her, det huger mig meget bedre,
end Livet histover blandt Charlestowns Rhedre.
Der var noget hult i den hele Sag,
noget fremmed paa Bunden, noget uklart bag; –
jeg følte mig aldrig hjemme i Laget,
og aldrig rigtig som Mand af Faget.
Hvad vilde jeg ogsaa paa den Gallej?
Rode og rode i Forrettningsbingen.
Naar jeg tænker mig om, jeg fatter det ej; –
det traf sig saa; det er hele Tingen. –
Være sig selv paa Grundlag af Guld,
det er som at bygge sit Hus paa Sandet.
For Uhr og for Ring og for alt det andet
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
10
Faksimile
s. 146
loggrer de Godtfolk og kryber i Muld;
de løfter paa Hatten for Brystnaal-Kronen;
men Ring eller Naal er jo ikke Personen. –
Profet; se, det er en klarere Stilling.
Da ved man dog paa hvad Fod man staar.
Slaar man an, saa er det en selv, som faar
Ovationen, og ej ens Pundsterling og Shilling.
Man er, hvad man er, foruden Snakk;
man skylder ej Slump eller Tillfælde Takk,
og støtter sig ej till Patent og Bevilling. –
Profet; ja, det er noget for mig.
Og jeg blev det saa inderlig uforvarende, –
blot ved at komme gjennem Ørken farende
og træffe Naturens Børn paa min Vej.
Profeten var kommen; den Sag var klar.
Det var saamen ikke min Agt at bedrage –;
der er Forskjell paa Løgn og profetisk Svar;
og jeg kan jo altid træde tillbage.
Jeg er ikke bunden; det er ikke værre –;
det hele er, saa at sige, privat;
jeg kan gaa, som jeg kom; min Hest staar parat;
kort sagt, jeg er Situationens Herre.
Anitra
(nærmer sig fra Indgangen.)
(nærmer sig fra Indgangen.)
Profet og Hersker!
Peer Gynt.
Hvad vil min Slavinde?
Anitra.
Ventende for Teltet staar Slettens Sønner;
de beder at faa skue dit Ansigt –
Faksimile
s. 147
Peer Gynt.
Stopp!
Sig dem, de kan i Afstand troppe opp;
sig dem, jeg hører i Afstand deres Bønner.
Lægg till, jeg taaler ingen Mandfolk herinde!
Mændene, Barn, er en skrøbelig Slægt, –
rett hvad man kalder nogle arrige Skarn!
Anitra, du kan ikke tænke dig, hvor frækkt
de har snydt – hm; jeg mener syndet, mit Barn! –
Naa; det var nu det! Dans for mig, Kvinder!
Profeten vil glemme sine ærgerlige Minder.
Pigerne
(dansende).
(dansende).
Profeten er god! Profeten er bedrøvet
for det onde, som Støvets Sønner har øvet!
Profeten er mild; hans Mildhed være priset;
han aabner for Synderne Paradiset!
Peer Gynt
(idet hans Øjne følger Anitra under Dansen).
(idet hans Øjne følger Anitra under Dansen).
Benene gaar som Trommestikker raske.
Ej! Hun er sandelig lækker, den Taske.
Hun har noget extravagante Former, –
ikke ganske stemmende med Skjønhedens Normer;
men hvad er Skjønhed? En Vedtægt kun, –
en Mynt, som er gangbar till Sted og Stund.
Og just det extravagante behager,
naar man har tillbunds det normale nydt.
I det lovbundne blir man for Rusen snydt.
Enten yderlig fyldig, eller yderlig mager;
enten ængstende ung, eller skræmmende gammel; –
10*
Faksimile
s. 148
det middels gjør vammel. –
Hendes Fødder, – de er ikke ganske rene;
ikke Armene heller; især den ene.
Men det er igrunden ingen Forringelse.
Jeg vil snarere kalde det en Betingelse – –
Anitra, hør her!
Anitra
(nærmer sig).
(nærmer sig).
Din Slavinde har hørt!
Peer Gynt.
Du er lokkende, Barn! Profeten er rørt.
Vil du ikke tro mig, saa fornem Beviset; –
jeg gjør dig till Houri i Paradiset!
Anitra.
Umuligt, Herre!
Peer Gynt.
Hvad? Tror du, jeg væver?
Det er ramme Alvor, saa sandt jeg lever!
Anitra.
Men jeg har ingen Sjæl.
Peer Gynt.
Saa kanst du faa!
Anitra.
Hvorledes, Herre?
Peer Gynt.
Det maa jeg forstaa; –
jeg skal nok tage mig af din Oppdragelse.
Ingen Sjæl? Ja, ganske visst er du dum,
Faksimile
s. 149
som man siger. Jeg har mærket det med Beklagelse.
Men pytt; till en Sjæl har du altid Rum.
Kom her! Lad mig maale din Hjernekiste. –
Der er Plads; der er Plads; det var det, jeg vidste.
Sandt nok, – du vil aldrig komme till at stikke
synderlig dybt; nogen stor Sjæl faar du ikke; –
men, Skidt; det kan ogsaa være det samme; –
du skal faa saa meget, at du ikke staar tillskamme – –
Anitra.
Profeten er god – –
Peer Gynt.
Du nøler? Tal!
Anitra.
Men jeg ønsked heller –
Peer Gynt.
Snakk væk uden Dvælen!
Anitra.
Jeg bryder mig ikke saa meget om Sjælen; –
giv mig heller –
Peer Gynt.
Hvilket?
Anitra
(peger paa hans Turban).
(peger paa hans Turban).
Hin skjønne Opal!
Peer Gynt
(henrykkt, idet han rækker hende Smykket).
(henrykkt, idet han rækker hende Smykket).
Anitra! Evas naturlige Datter!
Magnetisk jeg drages; thi jeg er Mand,
Faksimile
s. 150
og, som der staar hos en agtet Forfatter:
«das ewig weibliche ziehet uns an!»
(Maaneskinsnatt. Palmelund udenfor Anitras Telt.)
(Peer Gynt med en arabisk Luth i Haanden sidder under et Træ. Hans
Skjægg og Haar er studset; han ser betydeligt yngre ud.)
Skjægg og Haar er studset; han ser betydeligt yngre ud.)
Peer Gynt
(spiller og synger).
(spiller og synger).
Jeg stængte for mit Paradis
og tog dets Nøgle med.
Det bar tillhavs for nordlig Bris,
mens skjønne Kvinder sit Forlis
paa Havsens Strand begræd.
Mod Syd, mod Syd skar Kjølens Flugt
de salte Strømmes Vand.
Hvor Palmen svajer stolt og smukt,
i Krans om Oceanets Bugt,
jeg stak mit Skib i Brand.
Ombord jeg steg paa Slettens Skib,
et Skib paa fire Ben.
Det skummed under Piskens Hieb; –
jeg er en flygtig Fugl; o, grib, –
jeg kviddrer paa en Gren!
Anitra, du er Palmens Most;
det maa jeg sande nu!
Ja, selv Angoragjedens Ost
er næppe halvt saa sød en Kost,
Anitra, ak, som du!
(hænger Luthen over Skuldren og kommer nærmere.)
Stillhed! Mon den fagre lytter?
Faksimile
s. 151
Har hun hørt mit lille Digt?
Mon hun bag Gardinet glytter,
udrappert af Slør og sligt? –
Hyss! Det klang jo, som om Korken
voldsomt af en Flaske sprang!
Nu igjen! Og end en Gang!
Er det Elskovssukk? Nej, Sang; –
Nej, det er en hørbar Snorken. –
Sød Musik! Anitra sover.
Nattergal, hold opp at slaa!
Alslags Ufærd skal du faa,
hvis med Klukk og Klunk du vover – –
Dog, som skrevet staar, lad gaa!
Nattergalen er en Sanger;
ak, jeg selv er ligesaa.
Han, som jeg, med Toner fanger
Hjerter, ømme, bløde, smaa.
Skabt for Sang er Natten sval;
Sangen er vor fælles Sfære;
det, at synge, er at være
os, Peer Gynt og Nattergal.
Og just det, at Pigen sover,
er min Elskovslykkes Tipp; –
det, at spidse Læben over
Bægret uden mindste Nipp – –;
men der er hun jo, minsæl!
Bedst, hun kom, alligevel.
Anitra
(fra Teltet).
(fra Teltet).
Herre, kalder du i Natten?
Faksimile
s. 152
Peer Gynt.
Ja saamen; Profeten kalder.
Jeg blev vækket før af Katten
ved et voldsomt Jagtrabalder –
Anitra.
Ak, det var ej Jagtlarm, Herre;
det var noget meget værre.
Peer Gynt.
Hvilket da?
Anitra.
O, skaan mig!
Peer Gynt.
Tal!
Anitra.
O, jeg rødmer –
Peer Gynt
(nærmere).
(nærmere).
Var det kanske
hvad der fyldte mig saa ganske,
da jeg gav dig min Opal?
Anitra
(forskrækket).
(forskrækket).
Ligne dig, o, Verdens Skatt,
med en ækkel gammel Katt!
Peer Gynt.
Barn, fra Elskovs Standpunkt set,
kan en Hankatt og Profet
komme hartad ud paa et.
Anitra.
Herre, Spøgens Honning strømmer
fra din Læbe.
Faksimile
s. 153
Peer Gynt.
Lille Ven;
du, som andre Piger, dømmer
Skorpen kun af store Mænd.
Jeg er spøgefuld igrunden,
og paa Tomandshaand især.
Af min Stilling er jeg bunden
till en Maskes Alvorsskjær;
Dagens Pligter gjør mig tvungen;
alt det Regnskab og Besvær,
som jeg har med en og hver,
gjør mig tidt profetisk tvær;
men det ligger kun paa Tungen. –
Væk med Vaas! I Tetatet'en
er jeg Peer, – ja, den, jeg er.
Hej, nu jager vi Profeten;
og mig selv, mig har du her!
(sætter sig under et Træ og drager hende till sig.)
Kom, Anitra; vi vil hvile
under Palmens grønne Vifte!
Jeg skal hviske, du skal smile;
siden vil vi Roller skifte;
da skal dine Læber friske,
mens jeg smiler, Elskov hviske!
Anitra
(lægger sig for hans Fødder).
(lægger sig for hans Fødder).
Hvert dit Ord er sødt som Sange,
skjønt jeg lidt kun deraf fatter.
Herre, svar mig, kan din Datter,
ved at lytte, Sjælen fange?
Faksimile
s. 154
Peer Gynt.
Sjælen, Aandens Lys og Viden
skal du nok bekomme siden.
Naar i Øst paa Rosenstrimer
prentes gyldent: her er Dagen, –
da, min Tøs, da gier jeg Timer;
du skal nok bli veloppdragen.
Men i Nattens lune Stille
var det dumt, ifald jeg vilde
med en luvslidt Visdoms Rester
træde opp som Skolemester. –
Sjælen er jo ikke heller,
rett betragtet, Hovedsagen.
Det er Hjertet, som det gjælder.
Anitra.
Tal, o, Herre! Naar du taler,
ser jeg Glimt, som af Opaler!
Peer Gynt.
Kløgt, paa Spidsen satt, er Dumhed;
Fejgheds Knopp, i Blomst, er Grumhed;
Sandhed i sin Overdrift
er en bagvendt Visdomsskrift.
Ja, mit Barn, – jeg er forsvoren,
som en Hund, hvis ej der gaar
sjælsforædte Folk paa Jorden,
som till Klarhed tungvindt naaer.
Jeg har kjendt en saadan Kropp,
Perlen i den hele Tropp;
og selv han tog fejl af Maalet,
misted Meningen i Skraalet. –
Faksimile
s. 155
Ser du Ørken om Oasen?
Hvis jeg blot min Turban svinger,
Verdenshavets Flod jeg tvinger
till at fylde hele Stadsen.
Men jeg var en Dompap-Pande,
hvis jeg skabte Hav og Lande.
Ved du, hvad det er at leve?
Anitra.
Lær mig det!
Peer Gynt.
Det er at svæve
tørrskod nedad Tidens Elv,
helt og holdent som sig selv.
Kun i Mandskraft kan jeg være
den, jeg er, min lille kjære!
Gammel Ørn sin Fjærham fælder,
gammel Støder gaar og hælder,
gammel Kjærring mister Tænder,
gammel Knark faar vissne Hænder, –
hver og en faar vissen Sjæl.
Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,
som en Sultan, hed og hel, –
ej paa Gyntianas Banker,
under Palmeløv og Ranker, –
men, paa Grundlag af det færske,
i en Kvindes Jomfru-Tanker. –
Ser du nu, min lille Pige,
hvi jeg har dig naadigst daaret, –
hvi jeg har dit Hjerte kaaret,
grundlagt, om jeg saa maa sige,
Faksimile
s. 156
der mit Væsens Kalifat?
Jeg vil eje dine Længsler.
Voldsmagt i min Elskovs Stat!
Du skal være min alene.
Jeg vil være den, der fængsler
dig, som Guld og Ædelstene.
Skilles vi, er Livet omme, –
ja, for din Part, notabene!
Hele du, hver Trevl og Tomme,
uden Vilje, ja, og nej,
vil jeg vide fyldt af mig.
Dine Lokkers Midnattsgaver,
alt, hvad yndigt er at nævne,
skal, som babylonske Haver,
vinke mig till Sultanstævne.
Derfor er det brav igrunden
med dit tomme Pandehvælv.
Har man Sjæl, saa er man bunden
i Betragtning af sig selv.
Hør, imens vi just er ved det; –
hvis du vil, du skal, min Tro,
faa en Ring om Ankelledet; –
det blir bedst for begge to;
jeg taer Plads i Sjælestedet,
og forøvrigt – status quo.
(Anitra snorker.)
Hvad? Hun sover! Er det gledet
Hus forbi, hvad jeg har sagt? –
Nej; det stempler just min Magt,
at hun flyder bort i Drømme
Faksimile
s. 157
paa min Elskovstales Strømme.
(rejser sig og lægger Smykker i hendes Skjød.)
Her er Søljer! Her er fler!
Sov, Anitra! Drøm om Peer – –
Sov! Isøvne har du Kronen
paa din Kejsers Pande satt!
Sejr paa Grundlag af Personen
vandt Peer Gynt i denne Natt.
(Karavanvej. Oasen langt tillbage i det fjerne.)
(Peer Gynt, paa sin hvide Hest, jager gjennem Ørken. Han har
Anitra foran sig paa Sadelknappen.)
Anitra foran sig paa Sadelknappen.)
Anitra.
Lad være; jeg bider!
Peer Gynt.
Du lille Skalk!
Anitra.
Hvad vil du?
Peer Gynt.
Vil? Lege Due og Falk!
Føre dig bort! Gjøre gale Streger!
Anitra.
Skam dig! En gammel Profet –!
Peer Gynt.
Aa, Vaas!
Profeten er ikke gammel, din Gaas!
Synes du dette paa Alderdom peger?
Anitra.
Slipp! Jeg vil hjem!
Faksimile
s. 158
Peer Gynt.
Nu er du kokett!
Tænk, hjem! Till Svigerfaer! Det var nett!
Vi gale Fugle, af Buret fløjne,
tør aldrig mere komme ham for Øjne.
Desuden, min Unge, paa samme Sted
bør man ikke for længere Tid slaa sig ned;
man mister i Agt, hvad man vinder i Kjendskab; –
især, naar man kommer som Profet eller sligt.
Flygtigt skal man vise sig, gaa som et Digt.
Det var s'gu paa Tid at Besøget fik Endskab.
Det er vakklende Sjæle, disse Slettens Sønner; –
tillslut vanked hverken Virak eller Bønner.
Anitra.
Ja, men er du Profet?
Peer Gynt.
Jeg er din Kejser!
(vil kysse hende.)
Nej se, hvor den lille Hakkespætt knejser!
Anitra.
Giv mig den Ring, som sidder paa din Finger.
Peer Gynt.
Tag, søde Anitra, det hele Pøjt!
Anitra.
Dine Ord er Sange! Lifligt de klinger!
Peer Gynt.
Saligt, at vide sig elsket saa højt!
Jeg vil af! Jeg vil lede Hesten, som din Slave!
(rækker hende Ridepisken og stiger af.)
Se saa, min Rose, min dejlige Blomst;
Faksimile
s. 159
her vil jeg gaa i Sandet og kave
till jeg rammes af et Solstikk og faar min Bekomst.
Jeg er ung, Anitra; hav det for Øje!
Du faar ikke veje mine Fagter saa nøje.
Spas og Spilopper er Ungdoms Kriterium!
Hvis altsaa ikke din Aand var saa tung,
saa vilde du skjønne, min yndige Nerium, –
din Elsker gjør Spilopper, – ergo er han ung!
Anitra.
Ja, du er ung. Har du flere Ringe?
Peer Gynt.
Ikke sandt? Der; grams! Som en Bukk kan jeg springe!
Var her Vinløv i Nærheden, skulde jeg mig kranse.
Ja minsæl er jeg ung! Hej, jeg vil danse!
(danser og synger.)
Jeg er en lyksalig Hane!
Hakk mig, min lille Tippe!
Ej! Hopp! Lad mig trippe; –
jeg er en lyksalig Hane!
Anitra.
Du sveder, Profet; jeg er angst du skal smelte; –
rækk mig det tunge, som dingler i dit Bælte.
Peer Gynt.
Ømme Bekymring! Bær Pungen for stedse; –
uden Guld er elskende Hjerter tillfredse!
(danser og synger igjen.)
Unge Peer Gynt er en Galfrands; –
han ved ikke paa hvad Fod han vil staa.
Pytt, sa'e Peer; – pytt, lad gaa!
Unge Peer Gynt er en Galfrands!
Faksimile
s. 160
Anitra.
Frydfuldt, naar Profeten i Dansen træder!
Peer Gynt.
Visvas med Profeten! – Lad os bytte Klæder!
Hejsan! Trækk ud!
Anitra.
Din Kaftan blev for lang,
din Livgjord for vid og din Strømpe for trang –
Peer Gynt.
Eh bien!
(knæler.)
Men gjør mig en hæftig Sorg; –
det er sødt for elskende Hjerter at lide!
Hør, naar vi kommer hjem till min Borg –
Anitra.
Till dit Paradis; – har vi langt at ride?
Peer Gynt.
Aa, en tusende Mile –
Anitra.
Forlangt!
Peer Gynt.
O, hør; –
du skal faa den Sjæl, som jeg lovte dig før –
Anitra.
Ja, Takk; jeg hjælper mig uden Sjæl.
Men du bad om en Sorg –
Peer Gynt
(rejser sig).
(rejser sig).
Ja, Død og Plage!
En voldsom, men kort, – for en to-tre Dage!
Faksimile
s. 161
Anitra.
Anitra lyder Profeten! – Farvel!
(hun smækker ham et dygtigt Rapp over Fingrene og jager i flyvende Galopp
tillbage gjennem Ørken.)
Peer Gynt
(staar en lang Stund som lynslagen).
(staar en lang Stund som lynslagen).
Naa, saa skulde da ogsaa – – –!
(Samme Sted. En Time senere.)
(Peer Gynt, adstadig og betænksom, trækker Tyrkeklæderne af, Stykke
for Stykke. Tillsidst tager han sin lille Rejsehue opp af Frakkelommen, sætter
den paa, og staar atter i sin europæiske Dragt.)
for Stykke. Tillsidst tager han sin lille Rejsehue opp af Frakkelommen, sætter
den paa, og staar atter i sin europæiske Dragt.)
Peer Gynt
(idet han kaster Turbanen langt fra sig).
(idet han kaster Turbanen langt fra sig).
Der ligger Tyrken, og her staar jeg! –
Dette hedenske Væsen duer s'gu ej.
Det var heldigt, det kun var i Klæderne baaret,
og ej, som man siger, i Kjødet skaaret. –
Hvad vilde jeg ogsaa paa den Gallej?
En staar sig dog bedst paa at leve som Kristen,
vrage Paafuglhabittens Pral,
støtte sin Færd till Lov og Moral,
være sig selv og faa sig tillsidst en
Tale ved Graven og Kranse paa Kisten.
(gaar nogle Skridt.)
Den Taske; – hun var paa et hængende Haar
ifærd med at gjøre mig Hodet kruset.
Jeg vil være et Trold, ifald jeg forstaar,
hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset.
Naa; godt, det fik Slut! Var Spasen dreven
et Skridt endnu, var jeg latterlig bleven. –
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
11
Faksimile
s. 162
Jeg har fejlet. Ja; – men det er dog en Trøst,
at jeg fejled paa Grundlag af Stillingens Brøst.
Det var ikke selve Personen, der faldt.
Det er egentlig dette profetiske Levnet,
saa ganske blottet for Virksomheds Salt,
som har sig med Smagløsheds Kvalmer hævnet.
En daarlig Bestilling at være Profet!
I Embedets Medfør skal man gaa som i Taagen;
profetisk taget man flux er Bét,
saa saare man ter sig ædru og vaagen.
For saa vidt har jeg gjort Stillingen Fyldest,
netopp ved at bringe den Gaas min Hyldest.
Men, ikke desmindre –
(brister i Latter.)
Hm, tænke sig till!
Ville stoppe Tiden ved at trippe og danse!
Ville stride mod Strømmen ved at svinge og svanse!
Spille paa Strengeleg, kjæle og sukke,
og ende som en Hane – med at lade sig plukke.
Den Adfærd kan kaldes profetisk vild. –
Ja; plukke! – Tvi; jeg er plukket slemt!
Naa; lidt har jeg rigtignok i Baghaanden gjemt;
jeg har noget i Amerika, noget i Lommen;
er altsaa ikke helt paa Fantestien kommen. –
Og dette middels er igrunden bedst.
Nu er jeg ikke bunden af Kudsk eller Hest;
jeg har ingen Besvær med Kuffert og Kjærre;
kort sagt, som man siger, jeg er Stillingens Herre. –
Hvilken Vej bør jeg vælge? Mangen Vej staar mig aaben;
og i Valget kjender man Vismand fra Taaben.
Faksimile
s. 163
Mit Forrettningsliv er et sluttet Kapitel;
min Kjærlighedsleg er en aflagt Kittel.
Till Krebsegang føler jeg ingen Drift.
«Atter og fram, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt», –
saa tror jeg der staar i et aandrigt Skrift. –
Altsaa noget nytt; en forædlet Færd;
et Formaal, som er Møjen og Pengene værd.
Om jeg skrev mit Levnet uden Fordølgelse, –
en Bog till Vejledning og Efterfølgelse?
Eller, bi –! Jeg har Tiden ganske till Raadighed; –
hvad, om jeg som en rejsende Lærd
studerte de henfarne Tiders Graadighed?
Isandhed, ja; det er noget for mig!
Krøniker læste jeg alt som liden,
og har ogsaa dyrket den Videnskab siden. –
Jeg vil følge Menneskeslægtens Vej!
Jeg vil svømme som en Fjær paa Historiens Strøm,
leve den opp igjen, som i en Drøm, –
se Heltenes Kampe for stort og godt,
men i sikker Behold, som Tillskuer blott, –
se Tænkerne falde, Martyrerne bløde,
se Riger grundes og Riger forgaa, –
se Verdensepoker slaa ud af det smaa;
kort sagt, jeg vil skumme Historiens Fløde. –
Jeg faar se at faa Tag i et Bind af Becker,
og rejse kronologisk saa langt jeg rækker. –
Vel sandt, – min Forkundskab er ikke grundig,
og Historiens indre Mekanik underfundig; –
men pytt; hvor Udgangspunktet er galest,
11*
Faksimile
s. 164
blir tidt Resultatet originalest. – –
Hvor løftende dog, at sætte sig et Maal,
og drive det igjennem som Flint og Staal!
(stille bevæget.)
Bryde, paa alle Kanter og Ender,
de Baand, som binder till Hjemstavn og Venner, –
sprænge i Luften sin Rigdoms Skatt, –
sige sin Kjærlighedslykke Godnatt, –
alt, for at finde det sandes Mysterium, –
(tørrer en Taare af Øjet.)
det er den ægte Forskers Kriterium! –
Jeg føler mig lykkelig over al Maade.
Nu har jeg løst min Bestemmelses Gaade.
Nu bare holde ud i tykkt og i tyndt!
Det er vel tillgiveligt om jeg knejser
og føler mig selv, som Manden Peer Gynt,
ogsaa kaldt Menneskelivets Kejser. –
Det svundnes Facit og Sum vil jeg eje;
aldrig slide de levendes Veje; –
Samtiden er ej en Skosaale værd;
baade troløs og margløs er Mændenes Færd;
deres Aand har ej Flugt, deres Daad ej Vægt; – –
(trækker paa Skulderen.)
og Kvinderne, – det er en skrøbelig Slægt!
(han gaar.)
(Sommerdag. Højt oppe mod Nord. En Hytte i Storskogen. Aaben Dør
med en stor Trælaas. Rensdyrhorn over Døren. En Flok Gjeder ved Husvæggen.)
med en stor Trælaas. Rensdyrhorn over Døren. En Flok Gjeder ved Husvæggen.)
(En middelaldrende Kvinde, lys og smuk, sidder og spinder uden-
for i Solskinnet.)
for i Solskinnet.)
Kvinden
(kaster et Øje nedover Vejen og synger):
(kaster et Øje nedover Vejen og synger):
Kanske vil der gaa baade Vinter og Vaar,
Faksimile
s. 165
og næste Sommer med, og det hele Aar; –
men engang vil du komme, det ved jeg visst;
og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.
(lokker paa Gjederne, spinder og synger igjen.)
Gud styrke dig hvor du i Verden gaar!
Gud glæde dig, hvis du for hans Fodskammel staar!
Her skal jeg vente till du kommer igjen;
og venter du hisstoppe, vi træffes der, min Ven!
(I Ægypten. Morgendæmring. Memnonstøtten staar i Sandet.)
(Peer Gynt kommer gaaende og ser sig en Stund omkring.)
Peer Gynt.
Her kunde jeg passelig begynde min Vandring. –
Nu er jeg altsaa Ægypter till Forandring;
men Ægypter paa Grundlag af det gyntske jeg.
Siden till Assyrien jeg lægger ivej.
Helt at begynde med Verdens Skabelse,
det vilde bare lede till Fortabelse; –
jeg vil ganske gaa udenom Bibelhistorien;
jeg finder jo altid dens verdslige Spor igjen;
og at se den, som man siger, i Sømmene efter,
ligger udenfor baade min Plan og mine Kræfter.
(sætter sig paa en Sten.)
Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig,
till Støtten med sin vanlige Morgensang er færdig.
Efter Frokosten klyver jeg opp paa Pyramiden;
faar jeg Tid, vil jeg granske den indeni siden.
Derpaa till-lands om det røde Hav;
kanske kan jeg finde Kong Potifars Grav. –
Saa er jeg Asiater. I Babylon jeg søger
Faksimile
s. 166
de rygtbare hængende Haver og Skjøger, –
det vil sige, de vigtigste Spor af Kultur.
Og saa med et Spring till Trojas Mur.
Fra Troja gaar der jo Sjøvej direkte
over till det herlige gamle Athen; –
der vil jeg paa Aastedet, Sten for Sten,
befare det Pass, som Leonidas dækkte; –
jeg vil gjøre mig fortrolig med de bedre Filosofer,
finde Fængslet, hvor Sokrates døde som Offer – –;
nej, det er s'gu sandt, – der er Krig for Tiden –!
Ja, saa faar Hellenismen ligge till siden.
(ser paa sit Uhr.)
Det er dog for galt, hvor længe det varer,
før Solen rinder. Min Tid er knapp.
Altsaa, fra Troja; – det var der jeg slapp – –
(rejser sig og lytter.)
Hvad er det for en underlig Susning, som farer –?
(Soloppgang.)
Memnonstøtten
(synger):
(synger):
Af Halvgudens Aske stiger foryngende
Fugle syngende.
Zeus, den alvidende,
skabte dem stridende.
Visdomsugle,
Hvor sover mine Fugle?
Du maa dø eller raade
Sangens Gaade!
Peer Gynt.
Sandfærdig, – mener jeg ikke der gik
Faksimile
s. 167
fra Støtten en Lyd! Det var Fortidsmusik.
Jeg hørte Stenrøstens Stigning og Sænkning. –
Jeg vil skrive det opp till de Lærdes Betænkning.
(noterer i Lommebogen.)
«Støtten sang. Jeg hørte tydeligt Klangen,
men forstod ikke rigtig Texten till Sangen.
Det hele var naturligvis Sansebedrag. –
Ellers intet af Vægt observeret idag.»
(gaar vidre.)
(Ved Landsbyen Gizeh. Den store Sfinx udhuggen af Klippen. Langt borte
Kairos Spir og Minaretter.)
Kairos Spir og Minaretter.)
(Peer Gynt kommer; han betragter Sfinxen oppmærksomt, snart gjennem
Lorgnetten, snart gjennem den hule Haand.)
Lorgnetten, snart gjennem den hule Haand.)
Peer Gynt.
Nej, hvor i Alverden har jeg truffet før
noget halvglemt, som minder om dette Skabilken?
For truffet det, har jeg, – i Nord eller Sør.
Var det en Person? Og, i saa Fald, hvilken?
Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind,
ligned de saakaldte Dovregubber,
slig, som han sad der, stiv og stind,
med Enden plantet paa Søjlestubber.
Men dette underlige Krydsningsdyr,
denne Bytting, paa engang Løve og Kvinde, –
har jeg ogsaa ham fra et Eventyr?
Eller har jeg ham fra et virkeligt Minde?
Fra et Eventyr? Ho, nu husker jeg Kallen!
Det er s'gu Bøjgen, som jeg slog i Skallen, –
det vil sige, jeg drømte, – for jeg laa i Feber. –
(gaar nærmere.)
Faksimile
s. 168
De selvsamme Øjne; de selvsamme Læber; –
ikke fuldt saa dorsk; lidt mere forslagen;
men ellers den samme i Hovedsagen. –
Ja saa da, Bøjg; du ligner en Løve,
naar en ser dig bagfra og træffer dig om Dagen!
Kan du endnu Gaader? Det skal vi prøve.
Nu faar vi se om du svarer som sidst, du!
(raaber mod Sfinxen.)
Hej, Bøjg, hvem er du?
En Stemme
(bag Sfinxen).
(bag Sfinxen).
Ach, Sfinx, wer bist du?
Peer Gynt.
Hvad! Ekkoet bryder paa Tydsk! Mærkværdigt!
Stemmen.
Wer bist du?
Peer Gynt.
Det taler jo Sproget færdigt!
Den Observation er ny og min.
(noterer i Bogen.)
«Ekko paa Tydsk. Dialekt fra Berlin.»
(Begriffenfeldt kommer frem bag Sfinxen.)
Begriffenfeldt.
Et Menneske!
Peer Gynt.
Naa; det er ham, som prater.
(noterer igjen.)
«Kom senerehen till andre Resultater.»
Begriffenfeldt
(under alleslags urolige Fagter).
(under alleslags urolige Fagter).
Min Herre, undskyld –! En Lebensfrage –!
Hvad fører Dem just idag herhen?
Faksimile
s. 169
Peer Gynt.
En Visit. Jeg hilser paa en Ungdomsven.
Begriffenfeldt.
Hvad? Sfinxen –?
Peer Gynt
(nikker).
(nikker).
Jeg har kjendt ham i gamle Dage.
Begriffenfeldt.
Famost! – Og det efter denne Natt!
Min Pande hamrer! Den er nærved at revne!
De kjender ham, Mand? Tal! Svar! Kan De nævne,
hvad han er?
Peer Gynt.
Hvad han er? Ja, det kan jeg glatt.
Han er sig selv.
Begriffenfeldt
(med et Spring).
(med et Spring).
Ha, Livsgaaden glindste
som Lyn for mit Syn! – Det er visst, at han er
sig selv?
Peer Gynt.
Ja, saa siger han idetmindste.
Begriffenfeldt.
Sig selv! Omvæltningens Stund er nær!
(tager Hatten af.)
Deres Navn, min Herre?
Peer Gynt.
Jeg er døbt Peer Gynt.
Faksimile
s. 170
Begriffenfeldt
(med stille Beundring).
(med stille Beundring).
Peer Gynt! Allegorisk! Det var at vente. –
Peer Gynt? Det vil sige: det ubekjendte, –
det kommende, hvis Komme var mig forkyndt –
Peer Gynt.
Nej, virkelig? Og nu er De her for at hente –?
Begriffenfeldt.
Peer Gynt! Dybsindig! Gaadefuld! Hvass!
Hvert Ord er ligesom en bundløs Lære!
Hvad er De?
Peer Gynt
(beskeden).
(beskeden).
Jeg har altid prøvet at være
mig selv. Forøvrigt er her mit Pass.
Begriffenfeldt.
Atter det gaadefulde Ord paa Bunden!
(griber ham om Haandledet.)
Till Kairo! Fortolkernes Kejser er funden!
Peer Gynt.
Kejser?
Begriffenfeldt.
Kom!
Peer Gynt.
Er jeg virkelig kjendt –?
Begriffenfeldt
(idet han trækker ham med sig).
(idet han trækker ham med sig).
Fortolkernes Kejser – paa selvets Fundament!
Faksimile
s. 171
(I Kairo. Et stort Gaardsrum med høje Mure og Byggninger omkring.
Gittervinduer; Jernbure.)
Gittervinduer; Jernbure.)
(Tre Vogtere i Gaarden. En fjerde kommer.)
Den kommende.
Schafmann; sig mig, hvor er Direktøren?
En Vogter.
Kjørt ud imorges længe før Dag.
Første.
Jeg tror der er hændt ham en ærgerlig Sag;
thi inatt –
En anden.
Hyss, stille; der er han ved Døren!
(Begriffenfeldt fører Peer Gynt ind, laaser Porten og stikker Nøglen i
Lommen.)
Lommen.)
Peer Gynt
(for sig selv).
(for sig selv).
Isandhed, en yderst begavet Mand;
næsten alt, hvad han siger, gaar over ens Forstand.
(ser sig om.)
Saa dette her er de Lærdes Klubb?
Begriffenfeldt.
Her vil De finde dem, Rubb og Stubb; –
de halvfjerdsindstyve Fortolkeres Kreds;
den er nylig forøget med hundred og treds – –
(raaber paa Vogterne.)
Mikkel, Schlingelberg, Schafmann, Fuchs, –
ind i Burene med jer flux!
Vogterne.
Vi?
Faksimile
s. 172
Begriffenfeldt.
Hvem ellers? Afsted, afsted!
Naar Verden snurrer, saa snurrer vi med.
(tvinger dem ind i et Bur.)
Han er kommen imorges, den store Peer; –
I kan slutte jer till Resten, – jeg siger ikke mer.
(stænger Buret og kaster Nøglen i en Brønd.)
Peer Gynt.
Men, bedste Herr Doktor og Direktør –?
Begriffenfeldt.
Ingen af Delene! Jeg var det før – –
Herr Peer; kan De tie? Jeg maa give mig Luft –
Peer Gynt
(i stigende Uro).
(i stigende Uro).
Hvad er det?
Begriffenfeldt.
Lov mig, De ikke vil skjælve.
Peer Gynt.
Jeg skal prøve –
Begriffenfeldt
(trækker ham hen i et Hjørne og hvisker).
(trækker ham hen i et Hjørne og hvisker).
Den absolute Fornuft
afgik ved Døden iaftes Kl. 11.
Peer Gynt.
Gud fri mig –!
Begriffenfeldt.
Ja, det er yderst beklageligt.
Og i min Stilling, ser De, er det dobbelt ubehageligt;
Faksimile
s. 173
thi denne Anstalt gjaldt lige till det sidste
for en Daarekiste.
Peer Gynt.
En Daarekiste!
Begriffenfeldt.
Ikke nu, forstaar De!
Peer Gynt
(bleg og sagte).
(bleg og sagte).
Nu skjønner jeg Stedet!
Og Manden er gal; – og ingen ved det!
(trækker sig bort.)
Begriffenfeldt
(følger efter).
(følger efter).
Forøvrigt haaber jeg De har forstaaet?
Naar jeg kalder ham død, saa er det Væv.
Han er gaaet fra sig selv. Af sit Skind er han gaaet, –
akkurat som min Landsmand Münchhausens Ræv.
Peer Gynt.
Undskyld et Minut –
Begriffenfeldt
(holder paa ham).
(holder paa ham).
Nej, det var som en Aal; –
ikke som en Ræv. Gjennem Øjet en Naal; –
han sprælled paa Væggen – –
Peer Gynt.
Hvor finder jeg Frelsen!
Begriffenfeldt.
Rundt om Halsen et Snitt og saa, vips, af Pelsen!
Faksimile
s. 174
Peer Gynt.
Forrykkt! Aldeles fra Vid og Sans!
Begriffenfeldt.
Nu er det klart, og det la'er sig ikke dølge, –
denne Fra-sig-Gaaen vil have till Følge
en hel Omvæltning till Lands og Vands.
De Personligheder, som før kaldtes gale,
blev nemlig iaftes Kl. 11 normale,
konforme med Fornuften i dens nye Fase.
Og ser man endvidre paa Sagen rett,
er det klart at fra nyssnævnte Klokkeslett
begyndte de saakaldt kloge at rase.
Peer Gynt.
De nævnte Klokken; min Tid er knapp –
Begriffenfeldt.
Deres Tid? Der gav De min Tanke et Rapp!
(aabner en Dør og raaber:)
Herud! Den vordende Tid er forkyndt!
Fornuften er død. Leve Peer Gynt!
Peer Gynt.
Nej, kjæreste Mand –!
(de afsindige kommer efterhaanden ud i Gaardsrummet.)
Begriffenfeldt.
God Mogen! Giv Møde,
og hils paa Befrielsens Morgenrøde!
Eders Kejser er kommen!
Peer Gynt.
Kejser?
Faksimile
s. 175
Begriffenfeldt.
Ja visst!
Peer Gynt.
Men Æren er saa stor, saa over al Maade –
Begriffenfeldt.
Ak, lad ingen falsk Beskedenhed raade
i en Stund som denne.
Peer Gynt.
Men und mig blot Frist –!
Nej, jeg duer s'gu ikke; jeg er rent fordummet!
Begriffenfeldt.
En Mand, som har Sfinxens Mening fornummet?
Som er sig selv?
Peer Gynt.
Ja, det er just Knuden.
Jeg er mig selv i et og i alt;
men her, saa vidt jeg forstod, det gjaldt
at være sig selv, saa at sige, foruden.
Begriffenfeldt.
Foruden? Nej, der taer De mærkelig fejl!
Her er man sig selv aldeles forbandet;
sig selv og ikke det ringeste andet; –
man gaar, som sig selv, for fulde Sejl.
Hver lukker sig inde i selvets Tønde,
i selvets Gjæring han dukker tillbunds, –
han stænger hermetisk med selvets Spunds
og tættner Træet i selvets Brønde.
Ingen har Graad for de andres Veer;
Faksimile
s. 176
ingen har Sans for de andres Ideer.
Os selv, det er vi i Tanken og Tonen,
os selv till Springbrættets yderste Rand, –
og følgelig, skal der en Kejser paa Tronen,
er det klart at De er den rette Mand.
Peer Gynt.
Aa, gid jeg var Fanden –!
Begriffenfeldt.
Nu ikke forknytt;
næsten alt i Verden er i Førstningen nytt.
«Sig selv»; – kom; her skal De se et Exempel;
jeg vælger det første det bedste iflæng –
(till en mørk Skikkelse.)
Goddag, Huhu! Naa, gaar du, min Dreng,
bestandig omkring med Græmmelsens Stempel?
Huhu.
Kan jeg andet vel, naar Folket
Slægt for Slægt dør ufortolket?
(till Peer Gynt.)
Du er fremmed; vil du høre?
Peer Gynt
(bukker).
(bukker).
Gudbevar's!
Huhu.
Saa laan mig Øre. –
Fjernt i Øst, som Krans om Pande,
staar de malebarske Strande.
Portugiser og Hollænder
Landet med Kultur bespænder.
Faksimile
s. 177
Desforuden boer der Skarer
af de ægte Malebarer.
Disse Folk har Sproget blandet; –
de er Herrer nu i Landet. –
Men i Tiden længst forgangen
raaded der Orangutangen.
Han var Skogens Mand og Herre;
frit han turde slaa og snærre.
Som Naturens Haand ham skabte,
saa han gren og saa han gabte.
Uforment han turde skrige;
han var Hersker i sit Rige. –
Ak, men saa kom Fremmedaaget
og forplumred Urskogs-Sproget.
Firehundredaarig Natten
ruged over Abekatten;
og man ved, saa lange Nætter
Landsens Folk i Stampe sætter. –
Skogens Urlyd er forstummet;
ikke længer blir der brummet; –
skal vi vore Tanker male,
maa det ske ved Hjælp af Tale.
Hvilken Tvang for alle Stænder!
Portugiser og Hollænder,
Blandingsracen, Malebaren,
hver er lige ilde faren. –
Jeg har prøvet paa at fægte
for vort Urskogs-Maal, det ægte, –
prøvet at belive Liget, –
hævdet Folkets Rett till Skriget, –
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
12
Faksimile
s. 178
skreget selv og paavist Trangen
till dets Brug i Folkesangen. –
Skralt man dog min Idrætt skatter. –
Nu, jeg tror, min Sorg du fatter.
Takk, at du har laant mig Øre; –
ved du Raad, saa lad mig høre!
Peer Gynt
(sagte).
(sagte).
Der staar skrevet: man faar tude
med de Ulve, som er ude.
(højt.)
Kjære Ven, saavidt jeg husker
findes i Marokko Busker,
hvor en Flok Orangutanger
lever uden Tolk og Sanger; –
deres Maal lød malebarisk; –
det var smukt og exemplarisk, –
dersom De, lig andre Standsmænd,
vandred ud till Gavn for Landsmænd –
Huhu.
Takk, at du har laant mig Øre; –
som du raader, vil jeg gjøre.
(med en stor Gebærde.)
Østen har forstødt sin Sanger!
Vesten har Orangutanger!
(han gaar.)
Begriffenfeldt.
Naa, var han sig selv? Jeg skulde det mene.
Af sit eget er han fyldt, og af det alene.
Han er sig i alt, hvad han giver af sig, –
Faksimile
s. 179
sig selv i Kraft af at være fra sig.
Kom her! Nu skal jeg vise Dem en anden,
fra iaftes ikke mindre konform med Forstanden.
(till en Fellah, som bærer en Mumie paa Ryggen.)
Kong Apis, hvor gaar det, min høje Herre?
Fellahen
(vildt till Peer Gynt).
(vildt till Peer Gynt).
Er jeg Kong Apis?
Peer Gynt
(trækker sig bag Doktoren).
(trækker sig bag Doktoren).
Jeg maa tillstaa, desværre,
jeg er ikke inde i Situationen;
men jeg tror nok, ifald jeg tør dømme efter Tonen –
Fellahen.
Nu lyver du ogsaa.
Begriffenfeldt.
Deres Højhed faar melde
hvordan Sagerne staar.
Fellahen.
Det skal jeg fortælle.
(vender sig till Peer Gynt.)
Ser du ham, som jeg bærer paa Ryggen?
Han Navnet Kong Apis lød.
Nu gaar han under Navn af Mumie,
og er derhos aldeles død.
Han har bygget alle Pyramider,
og hugget den store Sfinx,
og kriget, som Doktoren siger,
med Tyrken baade rechts og links.
12*
Faksimile
s. 180
Og derfor det ganske Ægypten
har priset ham som en Gud,
og stillet ham opp i Templer,
i Lignelser af en Stud. –
Men jeg er denne Kong Apis,
det ser jeg saa soleklart;
og hvis du ikke forstaar det,
saa skal du forstaa det snart.
Kong Apis var nemlig paa Jagten,
og steg af sin Hest en Stund,
og gik for sig selv afsides
ind paa min Oldefaers Grund.
Men Marken, Kong Apis gjøded,
har næret mig med sit Korn;
og trænges der flere Beviser,
saa har jeg usynlige Horn.
Og er det saa ikke forbandet,
at ingen vil prise min Magt!
Af Byrd er jeg Apis i Landet,
men Fellah i andres Agt.
Kan du sige hvad jeg skal gjøre,
saa raad mig foruden Svig; –
hvad det gjælder om, er at blive
Kong Apis den store lig.
Peer Gynt.
Deres Højhed faar bygge Pyramider,
og hugge en større Sfinx,
og krige, som Doktoren siger,
med Tyrken baade rechts og links.
Faksimile
s. 181
Fellahen.
Jo, det er en dejlig Tale!
En Fellah! En sulten Lus!
Jeg har nok med at holde min Hytte
ryddig for Rotter og Mus.
Fort, Mand, – find paa noget bedre,
som baade gjør stor og trygg,
og derhos aldeles lig med
Kong Apis bag paa min Rygg!
Peer Gynt.
Hvad om Deres Højhed hang Dem,
og derpaa i Jordens Skjød,
bag Kistens naturlige Grænser,
forholdt Dem aldeles død?
Fellahen.
Saa vil jeg! Mit Liv for en Strikke!
I Galgen med Haar og Hud! –
I Førstningen blir der lidt Forskjell;
men den jævner Tiden ud.
(gaar hen og gjør Anstalter till at hænge sig.)
Begriffenfeldt.
Det var en Personlighed, Herr Peer, –
en Mand med Methode –
Peer Gynt.
Ja, ja; jeg ser –;
men han hænger sig virkelig! Gud, vær os naadig!
Jeg blir syg; – jeg er knappt mine Tanker raadig!
Begriffenfeldt.
En Overgangstillstand; den varer kun kort.
Faksimile
s. 182
Peer Gynt.
En Overgang? Hvortill? Undskyld, – jeg maa bort –
Begriffenfeldt
(holder ham).
(holder ham).
Er De gal?
Peer Gynt.
Ikke endnu –. Gal? Gud bevares!
(Allarm. Ministeren Hussejn trænger sig gjennem Sværmen.)
Hussejn.
Man har meldt mig, her er kommet en Kejser idag.
(till Peer Gynt.)
Det er Dem?
Peer Gynt
(fortvivlet).
(fortvivlet).
Ja, det er en afgjort Sag!
Hussejn.
Godt. – Her er Noter, som skal besvares?
Peer Gynt
(river sig i Haaret).
(river sig i Haaret).
Hejsan! Rett saa; – jo værre, jo bedre!
Hussejn.
Maaske De vilde med et Dypp mig hædre?
(bukker dybt.)
Jeg er en Pen.
Peer Gynt
(bukker endnu dybere).
(bukker endnu dybere).
Og jeg er plent
et krimskramset, kejserligt Pergament.
Faksimile
s. 183
Hussejn.
Min Historie, Herre, er kortelig den:
jeg gjælder for et Sandhus og er en Pen.
Peer Gynt.
Min Historie, Herr Pen, er, i Korthed vævet, –
jeg er et Papirblad og blir aldrig beskrevet.
Hussejn.
Hvad jeg duer till, har Menneskene ingen Forstand paa;
alle vil de bruge mig till at strø Sand paa!
Peer Gynt.
Jeg var i en Kvindes Eje en sølvspændt Bog; –
det er en og samme Trykkfejl at være gal og klog!
Hussejn.
Tænk Dem, hvilket fortærende Liv;
være Pen og aldrig smage Odden af en Kniv!
Peer Gynt
(hopper højt).
(hopper højt).
Tænk Dem: være Renbukk; springe fra oven; –
altid stupe, – aldrig kjende Grund under Hoven!
Hussejn.
En Kniv! Jeg er sløv; – faa skaaret og ridset mig!
Verden gaar under, hvis man ikke faar spidset mig!
Peer Gynt.
Det var Synd for den Verden, der, lig andet selvgjort,
af Vorherre blev befunden saa inderlig velgjort.
Begriffenfeldt.
Her er Kniv!
Faksimile
s. 184
Hussejn
(griber den).
(griber den).
Ah, hvor jeg skal Blækket slikke!
Hvilken Vellyst at snitte sig.
(skjærer Halsen over.)
Begriffenfeldt
(viger tillside).
(viger tillside).
Sprutt dog ikke.
Peer Gynt
(i stigende Angst).
(i stigende Angst).
Hold paa ham!
Hussejn.
Hold paa mig! Der er Ordet!
Hold! Hold i Pennen! Papiret paa Bordet –!
(falder.)
Jeg er udslidt. Efterskriften, – glem ikke den:
han leved og han døde som en paaholden Pen!
Peer Gynt
(svimler).
(svimler).
Hvad skal jeg –! Hvad er jeg? Du store –, hold fast!
Jeg er alt, hvad du vil, – en Tyrk, en Synder, –
et Bergtrold –; men hjælp; – det var noget som brast –!
(skriger.)
Jeg kan ikke hitte dit Navn i en Hast; – –
hjælp mig, du, – alle Daarers Formynder!
(synker i Afmagt.)
Begriffenfeldt
(med en Straakrans i Haanden, gjør et Spring og sætter sig skrævs over ham).
(med en Straakrans i Haanden, gjør et Spring og sætter sig skrævs over ham).
Ha; se, hvor han i Sølen knejser; – –
Faksimile
s. 185
er fra sig selv –! Hans Kroning sker!
(trykker Kransen paa ham og udraaber:)
Han leve! Leve selvets Kejser!
Schafmann
(i Buret).
(i Buret).
Es lebe hoch der grosse Peer!
Faksimile
FEMTE HANDLING.
(Ombord paa et Skib i Nordsjøen udenfor den norske Kyst. Solnedgang.
Stormfuldt Vejr.)
Stormfuldt Vejr.)
(Peer Gynt, en kraftig gammel Mand med isgraat Haar og Skjægg staar agter
paa Hytten. Han er halvt sjømandsklædt, i Jakke og høje Støvler. Dragten
noget slidt og medtagen; han selv vejrbidt og med et haardere Udtrykk.
Skibskaptejnen ved Rattet hos Rorgjængeren. Mandskabet forud.)
paa Hytten. Han er halvt sjømandsklædt, i Jakke og høje Støvler. Dragten
noget slidt og medtagen; han selv vejrbidt og med et haardere Udtrykk.
Skibskaptejnen ved Rattet hos Rorgjængeren. Mandskabet forud.)
Peer Gynt
(læner Armene paa Rælingen og stirrer ind mod Land).
(læner Armene paa Rælingen og stirrer ind mod Land).
Se Hallingskarven i Vinterham; –
han brisker sig, Gamlen, i Kveldsols Bram.
Jøklen, Bror hans, staar bag paaskraa;
han har endnu den grønne Iskaaben paa.
Folgefaannen, hun er nu saa fin, –
ligger som en Jomfru i skjære Lin.
Vær ingen Galninger, gamle Gutter!
Staa der I staar; I er Graastens-Nuter.
Kaptejnen
(raaber forud).
(raaber forud).
To Mand tillrors, – og Lanternen satt!
Peer Gynt.
Det kuler stivt.
Faksimile
s. 187
Kaptejnen.
Vi faar Storm inatt.
Peer Gynt.
Har en fra Havet Kjending af Ronden?
Kaptejnen.
Nej, var det ligt; – den ligger bag Faannen.
Peer Gynt.
Eller Blaahø?
Kaptejnen.
Nej; men oppe fra Riggen
kan en i Klarvejr se Galdhøpiggen.
Peer Gynt.
Hvor har vi Haartejgen?
Kaptejnen
(peger).
(peger).
Saa omtrent.
Peer Gynt.
Ja vel.
Kaptejnen.
Det lader till De er kjendt.
Peer Gynt.
Da jeg rejste fra Landet, foer jeg her forbi;
og Bærmen, siger Ordsproget, hænger længst i.
(spytter og stirrer mod Kysten.)
Derinde, hvor det blaaner i Skar og Kløft, –
hvor Fjelddalen svartner, trang, som en Grøft, –
og under, langs med den aabne Fjord, –
Faksimile
s. 188
der er det altsaa Menneskene boer.
(ser paa Kaptejnen.)
De bygger spredt her i Landet.
Kaptejnen.
Ja;
der er vidt imellem og langt ifra.
Peer Gynt.
Er vi inde før Daggry?
Kaptejnen.
Saa ved Pass,
ifald ikke Natten blir altfor hvass.
Peer Gynt.
Det tykkner i Vest.
Kaptejnen.
Det gjør saa.
Peer Gynt.
Stopp!
De kan huske mig paa, naar vi siden gjør opp, –
jeg er sindet, som man siger, at øve godt
imod Mandskabet –
Kaptejnen.
Takker!
Peer Gynt.
Det blir kun smaat.
Guld har jeg gravet, og mistet hvad jeg fandt; –
Fatum og jeg vi er rent paa Kant.
De ved, hvad jeg har ombord i Behold.
Det er Slumpen; – Resten foer Fanden i Vold.
Faksimile
s. 189
Kaptejnen.
Det er mer end nok till at skaffe Dem Vægt
mellem Folket hjemme.
Peer Gynt.
Jeg har ingen Slægt.
Der er ingen, som venter den rige Styggen. –
Naa; saa slipper en ogsaa for Krus paa Bryggen!
Kaptejnen.
Der har vi Vejret.
Peer Gynt.
Ja, husk saa paa, –
er nogen af Folkene rigtig trængende,
saa ser jeg ikke saa nøje paa Pengene –
Kaptejnen.
Det er vakkert. De flestes Kaar er smaa;
alle har de Kjærring og Unger hjemme.
Med Hyren alene falder det tyndt;
men kom de nu hjem med lidt extra Mynt,
blev der et Gjensyn, de sent vilde glemme.
Peer Gynt.
Hvad for noget? Har de Kjærring og Unger?
Er de gifte?
Kaptejnen.
Gifte? Ja, hele Flokken.
Men den, som er trangest stillet, er Kokken;
hos ham er tillhuse den svarte Hunger.
Faksimile
s. 190
Peer Gynt.
Gifte? Har hjemme nogen, som venter?
Som glædes, naar de kommer? Hvad?
Kaptejnen.
Ja vel, –
paa Fattigfolks Maade.
Peer Gynt.
Og kommer de en Kveld,
hvad saa?
Kaptejnen.
Saa tænker jeg Kjærringen henter
lidt godt for en Gangs Skyld –
Peer Gynt.
Og Lys i Pladen?
Kaptejnen.
Kanhænde to; og en Dram till Maden.
Peer Gynt.
Og saa sidder de lunt? Har Varme paa Gruen?
Har Ungerne om sig? Der er Staak i Stuen;
der er ingen, som hører den anden tillende, –
slig Glæde er der paa dem –?
Kaptejnen.
Det kunde vel hænde.
Og derfor var det vakkert, De lovte før, –
at spede lidt till.
Peer Gynt
(slaar i Rælingen).
(slaar i Rælingen).
Nej, om jeg gjør!
Faksimile
s. 191
Tror De jeg er gal? Mener De jeg punger
ud till Fromme for andres Unger?
Jeg har surt nok slæbt for at tjene min Mynt!
Ingen venter paa gamle Peer Gynt.
Kaptejnen.
Ja, ja; som De vil; Deres Penge er Deres.
Peer Gynt.
Rigtig! De er mine og ingen fleres.
Oppgjør, saa fort De har Anker i Bunden!
Min Fragt fra Panama som Kahyttspassager.
Saa Brændevin till Folkene. Ikke mer.
Gier jeg mere, Kaptejn, kan De slaa mig paa Munden!
Kaptejnen.
Jeg skylder Dem Kvittering og ikke Juling; –
men undskyld; nu faar vi Storm for Kuling.
(han gaar fremover Dækket. Det er blevet mørkt; der tændes Lys i Kahytten.
Sjøgangen tilltager. Skodde og tykke Skyer.)
Peer Gynt.
Holde en ustyrtelig Ungeflok hjemme; –
ligge som en Glæde i Sindene fremme; –
følges af andres Tanker paa Vej –!
Der er aldrig nogen, som tænker paa mig. –
Lys i Pladen? Det Lys skal slukkne.
Jeg vil finde paa noget –! Jeg vil drikke dem drukkne; –
ikke en af de Djævler skal gaa ædru iland.
Fulde skal de komme till Kjærring og Unger!
De skal bande; de skal slaa i Bordet saa det runger, –
skræmme dem, der venter, fra Vid og Forstand!
Kjærringen skal skrige og rømme af Huset, – –
Faksimile
s. 192
trive Ungerne med! Hele Glæden i Gruset!
(Skibet krænger stærkt; han tumler og har Møje med at holde sig.)
Naa, det var en ordentlig Overhaling.
Havet arbejder, som det havde Betaling; –
det er endnu sig selv her nord under Leden; –
Sjøen paatvers, lige vrang og vreden – –
(lytter.)
Hvad er det for Skrig?
Vagten
(forud.)
(forud.)
Et Vrag i Læ!
Kaptejnen
(midtskibs, komanderer).
(midtskibs, komanderer).
Roret hart Styrbord! Klods for Vinden!
Styrmanden.
Er der Folk paa Vraget?
Vagten.
Jeg skimter tre!
Peer Gynt.
Fir Hækkjollen ned –
Kaptejnen.
Den blev fyldt forinden.
(gaar forover.)
Peer Gynt.
Hvem tænker paa sligt?
(till nogle af Mandskabet.)
Er I Folk, saa frels!
Hvad Fanden, om I faar jer en fugtet Pels –
Faksimile
s. 193
Baadsmanden.
Det er ugjørligt i sligt et Hav.
Peer Gynt.
De skriger igjen! Se, Vinden skraler –.
Kokk, tør du prøve? Fort! Jeg betaler –
Kokken.
Nej, ikke om tyve Pundsterling De gav –
Peer Gynt.
I Hunde! I Krystersjæle! Kan I glemme,
det er Folk, som har Kjærring og Unger hjemme?
Nu sidder de og venter –
Baadsmanden.
Taalmod er sundt.
Kaptejnen.
Bær af for Brottet!
Styrmanden.
Vraget gik rundt.
Peer Gynt.
Der blev stille med et –?
Baadsmanden.
Var de gifte, som De tænker,
saa fik Verden rett nu tre nybagte Enker.
(Uvejret voxer. Peer Gynt gaar agterover Dækket.)
Peer Gynt.
Der er ingen Tro mellem Menneskene mer, –
ingen Kristendom, slig, som skrevet og sagt er; –
lidet gjør de godt, og mindre de beer,
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
13
Faksimile
s. 194
og har slett ingen Agt for de vældige Magter. –
I et Vejr, som inatt, er Vorherre farlig.
De Bæster skulde hytte sig, tænke, som sandt er,
det er vogsomt at lege med Elefanter; – –
og saa lægger de sig ud med ham aabenbarlig!
Jeg er skyldløs; paa Offerpynten
kan jeg bevise jeg stod med Mynten.
Men hvad har jeg for det? – Der gaar jo det Ord:
Samvittighedsfred er en dejlig Pude.
Aa ja, det holder Stikk paa den tørre Jord,
men duer s'gu ikke for en Snus ombord,
hvor en skikkelig Mand er blandt Pakket ude.
Tillsjøs faar en aldrig være sig selv;
en faar følge de andre fra Dækk till Hvælv;
slaar Hævnens Time for Baadsmand og Kokken,
saa stryger jeg sagtens i Vasken med Flokken; –
ens særlige Tarv sættes rent till Siden; –
man gjælder som en Pølse i Slagtetiden. –
Fejlen er den, jeg har været for from.
Og Utakk har jeg for hele Stasen.
Var jeg yngre, tror jeg, jeg sadled om,
og prøved en Stund at spille Basen.
Der er Tid endnu! Det skal spørges i Byggden
at Peer er kommen over Havet i Højden!
Gaarden vil jeg vinde med ondt eller godt; –
jeg vil bygge den om; den skal lyse som et Slott.
Men ingen faar Lov at komme ind i Stuen!
For Porten skal de staa og dreje paa Luven; –
tigge og tryggle, – det kan de frit;
men ingen faar en eneste Skilling af mit; – –
Faksimile
s. 195
maatte jeg under Skjæbnens Piskeslag hyle,
saa findes vel de, jeg igjen kan prygle – –
Den fremmede Passager
(staar i Mørket ved Siden af Peer Gynt og hilser venligt):
(staar i Mørket ved Siden af Peer Gynt og hilser venligt):
Godaften!
Peer Gynt.
Godaften! Hvad –? Hvem er De?
Passageren.
Jeg er Deres Medpassager, till Tjeneste.
Peer Gynt.
Ja saa? Jeg trode, jeg var den eneste.
Passageren.
En fejl Formodning, som nu er forbi.
Peer Gynt.
Men underligt nok, at først ikveld
jeg ser Dem –
Passageren.
Jeg gaar ikke ud om Dagen.
Peer Gynt.
De er kanske syg? De er hvid, som et Lagen –
Passageren.
Nej, Takk, – jeg befinder mig inderlig vel.
Peer Gynt.
Det stormer hvasst.
Passageren.
Ja, velsignet, Mand!
Peer Gynt.
Velsignet?
13*
Faksimile
s. 196
Passageren.
Havet gaar højt, som Huse.
Ah, ens Tænder løber i Vand!
Tænk, hvilke Vrag det inatt vil knuse; –
og tænk, hvilke Lig, der vil drive iland!
Peer Gynt.
Bevares vel!
Passageren.
Har De set en kvalt, –
en hængt, – eller drukknet?
Peer Gynt.
Nu blir det for galt –!
Passageren.
Ligene ler. Men Latteren er tvungen;
og de fleste har gjerne bidt sig i Tungen.
Peer Gynt.
Bliv mig fra Livet –!
Passageren.
Et Spørgsmaal kun!
Hvis vi f. Ex. tørned paa Grund
og sank i Mørket –
Peer Gynt.
De tror, her er Fare?
Passageren.
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal svare.
Dog, sætt nu, jeg flyder og De gaar tillbunds –
Peer Gynt.
Aa, Sludder –
Faksimile
s. 197
Passageren.
Det er en Mulighed kuns.
Men staar man i Graven med den ene Fod,
blir man blød, og deler ud milde Gaver –
Peer Gynt
(griber i Lommen).
(griber i Lommen).
Ho, Penge!
Passageren.
Nej; men er De saa god
at skjænke mig Deres ærede Kadaver –?
Peer Gynt.
Nu gaar det for vidt!
Passageren.
Bare Liget, forstaar De!
Det er for min Videnskabs Skyld –
Peer Gynt.
Nu gaar De!
Passageren.
Men, kjære, betænk, – De har Fordel af Sagen!
Jeg skal faa Dem aabnet og lagt for Dagen.
Hvad jeg navnlig vil søge, er Sædet for Drømmene, –
og forresten gaa Dem kritisk efter i Sømmene –
Peer Gynt.
Vig fra mig!
Passageren.
Men, kjære, – en drukknet Kropp –!
Faksimile
s. 198
Peer Gynt.
Bespottelige Mand! De ægger Uvejret opp!
Er det ikke for galt! Vi har Storm og Regn,
en ustyrtelig Sjøgang og alskens Tegn
till noget, som kan gjøre os et Hode kortere; –
og saa ter De Dem saa det kommer desfortere!
Passageren.
De er nok ikke opplagt till vidre Forhandling;
men Tiden bringer jo saa mangen Forvandling – –
(hilser venligt.)
Vi træffes naar De synker, om ikke før;
kanske De da er i bedre Humør.
(gaar ind i Kahytten.)
Peer Gynt.
Uhyggelige Karle, disse Videnskabsmænd!
Sligt Fritænkervæsen –
(till Baadsmanden, som gaar forbi.)
Et Ord, min Ven!
Passageren? Hvad er det for et Galehuslem?
Baadsmanden.
Jeg ved ikke af, vi har andre end Dem.
Peer Gynt.
Ikke andre? Nu blir det værre og værre.
(till Jungmanden, der kommer fra Kahytten.)
Hvem gik i Kahyttsdøren?
Jungmanden.
Skibshunden, Herre!
(gaar forbi.)
Faksimile
s. 199
Vagten
(raaber):
(raaber):
Land klods forud!
Peer Gynt.
Min Kuffert! Min Kasse!
Alt Godset paa Dækket!
Baadsmanden.
Vi har andet at passe.
Peer Gynt.
Det var Sludder, Kaptejn! Bare Løjer og Spas; –
det er ganske visst, jeg vil hjælpe Kokken –
Kaptejnen.
Klyveren sprang!
Styrmanden.
Og der strøg Fokken!
Baadsmanden
(skriger forud).
(skriger forud).
Grundbrott for Bougen!
Kaptejnen.
Hun gaar i Knas!
(Skibet støder. Larm og Forvirring.)
(Under Land mellem Skjær og Brændinger. Skibet gaar under. I Skodden
skimtes Jollen med to Mænd. En Brottsjø fylder den; den kantrer; et Skrig
høres; derpaa alt stille en Stund. Lidt efter kommer Baadhvælvet tillsyne.)
skimtes Jollen med to Mænd. En Brottsjø fylder den; den kantrer; et Skrig
høres; derpaa alt stille en Stund. Lidt efter kommer Baadhvælvet tillsyne.)
(Peer Gynt dukker opp nær ved Hvælvet.)
Peer Gynt.
Hjælp! Baad fra Land! Hjælp! Jeg forgaar!
Frels, Herre Gud, – som skrevet staar!
(klamrer sig fast till Baadkjølen.)
Faksimile
s. 200
Kokken
(dukker opp paa den anden Side).
(dukker opp paa den anden Side).
Aa, Herre Gud, – for mine Smaa,
vær naadig! Lad mig Landet naa!
(holder sig i Kjølen.)
Peer Gynt.
Slipp!
Kokken.
Slipp!
Peer Gynt.
Jeg slaar!
Kokken.
Jeg slaar igjen!
Peer Gynt.
Jeg knuser dig med Spark og Spænd!
Slipp Taget! Hvælvet bær ej to!
Kokken.
Det ved jeg. Vig!
Peer Gynt.
Vig selv!
Kokken.
Jo-jo!
(de kjæmper; Kokken lamslaar sin ene Haand; han klynger sig fast med den
anden.)
Peer Gynt.
Den Næven væk!
Kokken.
Aa, snille, – spar!
Husk paa de Smaa, jeg hjemme har!
Faksimile
s. 201
Peer Gynt.
Jeg trænger Livet mer end du,
for jeg er ungeløs endnu.
Kokken.
Slipp! De har levet; jeg er ung!
Peer Gynt.
Fort; rapp dig; synk; – du blir saa tung.
Kokken.
Vær naadig! Vig i Herrens Navn!
For Dem bær ingen Sorg og Savn –
(skriger og slipper.)
Jeg drukkner –!
Peer Gynt
(griber i ham).
(griber i ham).
I dit Nakkehaar
jeg holder; læs dit Fadervor!
Kokken.
Jeg kan ej mindes –; alt blir svart – –
Peer Gynt.
Det væsentligste i en Fart –!
Kokken.
Giv os idag –!
Peer Gynt.
Spring over, Kokk;
hvad du har nødig, faar du nok.
Kokken.
Giv os idag –
Faksimile
s. 202
Peer Gynt.
Den samme Sang!
Det mærkes, du var Kokk engang –
(Taget glipper.)
Kokken
(synkende).
(synkende).
Giv os idag vort –
(gaar under.)
Peer Gynt.
Amen, Gut!
Du var og blev dig selv till Slut. –
(svinger sig opp paa Hvælvet.)
Hvor der er Liv, der er der Haab –
Den fremmede Passager
(griber i Baaden).
(griber i Baaden).
Godmorgen!
Peer Gynt.
Huj!
Passageren.
Jeg hørte Raab; –
Det var dog morsomt jeg Dem fandt.
Nu? Kan De se, jeg spaade sandt?
Peer Gynt.
Slipp! Slipp! Her er knappt Plads for en!
Passageren.
Jeg svømmer med det venstre Ben.
Jeg flyder, faar jeg blot med Spidsen
af Fingren holde her i Ridsen.
Men Apropos om Liget –
Faksimile
s. 203
Peer Gynt.
Ti!
Passageren.
Med Resten er det rent forbi –
Peer Gynt.
Hold Munden!
Passageren.
Ganske som De vil.
(Taushed.)
Peer Gynt.
Hvad godt?
Passageren.
Jeg tier.
Peer Gynt.
Satans Spil! –
Hvad gjør De?
Passageren.
Venter.
Peer Gynt
(river sig i Haaret).
(river sig i Haaret).
Jeg blir gal! –
Hvad er De?
Passageren
(nikker).
(nikker).
Venlig!
Peer Gynt.
Vidre! Tal!
Faksimile
s. 204
Passageren.
Hvad tror De? Ved De ingen anden,
som er mig lig?
Peer Gynt.
Aa, jeg ved Fanden –!
Passageren
(sagte).
(sagte).
Har han for Skikk at tænde Lygten
paa Livsens Nattvej gjennem Frygten?
Peer Gynt.
Se, se! Naar Sagen grejdes ud,
saa er De vel et Lysets Bud?
Passageren.
Ven, – har De en Gang blot hvert Halvaar
tillbunds fornummet Angstens Alvor?
Peer Gynt.
Rædd blir man jo, naar Faren truer; –
men Deres Ord er satt paa Skruer –
Passageren.
Ja, har De blot en Gang i Livet
havt Sejren, som i Angst er givet?
Peer Gynt
(ser paa ham).
(ser paa ham).
Kom De at aabne mig en Dør,
saa var det dumt De ej kom før.
Det ligner ingenting at vælge
sin Tid naar Havet vil en svælge.
Faksimile
s. 205
Passageren.
Var kanske Sejren mere trolig
i Deres Ovnskrog, lun og rolig?
Peer Gynt.
Lad gaa; – men Deres Snakk var gjækkende.
Hvor kan De tro den virker vækkende?
Passageren.
Hvor jeg er fra, der gjælder Smil
i Højde med pathetisk Stil.
Peer Gynt.
Alt har sin Tid; for Tolder sømmeligt,
som skrevet staar, for Bisp fordømmeligt.
Passageren.
Den Sværm, som sov i Askens Urner,
gaar ej till Hverdags paa Kothurner.
Peer Gynt.
Vig fra mig, Skræmsel! Pakk dig, Mand!
Jeg vil ej dø! Jeg maa iland!
Passageren.
For den Sags Skyld vær uforsagt; –
man dør ej midt i femte Akt.
(glider bort.)
Peer Gynt.
Der slap det ud af ham tillsidst; –
han var en traakig Moralist.
Faksimile
s. 206
(Kirkegaard i en højtliggende Fjeldbyggd).
(Ligfærd. Prest og Almue. Det sidste Salmevers synges. Peer Gynt gaar
forbi udenfor paa Vejen.)
forbi udenfor paa Vejen.)
Peer Gynt
(ved Porten).
(ved Porten).
Her gaar nok en Landsmand al Kjødets Vej.
Gud ske Lov, at det ikke er mig.
(træder indenfor.)
Presten
(taler ved Graven).
(taler ved Graven).
Og nu, da Sjælen stævner mod sin Dom,
og Støvet hviler lig en Bælgfrugt tom, –
nu, kjære Venner, taler vi et Ord
om denne Dødes Vandring paa vor Jord.
Han var ej rig, og heller ej forstandig,
hans Røst var spag, hans Holdning var umandig,
sin Mening bar han vegt og uvisst frem,
og knappt han raadig var i eget Hjem;
i Kirken tren han, som han vilde bede
om Lov till, andre lig, at tage Sæde.
Fra Gudbrandsdalen, ved I, var han kommen.
Da hid han flytted, var han fast en Gut; –
og visst I mindes, at till sidste Slut
man saa ham stødt med højre Haand i Lommen.
Den højre Haand i Lommen var det egne,
der præged Mandens Billed i ens Sind, –
og dertill denne Vridning, den forlegne
Tillbagetrukkethed, hvor han kom ind.
Men skjønt han helst sin stille Vej gad slingre,
og skjønt han blev en Fremmed mellem os,
Faksimile
s. 207
saa ved I visst, hans Dølgsmaalsstræv tilltrods, –
den Haand, han skjulte, bar kun fire Fingre. –
Jeg mindes godt for mange Herrens Aar
en Morgen; der blev holdt Session paa Lunde.
Det var i Krigens Tid. I alles Munde
var Landets Trængsler og dets Fremtids Kaar.
Jeg var tillstede. Midt for Bordet sad
Kaptejnen mellem Lensmand og Sergenter;
og Gut for Gut blev maalt paa alle Kanter
og skreven ind og tagen till Soldat.
Fuld Stuen var, og udenfor paa Traakken
lød højmælt Latter mellem Ungdomsflokken.
Da raabtes opp et Navn. En ny kom frem,
en, der var bleg, som Sne paa Bræens Bræm.
Han kaldtes nærmere; han naaede Bordet; –
den højre Haand var hyllet i en Klud; –
han gisped, svælged, snapped efter Ordet, –
men fandt ej Mæle, trods Kaptejnens Bud.
Dog jo, tillsidst; og da, med Brand paa Kindet,
med Tungen svigtende og atter rapp,
han mumled noget om en Sigd, som glap
og skar i Vaade Fingren af till Skindet.
Der blev i Stuen Stillhed samme Stund.
Man skifted Øjekast; man trak paa Mund;
man stened Gutten med de stumme Blikke.
Han kjendte Hagglen, men han saa den ikke.
Da stod Kaptejnen opp, den gamle, graa; –
han spytted, pegte ud og sagde: gaa!
Og Gutten gik. Man veg till begge Sider,
saa der i Midten blev en Spidsrodsgang; –
Faksimile
s. 208
han vandt tilldørs; der satte han paa Sprang; –
opp bar det nu, – opp gjennem Lund og Lider,
opp gjennem Røsen, styrtende og hældende.
Han havde hjemme borte mellem Fjeldene. –
Et Halvaar efter var det hid han kom
med Moer og Spædebarn og Fæstekvinde.
Han byggsled Jord etsteds paa Hejen inde,
hvor Ødemarken grænser opp mod Lomb.
Han gifted sig saa fort som gjørligt kun;
han tømred Hus; han brød den haarde Grund;
han kom ivej, hvad mangen Agerflækk
fortalte der den bølged gul og kjækk; –
ved Kirken bar han højre Haand i Lommen, –
men hjemme tror jeg nok de Fingre ni
fik trælle fuldt saa saart, som andres ti. –
En Vaar blev alting revet bort af Flommen.
De slap derfra med Livet. Arm og nøgen
han tog paa Ryddningsværket fatt paany,
og inden Høsten kom, steg atter Røgen
ifra en Fjeldgaard, lagt i bedre Ly.
I Ly? For Flommen, ja, – men ej for Bræen;
to Aar derefter laa den under Sneen.
Dog, Mandens Mod fik Skreden ikke krøget.
Han grov, han rensed, førsled, rydded Grus, –
og før den næste Vintersne var føget,
stod rejst for tredje Gang hans ringe Hus.
Tre Sønner havde han, tre raske Gutter;
i Skole skulde de, og did var langt; –
det gjaldt at naa, hvor Byggdevejen slutter,
igjennem Skaret, styrtende og trangt.
Faksimile
s. 209
Hvad gjorde han? Den ældste fik sig skjøtte
som bedst, og der, hvor Stien faldt for stygg,
slog Manden Toug om ham till Tag og Støtte; –
de andre bar han frem paa Arm og Rygg.
Saa sled han Aar for Aar; og de blev Mænd.
Her var vel Skjæl at kræve ligt igjen.
Tre Velstandsherrer i den nye Verden
har glemt sin norske Faer og Skolefærden.
Han var en kortsynt Mand. Udover Ringen
af dem, ham nærmest stod, han intet saa.
For ham lød meningsløst, som Bjælders Klingen,
de Ord, der malmfuldt skulde Hjerter naa.
Folk, Fædreland, det lysende, det høje,
stod stedse slørt af Taager for hans Øje.
Men han var ydmyg, ydmyg, denne Mand;
og fra Sessionens Dag han bar paa Dommen,
saa visst, som han paa Kind bar Blygsels Brand
og sine fire Fingre gjemt i Lommen. –
En Brottsling imod Landets Lov? Ja vel!
Men der er et, som lyser over Loven,
saa visst, som Glittertindens blanke Tjeld
har Sky med højre Tinderad foroven.
Slett Borger var han. Og for Stat som Kirke
et gagnløst Træ. Men hist paa Hejens Hvælv,
i Slægtens Snevring, hvor han saa sit Virke,
der var han stor, fordi han var sig selv.
Den Klang, han skabtes med, den blev sig lig.
Hans Færd var Langspil under Spaanens Dæmper.
Og derfor Fred med dig, du stille Kjæmper,
som stred og faldt i Bondens lille Krig!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
14
Faksimile
s. 210
Vi vil ej granske Hjerter eller Nyrer; –
det er ej Hverv for Støv, men for dets Styrer; –
dog fri og fast det Haab jeg taler ud:
den Mand staar knappt som Krøbling for sin Gud!
(Følget skilles ad og gaar. Peer Gynt bliver alene tillbage.)
Peer Gynt.
Se det, det kalder jeg Kristendom!
Slett intet, som greb ens Sind uhyggeligt. –
Ja, Emnet, at være sig selv uryggeligt, –
hvad Prestens Præken drejed sig om, –
er ogsaa i og for sig oppbyggeligt.
(ser ned i Graven.)
Var det kanske ham, som hugg sig i Knogen
den Dag jeg laa paa Storhuggst i Skogen?
Hvem ved? Hvis ikke jeg stod med min Stav
paa Randen af denne Aandsfrændes Grav,
saa kunde jeg tro det var mig, der sov
og sanddrømt hørte min Pris og Lov. –
Det er rigtig en vakker kristelig Skikk
at kaste et saakaldt Erindringsblik
velvilligt over den henfarnes Dage.
Jeg har intet imod, min Dom at tage
af denne værdige Sogneprest.
Naa, der er sagtens en Stund tillbage,
før Graveren kommer og beer mig till Gjæst; –
og, som Skriften siger: bedst er dog bedst, –
og iligemaade: den Tid den Sorg, –
endvidre: tag ikke din Ligfærd paa Borg. –
Ja, Kirken blir dog den sande Trøster.
Jeg har ikke skattet den synderligt før; –
Faksimile
s. 211
nu kjender jeg dog, hvor godt det gjør,
at høre forsikkret af kyndige Røster:
slig som du saaer, du engang høster. –
Sig selv skal en være; om sig og sit
skal en kære sig baade i stort og i lidt.
Gaar Lykken imod, saa har en dog Æren
af sit Levnets Førsel i Samklang med Læren. –
Nu hjemad! Lad Vejen falde bratt og trang;
lad Skjæbnen længe nok te sig spydig; –
gamle Peer Gynt gaar sin egen Gang
og blir den han er; fattig men dydig.
(han gaar.)
(Bakke med et udtørret Elveleje. En sammenstyrtet Kværn ved Elven.
Grunden oppreven; Ødelæggelse rundt om. Højere oppe en stor Gaard.)
Grunden oppreven; Ødelæggelse rundt om. Højere oppe en stor Gaard.)
(Oppe ved Gaarden holdes Auktion. >Megen Almue samlet. Drikk og Støj.
Peer Gynt sidder nede paa en Grushoug paa Kværnetomten.)
Peer Gynt sidder nede paa en Grushoug paa Kværnetomten.)
Peer Gynt.
Atter og fram, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt. –
Tiden tærer og Elven skjær.
Gaa udenom, sa'e Bøjgen; – en faar saa her.
En sørgeklædt Mand.
Nu er der bare Skrammel igjen.
(faar Øje paa Peer Gynt.)
Er her Fremmedfolk og? Gud signe, go'e Ven!
Peer Gynt.
Godt Møde! Her er rigtig lystigt idag.
Er her Barselgilde eller Bryllupslag?
14*
Faksimile
s. 212
Den sørgeklædte.
Jeg vil heller kalde det Hjemkommerøl; –
Bruden ligger i et Ormebøl.
Peer Gynt.
Og Orme rives om Trevler og Klude.
Den sørgeklædte.
Det er Enden paa Visen; saa er den ude.
Peer Gynt.
Alle Viser har samme Slut;
og alle er de gamle; jeg kunde dem som Gut.
En tyveaarig
(med en Støbeske).
(med en Støbeske).
Her skal I se, hvad Stas jeg har kjøbt!
I den har Peer Gynt sine Sølvknapper støbt.
En anden.
Men jeg da! En Skilling for Pengeskjæppen!
En tredje.
Ingen bedre? Halvfemte for Kramkarl-Skræppen!
Peer Gynt.
Peer Gynt? Hvem var han?
Den sørgeklædte.
Jeg bare ved,
han var Svoger till Døden og till Aslak Smed.
En graaklædt Mand.
Du glemmer jo mig! Er du fuld og yr?
Den sørgeklædte.
Du glemmer, paa Hæggstad var en Stabburdør.
Faksimile
s. 213
Den graaklædte.
Ja, sandt; men du var nu aldrig kræsen.
Den sørgeklædte.
Bare hun ikke taer Døden ved Næsen –
Den graaklædte.
Kom, Svoger! En Dram, for Svogerskabs Skyld!
Den sørgeklædte.
Fanden være Svoger! Du væver i Fyld –
Den graaklædte.
Aa, Sludder; Blodet er aldrig saa tyndt,
en kjender sig altid i Slægt med Peer Gynt.
(trækker afsted med ham.)
Peer Gynt
(sagte).
(sagte).
En træffer nok Kjendinger.
En Gut
(raaber efter den sørgeklædte).
(raaber efter den sørgeklædte).
Salig Moer
kommer efter dig, Aslak, hvis du Svælget fugter.
Peer Gynt
(rejser sig).
(rejser sig).
Her gjælder nok ikke Agronomernes Ord:
jo mere en roder, des bedre det lugter.
En Gut
(med et Bjørneskind).
(med et Bjørneskind).
Se Katten paa Dovre! Ja, bare Fellen.
Det var den, som jog Troldet paa Julekvelden.
Faksimile
s. 214
En anden
(med en Rensdyrskalle).
(med en Rensdyrskalle).
Her er den gjilde Renbukk, som bar
Peer Gynt ved Gjendin over Egg og Skar.
En tredje
(med en Hammer, raaber till den sørgeklædte).
(med en Hammer, raaber till den sørgeklædte).
Hej, du Aslak, kjender du Slæggen?
Var det den, du brugte, da Fanden brød Væggen?
En fjerde
(tomhændet).
(tomhændet).
Mads Moen, her er Usynlighedskuften!
Med den fløj Peer Gynt og Ingrid i Luften.
Peer Gynt.
Brændevin, Gutter! Jeg kjender mig gammel; –
jeg vil holde Auktion over Skrab og Skrammel!
En Gut.
Hvad har du at sælge?
Peer Gynt.
Jeg har et Slot; –
det ligger i Ronden; det er muret godt.
Gutten.
En Knapp er buden!
Peer Gynt.
Du faar gaa till en Dram.
At byde mindre, var Synd og Skam.
En anden.
Han er lystig, Gamlen!
(Flokken stimler om ham.)
Faksimile
s. 215
Peer Gynt
(raaber):
(raaber):
Grane, min Hest; –
hvem byder?
En i Hoben.
Hvor gaar han?
Peer Gynt.
Langt i Vest!
Mod Nedgangen, Gutter! Den Traver kan flyve
saa fort, saa fort, som Peer Gynt kunde lyve.
Stemmer.
Hvad mere har du?
Peer Gynt.
Baade Guld og Skrab!
Det er kjøbt med Forlis; det sælges med Tab.
En Gut.
Raab opp!
Peer Gynt.
En Drøm om en Spændebog!
Den kan I faa for en Hægtekrog.
Gutten.
Fanden med Drømme!
Peer Gynt.
Mit Kejserdom!
Jeg kaster det i Flokken; I kan gramse derom!
Gutten.
Følger Kronen med?
Faksimile
s. 216
Peer Gynt.
Af det dejligste Straa.
Den vil passe den første, som sætter den paa.
Hej, her er mer! Et vindlagt Ægg!
En Galmands Graahaar! Profetens Skjægg!
Alt skal han faa, som viser mig paa Hejen
Stolpen med Paaskrift: her gaar Vejen!
Lensmanden
(som er kommen till).
(som er kommen till).
Du bærer dig ad, min Mand, saa næsten
jeg tror din Vej gaar bent i Arresten.
Peer Gynt
(med Hatten i Haanden).
(med Hatten i Haanden).
Vel troligt. Men sig mig, hvem var Peer Gynt?
Lensmanden.
Hvad Sludder –
Peer Gynt.
Med Forlov! Jeg beer saa tyndt –!
Lensmanden.
Aa, der siges, han var en vederstyggelig Digter –
Peer Gynt.
En Digter –?
Lensmanden.
Ja, – alt, som var stærkt og stort,
det digted han ihob, at han havde gjort.
Men undskyld, Ven, – jeg har andre Pligter –
(gaar.)
Peer Gynt.
Og hvor er han nu, den mærkelige Mand?
Faksimile
s. 217
En aldrende.
Han foer over Havet till et fremmed Land;
der gik det ham ilde, som en vel kunde tænkt; –
nu er han for mange Aar siden hængt.
Peer Gynt.
Hængt? Se, se! Det var det, jeg vidste;
salig Peer Gynt blev sig selv till det sidste.
(hilser.)
Farvel, – og mangfoldig Takk for idag!
(gaar nogle Skridt, men standser igjen.)
I glade Gutter, I væne Kvinder, –
vil I høre en Skrøne till Vederlag?
Flere.
Ja, kan du nogen?
Peer Gynt.
Der er intet till Hinder. –
(kommer nærmere; der glider ligesom en fremmed Mine over ham.)
I San Franzisco jeg grov efter Guld.
Hele Byen var af Gjøglere fuld.
En kunde gnide paa Fiol med Tæerne;
en anden kunde danse spansk Halling paa Knæerne;
en tredje, hørte jeg, gjorde Vers
mens hans Hjerneskal blev boret igjennem paatvers.
Till Gjøgler-Stævnet kom ogsaa Fanden; –
vilde prøve sin Lykke, som saa mangen anden.
Hans Fag var det: paa en skuffende Vis
at kunne grynte som en virkelig Gris.
Hans Personlighed trak, skjønt han ej var kjendt.
Huset var fuldt og Forventningen spændt.
Faksimile
s. 218
Frem traadte han i Kappe med svajende Fliger;
man muss sich drappieren, som Tydskeren siger.
Men ind under Kappen, – hvad ingen vidste, –
havde han forstaaet en Gris at liste.
Og nu begyndte da Præstationen.
Fanden, han kneb; og Grisen gav Tonen.
Det hele blev holdt som en Fantasi
over Grise-Tillværelsen, bunden og fri; –
till Slutning et Hvin, som ved Slagterens Stikk; –
hvorpaa Kunstneren bukked ærbødigt, og gik. –
Emnet blev af Fagmænd drøftet og dømt;
Stemningen blev baade lastet og berømt; –
nogle fandt Røstens Udtrykk for tyndt;
andre fandt Dødsskriget altfor studeret; –
men alle var enige om: qva Grynt
var Præstationen yderst outreret. –
Se, det fik Fanden fordi han var dum
og ikke beregned sit Publikum.
(han hilser og gaar. Der falder en usikker Stillhed over Mængden.)
(Pinseaften. – Inde paa Storskogen. Længere borte, paa en Ryddningsplads,
en Hytte med Rensdyrhorn over Dørgavlen.)
en Hytte med Rensdyrhorn over Dørgavlen.)
(Peer Gynt kryber i Holtet og sanker Jordløg.)
Peer Gynt.
Dette her er et Standpunkt. Hvor er det næste? –
Alt skal en prøve, og vælge det bedste.
Jeg har saa gjort, – oppe fra Cæsar
og nedover lige till Nebukadnezar.
Saa skulde jeg dog gjennem Bibelhistorien. –
Den gamle Gutten fik ty till sin Moer igjen.
Faksimile
s. 219
Der staar jo ogsaa: af Jord est du kommen. –
Hvad det gjælder i Livet, er at fylde Vommen.
Fylde den med Jordløg? Det lidet moner; –
jeg vil være listig og sætte Doner.
Her er Vand i Bækken; jeg skal ikke tørste,
og faar dog mellem Vilddyr regnes for den første.
Naar jeg engang skal dø, – hvad sagtens vil ske, –
saa kryber jeg under et vindfældt Træ;
som Bamsen en Løvhoug jeg over mig kaver
og risper i Barken med store Bogstaver:
Her hviler Peer Gynt, den skikkelige Fyr,
Kejser over alle de andre Dyr. –
Kejser?
(ler indvendig.)
Du gamle Spaamands-Gjøg!
Du er ingen Kejser; du er en Løg.
Nu vil jeg skalle dig, kjære min Peer!
Det hjælper ikke enten du tuder eller beer.
(tager en Løg og plukker Svøb for Svøb af.)
Der ligger det ydre forrevne Lag;
det er Havsnødsmanden paa Jollens Vrag.
Her er Passager-Svøbet skralt og tyndt; –
har dog i Smagen en Snev af Peer Gynt.
Indenfor her har vi Guldgraver-jeget;
Saften er væk, – om det nogen har ejet.
Dette Grovskind her med den haarde Flig,
det er Pelsværksjægren ved Hudsons-Vik.
Det indenfor ligner en Krone; – ja Takk!
Det kaster vi væk uden vidre Snakk.
Her er Oldtidsgranskeren, kort, men kraftig.
Faksimile
s. 220
Og her er Profeten, færsk og saftig.
Han stinker, som skrevet staar, af Løgne,
saa en ærlig Mand kan faa Vand i Øjne.
Dette Svøbet, som rulles blødagtigt sammen,
det er Herren, der leved i Fryd og Gammen.
Det næste tykkes sygt. Det har svarte Streger; –
svart kan ligne baade Prest og Neger.
(plukker flere paa engang.)
Det var en ustyrtelig Mængde Lag!
Kommer ikke Kjærnen snart for en Dag?
(plukker hele Løgen opp.)
Nej-Gud om den gjør! Till det inderste indre
er altsammen Lag, – bare mindre og mindre. –
Naturen er vittig!
(kaster Resterne fra sig.)
Fanden maatte gruble!
Gaar en i Tanker, kan en lettvindt snuble.
Naa, jeg kan forresten ad Faren flire; –
for jeg ligger bundfast paa alle fire.
(kløer sig i Nakken.)
Underligt Stell, det hele Røre!
Livet, som det kaldes, har en Ræv bag Øre.
Men griber en till, sætter Mikkel paa Spring,
og en fanger noget andet – eller ingenting.
(han er kommen i Nærheden af Hytten, faar Øje paa den og studser:)
Denne Stuen? Paa Moen –! Haa!
(gnider Øjnene.)
Det er plent,
som jeg engang skulde det Byggværk kjendt. –
Rensdyrskallen, som spriker over Gavlen – –!
En Havfrue, skabt som en Fisk fra Navlen –!
Faksimile
s. 221
Løgn! Ingen Havfrue! – Nagler, – Planker, –
Laas, som lukker for Nissebukk-Tanker –!
Solvejg
(synger i Stuen).
(synger i Stuen).
Nu er her stellet till Pinsekveld.
Kjære Gutten min, langt borte, –
kommer du vel?
Har du tungt at hente,
saa und dig Frist; –
jeg skal nok vente;
jeg lovte saa sidst.
Peer Gynt
(rejser sig stille og dødbleg).
(rejser sig stille og dødbleg).
En, som har husket, – og en, som har glemt.
En, som har mistet, – og en, som har gjemt. –
O, Alvor! – Og aldrig kan det leges om!
O, Angst! – Her var mit Kejserdom!
(løber ind over Skogstien.)
(Natt. – Furumo. En Skogbrand har hærget. Forkullede Træstammer
milevidt indover. Hvide Taager hist og her over Skogbunden.)
milevidt indover. Hvide Taager hist og her over Skogbunden.)
(Peer Gynt løber over Moen.)
Peer Gynt.
Aske, Skodde, Støv for Vinden, –
her er nok at bygge af!
Stank og Raaddenskab for inden;
alt ihob en kalket Grav.
Digt og Drøm og dødfødt Viden
lægger Fod om Pyramiden;
over den skal Værket højne
Faksimile
s. 222
sig med Trappetrin af Løgne.
Flugt for Alvor, Sky for Anger,
som et Skilt paa Toppen pranger,
fylder Domsbasunen med sit:
Petrus Gyntus Cæsar fecit!
(lytter.)
Hvad for Graad af Barnerøster?
Graad, men halvt paa Vej till Sang. –
Og for Foden triller Nøster –!
(sparker.)
Væk! I gjør mig Stien trang!
Nøsterne
(paa Jorden).
(paa Jorden).
Vi er Tanker;
du skulde tænkt os; –
Pusselanker
du skulde skjænkt os!
Peer Gynt
(gaar udenom).
(gaar udenom).
Livet har jeg skjænkt till en: –
det blev Fusk og skjæve Ben!
Nøsterne.
Tillvejrs vi skulde
som skakende Røster, –
og her maa vi rulle
som Graagarns-Nøster.
Peer Gynt
(snubler).
(snubler).
Nøste! Dit fordømte Drog!
Spænder du for Faer din Krog?
(flygter.)
Faksimile
s. 223
Vissne Blade
(flyver for Vinden).
(flyver for Vinden).
Vi er et Løsen;
du skulde stillet os!
Se, hvor Døsen
har ynkeligt pillet os.
Ormen har ædt os
i alle Bugter;
vi fik aldrig spredt os
som Krans om Frugter.
Peer Gynt.
Faafængt var dog ej jer Fødsel; –
lægg jer stillt og tjen till Gjødsel.
Susning i Luften.
Vi er Sange;
du skulde sunget os! –
Tusende Gange
har du kuget og tvunget os.
I din Hjertegrube
har vi ligget og ventet; –
vi blev aldrig hentet.
Gift i din Strube!
Peer Gynt.
Gift i dig, dit dumme Stev!
Fik jeg Tid till Vers og Væv?
(skyder Snarvej.)
Duggdraaber
(drysser fra Grenene).
(drysser fra Grenene).
Vi er Taarer,
der ej blev fældte.
Faksimile
s. 224
Isbrodd, som saarer,
kunde vi smelte.
Nu sidder Brodden
i Bringen lodden; –
Saaret er lukket;
vor Magt er slukket.
Peer Gynt.
Takk; – jeg græd i Rondesvalen, –
fik dog lige fuldt paa Halen!
Brækkede Straa.
Vi er Værker;
du skulde øvet os!
Tvivl, som kværker,
har krøblet og kløvet os.
Paa yderste Dagen
vi kommer i Flok
og melder Sagen, –
saa faar du nok!
Peer Gynt.
Kjæltringstreger! Tør I skrive
mig tillbogs det negative?
(haster afsted.)
Aases Stemme
(langt borte).
(langt borte).
Tvi, for en Skydsgut!
Hu, du har væltet mig!
Sne faldt her nys, Gut; –
styggt har den æltet mig. –
Galt har du kjørt mig.
Faksimile
s. 225
Peer, hvor er Slottet?
Fanden har forført dig
med Kjæppen i Kottet!
Peer Gynt.
Bedst, en Stakkar væk sig skynder.
Skal en bære Fandens Synder,
maa en snart i Bakken segne; –
de er tunge nok, ens egne.
(løber.)
(Et andet Strøg paa Moen.)
Peer Gynt
(synger).
(synger).
En Graver! En Graver! Hvor er I, Hunde?
En Sang af brægende Klokkermunde;
om Hatteskyggen en Sørgeflig; –
jeg har mange døde; jeg skal følge Lig!
(Knappestøberen med Redskabskiste og en stor Støbeske kommer fra en
Sidevej.)
Sidevej.)
Knappestøberen.
Godt Møde, Gubbe!
Peer Gynt.
God Kveld, min Ven!
Knappestøberen.
Karlen har Hastværk. Hvor skal han hen?
Peer Gynt.
Till Gravøl.
Knappestøberen.
Ja saa? Lidt skralt jeg ser; –
med Forlov, – du heder vel ikke Peer?
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
15
Faksimile
s. 226
Peer Gynt.
Peer Gynt, som man siger.
Knappestøberen.
Det kalder jeg Held!
Det er nettopp Peer Gynt, jeg skal hente ikveld.
Peer Gynt.
Skal du det? Hvad vil du?
Knappestøberen.
Her kan du se;
jeg er Knappestøber. Du skal i min Ske.
Peer Gynt.
Hvad skal jeg i den?
Knappestøberen.
Du skal smeltes om.
Peer Gynt.
Smeltes?
Knappestøberen.
Her er den, skuret og tom.
Din Grav er gravet, din Kiste bestillt.
I Skrotten skal Ormene leve gjildt; –
men jeg har Ordre till, uden Dvælen
paa Mesters Vegne at hente Sjælen.
Peer Gynt.
Ugjørligt! Saadan foruden Varsel –!
Knappestøberen.
Det er gammel Vedtægt ved Gravøl og Barsel
i Stillhed at vælge Dagen till Festen,
uden ringeste Varsel for Hædersgjæsten.
Faksimile
s. 227
Peer Gynt.
Ja, rigtig. Det rundt i min Hjerne løber.
Du er jo –?
Knappestøberen.
Det hørte du; – Knappestøber.
Peer Gynt.
Forstaar! Kjært Barn har mange Navne.
Ja saa da, Peer; det er der, du skal havne!
Men dette, go'e Karl, er uredelig Færd!
Jeg ved, jeg er mildere Medfart værd; –
jeg er ikke saa gal, som I kanske tror, –
har øvet adskilligt godt her paa Jord; –
i værste Fald kan jeg kaldes en Flynder, –
men slettikke nogen særdeles Synder.
Knappestøberen.
Nej, det er jo nettopp Knuden, Mand;
du er ingen Synder i højere Forstand;
se, derfor slipper du Pinsels-Veen,
og kommer, som andre, i Støbeskeen.
Peer Gynt.
Kald det, hvad du vil, – Ske eller Pøl;
Mungaat og Bjor er beggeto Øl.
Vig, Satan!
Knappestøberen.
Du er da vel aldrig saa grov
at tænke, jeg traver paa en Hestehov?
Peer Gynt.
Paa Hestehov eller Ræveklør, –
pakk dig; og pass dig for hvad du gjør!
15*
Faksimile
s. 228
Knappestøberen.
Min Ven, du er i en stor Vildfarelse.
Begge har vi Hast, og till Tidsbesparelse
skal jeg forklare dig Sagens Grund.
Du er, som jeg har af din egen Mund,
ikke nogen saakaldt storartet Synder, –
ja, knappt en middels –
Peer Gynt.
Se, se; du begynder
at snakke rimeligt –
Knappestøberen.
Vent nu lidt; –
men at kalde dig dydig, vilde gaa for vidt –
Peer Gynt.
Det gjør jeg jo heller ikke Fordring paa.
Knappestøberen.
Altsaa midt imellem, og saa som saa.
En Synder af det rigtig storladne Slags
træffes ikke langs Alfarvej nutilldags;
der skal mere till, end at traske i Dynd;
der kræves baade Kraft og Alvor till en Synd.
Peer Gynt.
Ja, det er s'gu rigtigt, hvad du der bemærker;
en skal buse paa, som de gamle Bersærker.
Knappestøberen.
Du derimod, Ven, du tog Synden lett.
Peer Gynt.
Bare udenpaa, Ven, som et Søleskvætt.
Faksimile
s. 229
Knappestøberen.
Nu blir vi enige. Svovelpølen
er ikke for jer, der plasked i Sølen –
Peer Gynt.
Og følgelig, Ven, kan jeg gaa, som jeg kom?
Knappestøberen.
Nej, følgelig, Ven, skal du smeltes om.
Peer Gynt.
Hvad er det for Kneb I har fundet paa
herhjemme, mens jeg i Udlandet laa?
Knappestøberen.
Skikken er gammel som Slangens Skabelse,
og beregnet paa at hindre Værdifortabelse.
Du kjender jo Haandværket, – ved vel, at tidt
kan en Støbning arte sig, rent ud sagt, skidt;
stundom blir Knapperne hæmpeløse.
Hvad gjorde saa du?
Peer Gynt.
Jeg slang Skrabet væk.
Knappestøberen.
Ja vel; Jon Gynt havde Ord for at sløse
saalænge han aatte i Skjæppe og Sækk.
Men, Mester, ser du, er sparsom, han;
og derfor blir han en holden Mand.
Han slænger ikke væk, som rent udugeligt,
hvad der som Raastoff kan blive brugeligt.
Du var nu ætlet till en blinkende Knapp
paa Verdensvesten; men Hæmpen glap;
Faksimile
s. 230
og derfor skal du i Vraggods-Kassen,
for, som det heder, at gaa over i Massen.
Peer Gynt.
Du mener da vel aldrig, at faa mig gydt,
sammen med Peer og Paal, till noget nyt?
Knappestøberen.
Jo, saa min Sæl mener jeg saa.
Det har vi gjort med ikke saa faa.
Paa Kongsberg gjør de det samme med Penge,
hvis Præg er slidt ved at rulle for længe.
Peer Gynt.
Men dette er jo liderligt Gnieri!
Kjære min Ven, lad mig slippe fri; –
en hæmpeløs Knapp, en blankslidt Skilling, –
hvad er det for en Mand i din Mesters Stilling?
Knappestøberen.
Aa, saasom og eftersom Aanden er i en,
saa har en jo altid Metalværdien.
Peer Gynt.
Nej, siger jeg! Nej! Med Tænder og Klør
gjør jeg Modstand mod dette! Alt andet før!
Knappestøberen.
Men hvilket andet? Vær dog fornuftig.
For Himlen er du ikke tillstrækkeligt luftig –
Peer Gynt.
Jeg er nøjsom; jeg sigter ikke saa højt; –
men af Selvet slipper jeg ikke en Døjt.
Lad mig dømmes paa gammeldags Vis efter Loven!
Faksimile
s. 231
Sætt mig en tidlang hos ham med Hoven; –
et hundrede Aar, om galt skal være;
se, det er noget, en sagtens kan bære;
thi Pinen er jo dog kun moralsk,
og altsaa vel ikke saa pyramidalsk.
Det er en Overgang, som skrevet staar,
og som Ræven sagde; – man venter; der slaar
en Forløsningens Stund; man træder tillbage,
og haaber imidlertid paa bedre Dage. –
Men dette andet, – at skulle gaa opp
som et Fnug i en Uvedkommendes Kropp, –
dette Støbeske-Væsen, dette gyntske Opphør, –
det sætter min inderste Sjæl i Opprør!
Knappestøberen.
Men, kjære Peer, det trænges dog ej
for Smaating at tage saa voldsomt paa Vej.
Dig selv har du aldrig været før; –
hvad skiller det saa, om tillgavns du dør?
Peer Gynt.
Har jeg ikke været –? Jeg maa næsten le!
Peer Gynt har været noget andet, skal vi se!
Nej, Knappestøber, du dømmer iblinde.
Kunde du syne mig i Nyrerne inde,
saa vilde du træffe bare Peer og Peer,
og ikke noget andet og heller ikke mer.
Knappestøberen.
Det er ikke muligt. Her har jeg min Ordre.
Se, her staar skrevet: Peer Gynt skal du fordre.
Han har budt sit Livs Bestemmelse Trods.
I Støbeskeen med ham som mislykket Gods.
Faksimile
s. 232
Peer Gynt.
Hvilket Vaas! Der maa menes en anden Person.
Staar der virkelig Peer? Ikke Rasmus eller Jon?
Knappestøberen.
Dem har jeg smeltet for længe siden.
Kom saa med det gode, og spild ikke Tiden!
Peer Gynt.
Nej, om jeg gjør! Jo, det var pent,
om det viste sig imorgen at en anden var ment.
Du faar tage dig ivare, min gode Mand!
Husk paa det Ansvar, som følge kan –
Knappestøberen.
Jeg har skriftligt for mig –
Peer Gynt.
Men und mig dog Frist!
Knappestøberen.
Hvad vil du med den?
Peer Gynt.
Jeg vil faa bevist
at jeg var mig selv gjennem hele Livet;
og derom er det jo dog vi har kivet.
Knappestøberen.
Bevist? Med hvad?
Peer Gynt.
Med Vidner og Attester.
Knappestøberen.
Jeg er saare rædd, de blir vraget af Mester.
Faksimile
s. 233
Peer Gynt.
Umuligt! Forøvrigt, den Tid, den Sorg!
Kjære Mand, lad mig laane mig selv paa Borg;
jeg er snart her igjen. Kun engang man fødes;
og sig selv, som man skabtes, holder man paa.
Ja; er vi saa enige?
Knappestøberen.
Naa da, lad gaa.
Men husk, ved næste Korsvej vi mødes.
(Peer Gynt løber.)
(Længere borte paa Moen.)
Peer Gynt
(i fuld Fart).
(i fuld Fart).
Tid er Penge, som skrevet staar.
Den, som nu vidste, hvor Korsvejen gaar; –
kanske er den nær, og kanske fjern.
Jorden brænder mig som gloende Jern.
Et Vidne! Et Vidne! Hvor finder jeg nogen?
Det er næsten utænkeligt her paa Skogen.
Verden er Fuskværk! Stellet er slett,
naar en Mand skal bevise sin soleklare Rett!
(En gammel kroget Gubbe med Stav i Haanden og Pose paa Nakken
trasker foran ham.)
trasker foran ham.)
Gubben
(standser).
(standser).
Kjære, vakkre, – en Skilling till en husvild Kall!
Peer Gynt.
Undskyld; jeg har ikke Skillemynt ved Haanden –
Faksimile
s. 234
Gubben.
Prins Peer! Aa nej; saa vi træffes skal –?
Peer Gynt.
Hvem er du?
Gubben.
Han minds ikke Gamlen i Ronden?
Peer Gynt.
Du er da vel aldrig –?
Gubben.
Dovregubben, Faer!
Peer Gynt.
Dovregubben? Virkelig? Dovregubben! Svar!
Dovregubben.
Aa, jeg er kommen saa rent paa Knæerne –!
Peer Gynt.
Ødelagt?
Dovregubben.
Plyndret for Rubb og Stubb.
Her traver jeg paa Fantestien, sulten som en Skrubb.
Peer Gynt.
Hurra! Sligt Vidne voxer ikke paa Træerne!
Dovregubben.
Herr Prinsen er ogsaa bleven graa siden sidst.
Peer Gynt.
Kjære Svigerfaer, Aarene gnager og tærer.
Naa; Streg over alle private Affærer, –
Faksimile
s. 235
og, for alting, ingen Familjetvist.
Jeg var dengang en Galning –
Dovregubben.
Aa ja; aa ja; –
Prinsen var ung. Og hvad gjør en ikke da?
Men klog var Prinsen, at han vraged sin Brud;
dermed har han spart sig baade Harmen og Skammen;
for siden er hun saa rent skejet ud –
Peer Gynt.
Se, se!
Dovregubben.
Hun gik nu for koldt Vand og Lud;
og tænk, – nu er hun og Trond flyttet sammen.
Peer Gynt.
Hvilken Trond?
Dovregubben.
Han i Valfjeldet.
Peer Gynt.
Han? Aha;
det var ham, jeg lokked Sæterjenterne fra.
Dovregubben.
Men Dattersøn er bleven baade fed og stor,
og har gjilde Børn over hele Landet –
Peer Gynt.
Ja, kjære Mand, spar de mange Ord; –
der ligger mig paa Hjerte noget ganske andet. –
Jeg er kommen i en temmelig vanskelig Stilling,
og ønsker et Vidnesbyrd eller en Attest; –
Faksimile
s. 236
se, dermed kunde Svigerfaer hjælpe mig bedst.
Jeg skal altid gjøre Udvej till en Drikkeskilling –
Dovregubben.
Aa nej; kan jeg være Prinsen till Nytte?
Saa kanske jeg faar et Skudsmaal i Bytte?
Peer Gynt.
Med Glæde. Jeg er noget i Betrykk for Kontanter,
og maa spinke og spare paa alle Kanter.
Men hør nu, hvad det gjælder. I mindes vel,
da jeg meldte mig som Frier i Ronden hin Kveld –
Dovregubben.
Bevares, Herr Prins!
Peer Gynt.
Ikke dette med Prinsen!
Men nok. I vilde med Magt og Vold
hverve mit Syn med et Snitt i Lindsen,
og skabe mig om fra Peer Gynt till Trold.
Hvad gjorde jeg saa? Jeg satte mig imod, –
svor, jeg vilde staa paa min egen Fod;
jeg forsaged baade Elskov og Magt og Ære,
altsammen bare for mig selv at være.
Denne Kjendsgjerning, ser I, skal I sværge paa till Thinge –
Dovregubben.
Nej, om jeg kan!
Peer Gynt.
Hvad er det for Snakk?
Dovregubben.
Han vil da vel ikke till en Løgn mig tvinge?
Faksimile
s. 237
Han husker da vel, han i Troldbrogen trakk,
og smagte paa Mjøden –?
Peer Gynt.
Ja, I lokked forførende; –
men jeg satte mig bestemt imod det afgjørende.
Og nettopp det skal en kjende sin Mand paa.
Det er Slutningsverset det kommer an paa.
Dovregubben.
Men Slutningen, Peer, blev jo stikk imod.
Peer Gynt.
Hvad er dette for Væv?
Dovregubben.
Da du Ronden forlod,
saa skrev du dig bag Øret mit Valgsprogs-Mærke.
Peer Gynt.
Hvilket?
Dovregubben.
Ordet, – det kløvende, stærke.
Peer Gynt.
Ordet?
Dovregubben.
Som skiller mellem Menneskenes Flok
og Troldenes: Trold, vær dig selv nok!
Peer Gynt
(viger et Skridt).
(viger et Skridt).
Nok!
Dovregubben.
Og af alle Livsens Kræfter
har du jo siden levet derefter.
Faksimile
s. 238
Peer Gynt.
Jeg! Peer Gynt!
Dovregubben
(græder).
(græder).
Det er utakknemmeligt!
Som Trold har du levet, men stødt holdt det hemmeligt.
Ordet, jeg lærte dig, har satt dig istand
till at svinge dig tillvejrs som en holden Mand; –
og saa kommer du her og kaster paa Nakken
af mig og af Ordet, du skylder hele Takken.
Peer Gynt.
Nok! Et Bergtrold! En Egoist!
Dette her maa være Sludder; det er ganske visst!
Dovregubben
(trækker frem en Bunke gamle Blade).
(trækker frem en Bunke gamle Blade).
Du mener nok ikke, vi holder Aviser?
Vent; her skal du se med rødt paa sort,
hvor «Bloksbergs-Posten» dig lover og priser;
og det samme har «Heklefjelds-Tidende» gjort
alt fra den Vinter, du rejste bort. –
Vil du læse dem, Peer? Du kan gjerne faa Lov.
Her staar noget med Underskrift «Hingstehov.»
Og her: «Om det troldeligt-Nationale.»
Skribenten drager den Sandhed frem,
at det lidet kommer an paa Horn og Hale,
bare en forresten af Huden har en Rem.
«Vort nok», saa slutter han, «gier Troldets Stempel
till Manden», – og saa nævner han dig, som Exempel.
Peer Gynt.
Et Bergtrold? Jeg?
Faksimile
s. 239
Dovregubben.
Ja, den Sagen er klar.
Peer Gynt.
Kunde ligesaa gjerne blevet, hvor jeg var?
Kunde siddet i Ronden i hyggelig Ro?
Spart Slid og Møje og mange Par Sko?
Peer Gynt – et Trold? – Det er Væv! Det er Snakk!
Farvel! Der har du en Skilling till Tobak.
Dovregubben.
Nej, snille Prins Peer!
Peer Gynt.
Slipp! Du er gal,
eller gaar i Barndom. Søg et Hospital.
Dovregubben.
Aa, det er nettopp det, som jeg søger.
Men Dattersøns Afkom, som jeg før har sagt,
har faaet her i Landet slig svare Magt;
og de siger, jeg bare er till i Bøger.
Det heder jo, værst er ens egne Frænder;
jeg, Stakkar, faar føle, det Ord er sandt.
Det er haardt at gjælde for Digt og Tant –
Peer Gynt.
Kjære Mand, der er flere, det Uheld hænder.
Dovregubben.
Og vi selv har slett ingen Hjælpekasse,
ingen Spareskillingsgris eller Fattigblokk; –
i Ronden vilde sligt jo heller ikke passe.
Faksimile
s. 240
Peer Gynt.
Nej, der gjaldt det Fandens: vær dig selv nok!
Dovregubben.
Aa, Prinsen kan da ikke klage paa Ordet.
Og hvis han paa en eller anden Boug –
Peer Gynt.
Min Mand, du er rent paa det gale Sporet;
jeg staar selv, som man siger, paa en nøgen Houg –
Dovregubben.
Det er da ikke muligt? Er Prinsen Fant?
Peer Gynt.
Tillbunds. Mit prinselige Jeg staar i Pant.
Og det er jer Skyld, I forbandede Trolde!
Der ser man, hvad daarligt Selskab kan volde.
Dovregubben.
Saa dratted da Haabet af Pinden ned igjen!
Farvel! Det blir bedst, jeg till Byen mig fægter –
Peer Gynt.
Hvad vil du der?
Dovregubben.
Jeg vil gaa till Komedien.
De søger i Bladet nationale Subjekter –
Peer Gynt.
Lykke paa Rejsen; og hils fra mig.
Kan jeg rive mig løs, gaar jeg samme Vej.
Jeg skriver en Farce, baade gal og grundig;
den skal hede: «Sic transit gloria mundi.»
(løber bortover Vejen; Dovregubben raaber efter ham.)
Faksimile
s. 241
(Ved en Korsvej.)
Peer Gynt.
Nu gjælder det, Peer, som det aldrig har gjældt!
Dette dovriske nok, det har Dommen fældt.
Skuden er Vrag; en faar flyde paa Stumperne.
Alt andet; kun ikke mellem Vraggods-Klumperne!
Knappestøberen
(paa Vejskillet).
(paa Vejskillet).
Naa da, Peer Gynt, hvor er saa Attesten?
Peer Gynt.
Har vi Korsvejen her? Det var fort bestillt!
Knappestøberen.
Jeg kan se paa dit Ansigt, som paa et Skilt,
hvad Seddelen siger, før jeg har læst den.
Peer Gynt.
Jeg blev kjed af det Rend; – en kan gaa sig vild –
Knappestøberen.
Ja; og desuden, hvad fører det till?
Peer Gynt.
Sandt nok; paa Skogen ved Nattetid –
Knappestøberen.
Der trasker dog en Gamling. Skal vi kalde ham hid?
Peer Gynt.
Nej; lad ham gaa. Han er drukken, kjære!
Knappestøberen.
Men kanske han kunde –
Peer Gynt.
Hyss; nej, – lad være!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
16
Faksimile
s. 242
Knappestøberen.
Ja, taer vi saa fatt?
Peer Gynt.
Et Spørgsmaal blot.
Hvad er det «at være sig selv» igrunden?
Knappestøberen.
Et underligt Spørgsmaal, især i Munden
paa en Mand, der nylig –
Peer Gynt.
Svar kort og godt.
Knappestøberen.
At være sig selv, er: sig selv at døde.
Dog, paa dig er sagtens den Forklaring spildt;
og derfor, lad det kaldes: overalt at møde
med Mesters Mening till Udhængsskilt.
Peer Gynt.
Men den, som nu aldrig at vide fik,
hvad Mester har ment med ham?
Knappestøberen.
Det skal han ane.
Peer Gynt.
Men hvor ofte slaar ikke Anelser Klikk, –
og saa gaar man ad undas midt paa sin Bane.
Knappestøberen.
Tillvisse, Peer Gynt; i Anelsens Mangel
har Fyren med Hoven sin bedste Angel.
Peer Gynt.
Dette her er en yderlig filtret Affære. –
Hør; jeg gjør Afkald paa, mig selv at være; –
Faksimile
s. 243
det tør kanske falde svært at faa det bevist.
Jeg betragter den Del af Sagen som forlist.
Men nylig, da jeg vandred her saa ensom paa Moen,
følte jeg et Trykk af Samvittigheds-Skoen;
jeg sagde till mig selv: du er dog en Synder –
Knappestøberen.
Nu lader det jo, som du forfra begynder –
Peer Gynt.
Aldeles ikke; jeg mener en stor;
ikke blot i Gjerning, men i Lyster og Ord.
I Udlandet har jeg levet forbistret –
Knappestøberen.
Kan være; men maatte jeg faa se Registret?
Peer Gynt.
Ja, und mig blot Frist; jeg vil søge Presten,
og skrifte i en Fart og bringe dig Attesten.
Knappestøberen.
Ja, bringer du den, saa er det jo klart,
at du blir for Støbeske-Historien spart.
Men Ordren, Peer –
Peer Gynt.
Papiret er gammelt;
det hidrører visst fra et ældre Datum; –
der var engang jeg leved saa slappt og vammelt,
og spilled Profet og trode paa Fatum.
Ja, faar jeg saa prøve?
Knappestøberen.
Men –!
16*
Faksimile
s. 244
Peer Gynt.
Kjære, snille, –
du har dog visst ikke stort at bestille.
Her i Distriktet er jo Luften saa gjæv; –
den lægger till Befolkningens Alder en Alen.
Husk paa, hvad Justedals-Presten skrev:
«det er skjeldent, at nogen døer her i Dalen.»
Knappestøberen.
Till næste Korsvej; men saa ikke længer.
Peer Gynt.
En Prest, om jeg saa skal gribe ham med Tænger!
(han løber.)
(Lyngbakke. Vejen bugter sig bortefter Højdedraget.)
Peer Gynt.
Den tør være nyttig till mange Ting,
sa'e Esben, han tog opp en Skjæreving.
Hvem kunde tænkt at ens Syndegjæld
skulde fri en af Klemmen den sidste Kveld?
Naa, Sagen blir rigtignok lige fuldt kilden;
for det bærer igrunden fra Asken i Ilden; –
men der er jo et Ord, som har Hævdens Daab, –
der siges: saalænge der er Liv, er der Haab.
(En mager Person i højt oppkiltret Prestekjole og med et Fuglefængernett
over Skuldren løber langsefter Bakken.)
over Skuldren løber langsefter Bakken.)
Peer Gynt.
Hvem der? En Prest med et Fuglegarn!
Hej, hopp! Jeg er Lykkens Kjælebarn!
God Aften, Herr Pastor! Stien er fæl –
Faksimile
s. 245
Den magre.
Ja visst; men hvad gjør man ikke for en Sjæl?
Peer Gynt.
Aha; der er en, som skal himle?
Den magre.
Nej;
jeg haaber, han er paa en anden Vej.
Peer Gynt.
Herr Pastor, faar jeg slaa Følge et Stykke?
Den magre.
Rett gjerne; Selskab er efter mit Tykke.
Peer Gynt.
Jeg har noget paa Hjerte –
Den magre.
Heraus! Lægg an!
Peer Gynt.
De ser her for Dem en skikkelig Mand.
Statens Lov har jeg redeligt holdt;
har aldrig siddet i Jern og Bolt; –
dog, stundom taber man Fodefæste
og snubler –
Den magre.
Ak ja; det hænder de bedste.
Peer Gynt.
Se, disse Smaating –
Den magre.
Kun Smaating?
Faksimile
s. 246
Peer Gynt.
Ja;
Synder en gros har jeg holdt mig ifra.
Den magre.
Ja, kjære Mand, lad mig saa i Ro; –
jeg er ikke den, De synes at tro. –
De ser paa mine Fingre? Hvad finder De ved dem?
Peer Gynt.
Et mærkelig udvikklet Neglesystem.
Den magre.
Og nu da? De skotter mod Foden ned?
Peer Gynt
(peger).
(peger).
Er den Hoven naturlig?
Den magre.
Det smigrer jeg mig med.
Peer Gynt
(letter paa Hatten).
(letter paa Hatten).
Jeg skulde svoret paa, De var en Prest;
og saa har jeg den Ære –. Naa, bedst er bedst; –
staar Salsdøren aaben, – sky Kjøkkenvejen;
kan du træffe Kongen, – gaa udenom Lakejen.
Den magre.
Et Haandtrykk! De synes mig fordomsfri.
Naa, kjære; hvad kan jeg saa tjene Dem i?
Ja, De maa ikke bede mig om Magt eller Penge.
Sligt kan jeg ikke skaffe om De vilde mig hænge.
De kan ikke tro, hvilken Flauhed i Forrettningen; –
Faksimile
s. 247
det er gaaet saa rent tillagters med Omsættningen;
ingen Tillgang paa Sjæle; kun i Ny og Næ
en enkelt –
Peer Gynt.
Har Slægten saa mærkeligt forbedret sig?
Den magre.
Nej, tvertimod; den har skammeligt fornedret sig; –
de fleste kommer i en Støbeske.
Peer Gynt.
Naa ja, – den Ske har jeg hørt lidt om;
det var egentlig i den Anledning, jeg kom.
Den magre.
Tal frit!
Peer Gynt.
Hvis det ikke var ubeskedent,
saa ønsked jeg gjerne –
Den magre.
Et Tillholdssted? Hvad?
Peer Gynt.
De har gjættet min Bøn forinden jeg bad.
Bedriften gaar jo, som De siger, vredent;
og kanske De derfor ikke taer det saa nøje –
Den magre.
Men, kjære –
Peer Gynt.
Mine Fordringer er ikke høje.
Nogen Løn er egentlig ingen Nødvendighed;
kun en venlig Omgang efter Sted og Omstændighed. –
Faksimile
s. 248
Den magre.
Varmt Værelse?
Peer Gynt.
Ikke for varmt; – og helst
Adgang till at gaa igjen frank og frelst, –
Rett till, som man siger, at træde tillbage,
naar der byder sig en Lejlighed till bedre Dage.
Den magre.
Min kjære Ven, det gjør mig sandelig ondt;
men De kan ikke tro, hvilken Mængde Suplikker
af lignende Indhold mig Godtfolk skikker,
naar de skal bort fra sin jordiske Dont.
Peer Gynt.
Men naar jeg betænker min forrige Vandel,
saa er jeg en adgangsberettiget Mand –
Den magre.
Det var jo kun Smaating –
Peer Gynt.
I en viss Forstand; –
dog, nu kommer jeg ihug, jeg drev Negerhandel –
Den magre.
Der er dem, som drev Handel med Viljer og Sind,
men gjorde det vaaset, og slap altsaa ikke ind.
Peer Gynt.
Jeg har skibet nogle Bramafigurer till Kina.
Den magre.
Atter Bedemandsstil! Sligt gjør vi kun Grin af.
Der er Folk, som skiber ud fælere Figurer
Faksimile
s. 249
i Prækener, i Kunster og i Literaturer, –
de maa dog staa udenfor –
Peer Gynt.
Ja, men ved
De hvad, – jeg har gaaet og spillet Profet!
Den magre.
I Udlandet? Humbug! De flestes Seen
ins Blaue slutter i Støbeskeen.
Har De ikke andet at støtte Dem till,
saa kan jeg ikke huse Dem, saa gjerne jeg vil.
Peer Gynt
Jo, hør nu; i Havsnød, – jeg sad paa et Hvælv, –
og der staar jo: den drukknende griber efter Sivet, –
endvidere staar der: man er nærmest sig selv, –
og saa skillte jeg halvvejs en Kokk ved Livet.
Den magre.
Jeg var tillfreds, De en Kokkepige
havde halvvejs skillt ved noget andet tillige.
Hvad er dette her for en Halvvejs-Snakk,
med Respekt at sige? Hvem, mener De, gider
ødsle det dyre Brændsel, i Tider
som disse, paa saadant stemningsløst Rakk?
Ja, bliv ikke vred; Deres Synder gjaldt Skosen;
og undskyld, at jeg taler saa rent ud af Posen. –
Hør, kjæreste Ven, slaa ud den Tand;
og gjør Dem med Støbeske-Tanken fortrolig.
Hvad vandt De, om jeg skaffed Dem Kost og Bolig?
Tænk efter; De er en fornuftig Mand.
Ja, Mindet beholdt De; den Satts er sand; –
Faksimile
s. 250
men Udsigten over Erindringens Land
blev, baade for Hjerte og for Forstand,
hvad Svensken kalder «bra litet rolig.»
De har intet hverken till at hyle eller smile over;
intet till at juble eller fortvivle over;
intet, som kan gjøre Dem kold eller hed;
bare saadant noget till at ærgre Dem med.
Peer Gynt.
Der staar skrevet: det er ikke grejdt at forstaa,
hvor Skoen trykker, naar en ikke har den paa.
Den magre.
Det er sandt; jeg har, – den og den være Lov, –
kun for en umage Støvle Behov.
Men det var heldigt, jeg nævnte Støvler;
det minder mig om, at jeg maa afsted; –
jeg skal hente en Steg, som jeg haaber blir fed;
det er nok ikke værd, jeg staar her og vrøvler –
Peer Gynt.
Og turde man spørge, hvad Synde-Foer
har mæsket den Karl?
Den magre.
Saa vidt jeg tror,
har han været sig selv om Natten som om Dagen;
og det er igrunden dog Hovedsagen.
Peer Gynt.
Sig selv? Sogner det Slags Folk under Dem?
Den magre.
Som det falder sig; Porten staar ialfald paa Klem.
Faksimile
s. 251
Husk paa, man kan være paa to Slags Vis
sig selv; være Vrangen eller Retten af Kjolen.
De ved, man har nylig fundet paa i Paris
at gjøre Portræter ved Hjælp af Solen.
Enten kan man direkte Billeder give,
eller ogsaa de saakaldt negative.
De sidste faar omvendt Lys og Skygge,
og synes for almindelige Øjne stygge;
men Ligheden hviler dog ogsaa i dem,
og det gjælder ikke andet, end at faa den frem.
Har nu en Sjæl sig fotograferet
i sit Levnets Førsel ad negativ Vej,
saa blir ikke Pladen derfor kasseret, –
man skikker den ganske simpelt till mig.
Jeg taer den da for mig till fortsatt Behandling;
og ved passende Midler sker en Forvandling.
Jeg damper, jeg dypper, jeg brænder, jeg renser,
med Svovl og med lignende Ingredienser,
till Billedet kommer, som Pladen skulde give, –
nemlig det, der kaldes det positive.
Men har man, som De, visket halvt sig ud, –
saa nytter hverken Svovl eller Kali-Lud.
Peer Gynt.
Altsaa, till Dem maa man komme som en Ravn,
for at gaa som en Rype? Tør jeg spørge, hvad Navn
staar der under det negative Kontrafej,
som De nu skal føre over paa positiv Vej?
Den magre.
Der staar Peter Gynt.
Faksimile
s. 252
Peer Gynt.
Peter Gynt? Ja saa!
Er Herr Gynt sig selv?
Den magre.
Ja, det bander han paa.
Peer Gynt.
Naa; troværdig er han, den samme Herr Peter.
Den magre.
De kjender ham kanske?
Peer Gynt.
Aa-ja, som det heder; –
man kjender jo saa mange.
Den magre.
Min Tid er knapp;
hvor saa De ham sidst?
Peer Gynt.
Det var nede paa Kap.
Den magre.
Di buona speranza?
Peer Gynt.
Ja, men derfra sejler
han nok med det første, hvis ikke jeg fejler.
Den magre.
Saa maa jeg derned paa staaende Fod.
Gid jeg nu bare betids ham fanger!
Det Kapland, det Kapland var mig altid imod; –
der findes nogle slemme Missionærer fra Stavanger.
(han farer sydover.)
Faksimile
s. 253
Peer Gynt.
Den dumme Hund! Der sætter han paa Sprang
med Tungen af Halsen. Jo, Næsen blir lang.
Det var mig en Fryd at narre det Asen.
Slig Karl gjør sig kostbar og spiller Basen!
Han har rigtig noget at gjøre sig bred af!
Haandværket skal han nok ikke bli fed af; –
snart ryger han af Pinden med hele Stasen. –
Hm, jeg sidder heller ikke fast i Sadlen;
jeg er udstødt, kan man sige, af Selvejer-Adlen.
(et Stjerneskudd skimtes; han nikker efter det.)
Hils fra Peer Gynt, Broer Stjernerap!
Lyse, slukkne og forgaa i et Gab – –
(griber sig sammen som i Angst og gaar dybere ind i Taagerne; stillt en Stund,
da skriger han:)
Er der ingen, ingen i hele Vrimlen –,
ingen i Afgrunden, ingen i Himlen –!
(kommer frem længere nede, kaster sin Hatt paa Vejen og river sig i Haaret,
Efterhaanden falder der Stillhed over ham.)
Saa usigelig fattig kan en Sjæl da gaa
tillbage till intet i det taagede graa.
Du dejlige Jord, vær ikke vred,
at jeg tramped dit Græs till ingen Nytte.
Du dejlige Sol, du har sløset med
dine lysende Stænk i en folketom Hytte.
Der sad ingen derinde at varme og stemme; –
Ejeren, siger de, var aldrig hjemme.
Dejlige Sol og dejlige Jord,
I var dumme, at I bar og lyste for min Moer.
Aanden er karrig og Naturen ødsel.
Det er dyrt at bøde med Livet for sin Fødsel. –
Faksimile
s. 254
Jeg vil oppad, højt, paa den bratteste Tinde;
jeg vil endnu engang se Solen rinde,
stirre mig trætt paa det lovede Land,
se at faa Snedyngen over mig kavet;
de kan skrive derover: «her er Ingen begravet;»
og bagefter, – siden –! Lad det gaa, som det kan.
Kirkefolk
(synger paa Skogstien).
(synger paa Skogstien).
Velsignede Morgen,
da Gudsrigets Tunger
traf Jorden som flammende Staal!
Fra Jorden mod Borgen
nu Arvingen sjunger
paa Gudsrigets Tungemaal.
Peer Gynt
(kryber sammen i Skrækk).
(kryber sammen i Skrækk).
Aldrig se did! Der er Ørk og Øde. –
Jeg er rædd, jeg var død længe førend jeg døde.
(vil liste sig ind mellem Buskerne, men støder paa Korsvejen.)
Knappestøberen.
God Morgen, Peer Gynt! Hvor er Synderegistret?
Peer Gynt.
Mener du ikke, jeg har hujet og plistret
alt hvad jeg aarked?
Knappestøberen.
Og ingen du traf?
Peer Gynt.
Ingen, uden en rejsende Fotograf.
Faksimile
s. 255
Knappestøberen.
Ja, Fristen er ude.
Peer Gynt.
Alting er ude.
Uglen lugter Lunten. Kan du høre den tude?
Knappestøberen.
Det er Ottesangs-Klokken –
Peer Gynt
(peger).
(peger).
Hvad er det, som skinner?
Knappestøberen.
Bare Lys i en Stue.
Peer Gynt.
Hvad er det for Sus –?
Knappestøberen.
Bare Sang af en Kvinde.
Peer Gynt.
Ja, der, – der finder
jeg Synderegistret –
Knappestøberen
(griber i ham).
(griber i ham).
Beskikk dit Hus!
(de er kommet ud af Holtet og staar ved Hytten. Daggry.)
Peer Gynt.
Beskikke mit Hus? Der er det! Gaa!
Pakk dig! Var Skeen saa stor som en Kiste, –
du kan tro, den rummed ikke mig og min Liste!
Faksimile
s. 256
Knappestøberen.
Till tredje Korsvejen, Peer; men saa –!
(han bøjer tillside og gaar.)
Peer Gynt
(nærmere mod Huset).
(nærmere mod Huset).
Atter og fram, det er lige langt.
Ud og ind, det er lige trangt.
(standser.)
Nej! – Som en vild uendelig Klage
er det at gaa ind, gaa hjem og tillbage.
(gaar nogle Skridt, men standser igjen.)
Udenom, sa'e Bøjgen!
(hører Sang i Stuen.)
Nej; denne Gang
tvers igjennem, var Vejen aldrig saa trang!
(han løber mod Huset; i det samme kommer Solvejg ud i Døren, kirkeklædt
og med Salmebog i Klædet; en Stav i Haanden. Hun staar rank og mild.)
Peer Gynt
(kaster sig ned paa Dørstokken).
(kaster sig ned paa Dørstokken).
Har du Dom for en Synder, saa tal den ud!
Solvejg.
Der er han! Der er han! Lovet være Gud!
(famler efter ham.)
Peer Gynt.
Klag ud, hvor syndigt jeg har mig forbrudt!
Solvejg.
Intet har du syndet, min eneste Gut!
(famler igjen og finder ham.)
Faksimile
s. 257
Knappestøberen
(bag Huset).
(bag Huset).
Registret, Peer Gynt?
Peer Gynt.
Skrig ud min Brøde!
Solvejg
(sætter sig hos ham).
(sætter sig hos ham).
Livet har du gjort mig till en dejlig Sang.
Velsignet være du, at du kom engang!
Velsignet, velsignet vort Pinsemorgens-Møde!
Peer Gynt.
Saa er jeg fortabt!
Solvejg.
Der er en, som raader.
Peer Gynt
(ler).
(ler).
Fortabt! Med mindre du kan gjætte Gaader!
Solvejg.
Nævn dem.
Peer Gynt.
Nævn dem! Hejsan! Ja visst!
Kan du sige, hvor Peer Gynt har været siden sidst?
Solvejg.
Været?
Peer Gynt.
Med Bestemmelsens Mærke paa sin Pande;
været, som han sprang i Guds Tanke frem!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
17
Faksimile
s. 258
Kan du sige mig det? Hvis ikke, maa jeg hjem, –
gaa under i de taagede Lande.
Solvejg
(smiler).
(smiler).
O, den Gaaden er lett.
Peer Gynt.
Saa sig, hvad du ved!
Hvor var jeg, som mig selv, som den hele, den sande?
Hvor var jeg, med Guds Stempel paa min Pande?
Solvejg.
I min Tro, i mit Haab og i min Kjærlighed.
Peer Gynt
(studser tillbage).
(studser tillbage).
Hvad siger du –? Ti! Det er gjøglende Ord.
Till Gutten derinde er selv du Moer.
Solvejg.
Det er jeg, ja; men hvem er hans Fader?
Det er han, som for Moderens Bøn forlader.
Peer Gynt
(et Skjær af Lys gaar over ham, han skriger):
(et Skjær af Lys gaar over ham, han skriger):
Min Moder; min Hustru; uskyldig Kvinde! –
O, gjem mig, gjem mig derinde!
(han klynger sig fast og skjuler Ansigtet i hendes Skjød. Lang Stillhed.
Solen rinder.)
Solvejg
(synger sagte).
(synger sagte).
Sov du, dyreste Gutten min!
Jeg skal vugge dig, jeg skal vaage. –
Faksimile
s. 259
Gutten har siddet paa sin Moders Fang.
De to har leget hele Livsdagen lang.
Gutten har hvilet ved sin Moders Bryst
hele Livsdagen lang. Gud signe dig, min Lyst!
Gutten har ligget till mit Hjerte tætt
hele Livsdagen lang. Nu er han saa trætt.
Sov du, dyreste Gutten min!
Jeg skal vugge dig, jeg skal vaage.
Knappestøberens Stemme
(bag Huset).
(bag Huset).
Vi træffes paa sidste Korsvejen, Peer;
og saa faar vi se, – om; jeg siger ikke mer.
Solvejg
(synger højere i Dagglansen).
(synger højere i Dagglansen).
Jeg skal vugge dig, jeg skal vaage; –
sov og drøm du, Gutten min!
